mandag den 26. december 2016

Mit 2016 i bøger

Noget, som jeg synes er ret sjovt ved at have en profil på hjemmesiden goodreads.com er, sidst på året, at få tilsendt en oversigt med forskellige statistikker af hvad og hvor meget, jeg har læst det forgange år. Hvis du vil, kan du se min statistik direkte ved at klikke her. Nedenfor vil jeg gengive de vigtigste elementer og knytte et par kommentarer til.

Et af årets boglige højdepunkter: At møde YA-forfatteren Julie Kagawa.

Samlet set er jeg gevaldigt tilfreds med læseåret 2016. Jeg har læst mange flere bøger i år end jeg har gjort i mange år bagud. Det kan jeg takke denne blog for, for den har været et fantastisk instrument til at fastholde min opmærksomhed på bøgerne. Jeg har også fået mulighed for at møde en masse spændende forfattere, hvilket bare har været helt fantastisk og inspirerende.

Antal læste bøger: 42
Antal læste sider: 14.334
Mit mål for antal læste bøger i år var 20. Sammenlignet med sidste år, hvor jeg kun læste 16 bøger, er det tydeligt at det er gået langt over forventning med at give læsningen mere plads i hverdagen. Jeg tror dog ikke umiddelbart at jeg vil sætte mit læsemål for 2017 højere end jeg gjorde i år. 20 bøger på et år er stadig godt nok for mig - hvad jeg når derudover er blot til fryd og glæde.

Korteste bog: Dangerous Games af Teri Terry (82 sider)
Længste bog: Vi, de druknede af Carsten Jensen (693 sider)
Gennemsnitlig længde: 350 sider

Mest populære bog: To Kill a Mockingbird af Harper Lee

Min gennemsnitlige bedømmelse: 4,2 (ud af 5 stjerner)
Jeg har af natur ikke nemt ved at kritisere, og har nok især i første halvdel af året været lidt rundhåndet med stjernerne. Men jeg synes, jeg er ved at blive bedre til at give en konstruktiv men retfærdig kritik af de bøger, jeg læser.

De bedste bøger, jeg har læst i 2016:
Dette er selvsagt ikke en del af min statistik på goodreads - jeg vil bare gerne fortælle jer, hvilke bøger/serier, der har gjort allerstørst indtryk på mig i det forgangne år. Dem med links har jeg anmeldt her på bloggen, og du kan selvfølgelig klikke og læse anmeldelsen.

Opsamling på generelle læsemål
Sidste år omkring denne tid skrev jeg et indlæg om mine overordnede læsemål for 2016. Jeg skrev blandt andet at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at læse mere "voksne" og "litterære" bøger. Dem har der da også været nogle stykker af (3 for at være mere præcis), men ikke helt nok (jeg bliver ved med at falde over spændende YA-fantasybøger jeg bare liiiige skal have læst).

Jeg skrev også, at jeg håbede på at få læst en eller to "vigtige" bøger om et aktuelt emne. Det mål vil jeg sige jeg fik opfyldt, da jeg læste Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Anden Verdenskrig er jo et evigt aktuelt emne, og bogen var netop ganske "vigtig." Du kan evt. se min anmeldelse, hvis du vil vide mere om, hvad jeg mener med det.

Og så skrev jeg, at jeg gerne ville udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere noget mere. Det er nok også et af de mål, jeg aldrig helt vil synes, jeg bliver færdig med. Alle tre genrer er heldigvis repræsenteret på min goodreads-oversigt, med historisk fiktion som den bedst repræsenterede (5 stk) og klassikere som den dårligst repræsenterede (2 stk). Men der hersker ikke nogen tvivl om, at fantasy stadig er den genre, jeg har allermest hang til, idet 24 af de 42 læste bøger var fantasybøger.

Bloggen er fyldt 1 år
Faktisk har denne blog også i midten af måneden kunnet fejre 1-års fødselsdag. Det er jeg bare så glad for og stolt af. Dog vælger jeg ikke at gøre noget stort nummer ud af det fordi 1) Jeg har ikke særlig meget tid til at blogge lige for tiden, og 2) Det er ikke særlig længe siden, jeg sidst holdt en giveaway, hvilket er den mest oplagte måde at fejre blog-fødselsdag på, synes jeg. Så derfor nøjes jeg bare med at sige: Hip-hip-hurra!!! Og tak til alle jer, der har læst med i løbet af dette første år. Jeg håber, I bliver hængende et år til <3

onsdag den 16. november 2016

"Sjælens pris" af Haidi Wigger Klaris


Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 278

--- --- ---

"Jeg havde på fornemmelsen at jeg var nødt til at bevise mit værd i dag, så dæmonerne i mit område ville respektere mig på lige fod med Tristan. Jeg var nødt til at være hurtig, overbevisende og uovervindelig."

--- --- ---

Dette er tredje og sidste bind i den paranormale fantasyserie Dæmonherskerens arving. Jeg har tidligere anmeldt bind 1 og 2, og i mellemtiden glædet mig til at finde ud af, hvordan hovedpersonen Allys historie mon ville ende.

Ally bliver elev på kostskolen Larchwood, hvor der findes en hemmelig kreds af elever, som dyrker mørk magi. Da Ally opdager, hun selv har overnaturlige evner, er kredsen ude efter hende. Snart befinder hun sig i en krig mellem Underverdenen hvor de onde og hensynsløse dæmoner har magten, og den ældgamle organisation Jordens Vogtere, hvis opgave det er at holde ondskaben fra dybet i skak. Samtidig må Ally kæmpe med sine egne følelser og forholdet til sin elskede Tristan.

Bind tre tager fat lige hvor bind to stoppede, og læseren kommer hurtigt fra start. Handlingen er i gang fra side et, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt under læsningen, men blev færdig med bogen på blot tre dage.

Ligesom de to første bind i serien er Sjælens pris ikke en bog, der stiller så høje krav til læseren. Den er forholdsvis handlingsmættet og sproget er meget enkelt. Plottet er heller ikke specielt kompliceret og byder ikke på nogen store overraskelser, men det er sammenhængende, og sammen med bogens udmærkede komposition gør det at spændingen bevares fra start til slut. Sproget er flydende og der er meget dialog. Bogen er altså nem og hurtig at læse.

Ligesom i de to første bind synes jeg dog at bogen mangler lidt tyngde nogle steder. Der er meget baggrundsinformation, læseren må undvære, og der er mange ting ved verdenen og personerne, der aldrig bliver rigtigt udfoldet. Det savner jeg lidt, for noget af det, jeg godt kan lide ved at læse er at se en verden folde sig ud for mit indre blik. Og det er alt for få steder, der er rigtige, beskrivende afsnit. 

De beskrivende afsnit kommer typisk i de situationer, hvor Ally har brug for at trække sig lidt tilbage i eftertænksomhed, og der beviser Haidi Wigger Klaris at hun faktisk godt kan lave nogle rigtig fine beskrivelser. Men i de situationer får de ikke lov til at tilføje særlig meget til selve historien eller personerne, og det synes jeg er ærgerligt. Personerne virker nemlig ret flade og kan være svære at skelne fra hinanden fordi de mangler individuel personlighed. Men jeg tænker at bogen er skrevet med en lidt yngre og mindre tålmodig læserskare for øje, og der derfor ikke er gjort plads til så mange tunge beskrivelser. Fair nok.

Hovedpersonen Ally er selvfølgelig den, man får det tydeligste billede af i løbet af serien, og jeg forestiller mig at mange unge piger godt kan lide at læse om hende. Selv om Ally nogle gange er usikker og forvirret indvendig er hun alligevel en meget modig pige, der både er rap i munden og forstår at slå fra sig. Man kan ikke lade være med at få sympati for hende, når hun igen og igen ofrer sig for at redde sine venner fra Underverdenens tortur og undertrykkelse. Nogle gange gør hun også ting, som hun fortryder og må råde bod på.

Noget, der fylder forholdsvis meget i bogen er Ally og Tristans romance. Kys og kram beskrives sjovt nok yderst detaljeret, til forskel fra så meget andet i bogen. Faktisk giver Ally Tristan sig hen til kys og kærtegn i så mange situationer, at det nogle gange virker urealistisk og påtaget. Noget som dog er meget cool, og som er med til at give Ally og Tristans forhold dybde, er deres evne til at kommunikere telepatisk.

Jeg vil runde af med at sige, at jeg er glad for at have læst bogen. Den levede op til mine forventninger fra etteren og toeren og udgjorde en god slutning på serien. Der er nogle gode ting at hente, og bogen er underholdende nok. Men samlet set synes jeg altså, serien Dæmonherskerens arving er en lidt tynd kop te. Den er velegnet til unge, der ikke er de store læseheste. Men til dig, der er vant til at læse, vil jeg anbefale at gå efter nogle fantasyserier, der udfordrer lidt mere både hvad angår sprog, plot, indhold og tematik - samtidig med at de også er fulde af underholdning. Jeg har desværre ikke læst så meget paranormal fantasy at jeg kan anbefale et godt alternativ indenfor lige den undergenre, men inden for den mere klassiske fantasy kan jeg fx stærkt anbefale Tamora Pierces Beka Cooper-serie.

Vinder af giveaway #2


Så blev det endelig tid til at se, hvem der blev den heldige vinder af bogen Ravnenes hvisken. Som bloggens følgere på instagram kan bevidne, trak jeg for få minutter siden en tilfældig vinder, og det blev: Cecilie!

Cecilie har fået besked på mail, og jeg glæder mig til at sende hende bogen sammen med de andre ting, der hører med til præmien. (Du kan se et billede af hele pakken her).

Bogen er sponsoreret af forlaget Carlsen.

mandag den 14. november 2016

Bogforum 2016

Lørdag den 12. november besøgte jeg Bogforum i Bella Center Copenhagen sammen med to læseglade veninder. Det blev selvfølgelig en dejlig dag i bøgernes tegn - hvordan kunne det blive andet - selvom jeg ikke just kom godt fra start i og med at jeg klokken syv om morgen stod og ventede i fyrre minutter i bidende frost på en bus der aldrig kom, og derfor blev nødsaget til at hive min kære mand ud af sengen, så han kunne køre mig til toget. Jeg tror først, mine storetæer tøede helt op, da toget kørte igennem Roskilde.

Jeg havde ikke haft tid til at forberede et detaljeret program for min dag på messen, men det ville også have været spildt arbejde, for jeg nåede ikke meget andet end mine tre must-see punkter: 1) Interview og signering med Patrick Ness, 2) Signering med Dennis Jürgensen, og 3) Signering med Louise Haiberg. Det er jo ikke til at forstå når man tilbringer 5½ time på stedet, men der var virkelig mange mennesker, så meget af tiden gik med at stå i kø til at komme ind, stå i kø til garderoben, stå i kø til toilettet, stå i kø til cafeteriet, hvilket jo er ærgerlig spildtid. Jeg brugte også en hel del tid på at stå i kø til signeringerne, men det var trods alt lidt lettere at acceptere.

Samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue


Jeg var overbevist om, der ville komme mange til interviewet med Patrick Ness på Tranescenen 2, så jeg snuppede mig en plads på forreste række en god halv time før start. Dermed blev jeg også vidne til en samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue, som egentlig ikke var så ringe endda. Susanne Staun har skrevet to sjove bøger, Fuck, en lækker røv! og Kort og cool, der vejleder hhv. almindelige danskere og danske professionelle skribenter af forskellig art i at undgå almindelige sproglige og grammatiske fejl. Jeg har selv en indre grammar-nazi/stavefejlsinkvisitor og er jo også uddannet dansklærer, så det var en meget vedkommende diskussion for mig, de to madammer havde sig.

Interview og signering med Patrick Ness


Min svigerinde Marie er vild med bogen Monster af Patrick Ness, ikke kun på grund af historien, men også på grund af illustrationerne. Hun er nemlig kunsthistoriker med speciale i illustrationer i YA-litteratur, og kan sige en masse klogt om den slags (faktisk har hun skrevet en anmeldelse af Monster her på bloggen, hvor du kan læse hvad hun synes om bogen, og hvordan illustrationerne helt præcist bidrager til historien). Marie havde aftenen forinden været til premiere på filmatiseringen af bogen i Imperial, hvor hun også havde fået æren af at møde Patrick Ness, men ikke mulighed for at købe bogen. Derfor havde jeg lovet hende at købe et eksemplar til hende og om muligt få det signeret, når jeg nu skulle på Bogforum. Jeg var selvfølgelig også på egne vegne interesseret og spændt på at høre Patrick Ness fortælle om sine bøger.

Interviewet var rigtig godt, og kunne efter min mening godt have været dobbelt så langt. Patrick Ness var en charmerende og humoristisk person, og han var meget indsigtsfuld hvad angik YA-litteraturens betydning. Desværre fik jeg ikke taget nogen notater undervejs, og det ærgrer mig virkelig, for jeg ville gerne have delt både nogle af hans jokes og hans guldkorn her på bloggen, men i skrivende stund kan jeg simpelt hen ikke genkalde mig nogen af dem i detaljer.


Efter interviewet var jeg så overbevist, at jeg ud over Monster, som jeg allerede havde købt til Marie også var nødt til at købe en af hans bøger til mig selv. Jeg valgte Vi andre bor her bare, som han fortalte en del om i interviewet, og bad min ene veninde købe den for mig, mens jeg selv ilede af sted for at finde signeringskøen. Jeg kom selvfølgelig til at stå næsten bagerst, selvom jeg virkelig prøvede at skynde mig. Jeg stod i kø ca. 35 minutter, og selve mødet varede måske 35 sekunder, for der var så mange han skulle nå på så kort tid, men han var rigtig flink og formåede at skabe god kontakt i det korte tidsvindue, så det var en stor oplevelse alligevel.


Han hilste venligt, og da han så mine to bøger med forskellige navnesedler stukket ind ved titelbladet, spurgte han: "Is your name Lea or Marie?" og jeg svarede Lea. Så begyndte han at skrive sin signatur og en lille medfølgende hilsen, alt imens han spurgte: "So, who is Marie?" og jeg forklarede ham vores relation og at han faktisk havde mødt hende aftenen før til filmpremieren. Så spurgte han, om hun havde kunnet lide filmen. Det kunne jeg ikke rigtig svare på, da jeg ikke havde haft mulighed for at tale med hende siden da, men jeg sagde, at det troede jeg nok, for hun så i hvert fald glad ud på det billede, hun havde sendt mig derfra. Derefter blev det ikke til mere hyggesnak, for der var jo andre end mig, der skulle til, men heldigvis huskede jeg at sige tak før jeg gik videre.

Goodie-bag fra Arnold Busck
Mens jeg havde stået i kø var mine veninder gået videre for at kigge på nogle forskellige stande, og mens jeg prøvede at finde dem igen, lagde jeg vejen forbi Arnold Busck, som ud over en fribillet til messen havde sendt mig et brev om, at jeg kunne komme og hente en goodiebag på deres stand. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg nåede dog ikke at kigge i posen lige med det samme, for mine veninder var sultne og insisterede på at vi skulle købe mad. Jeg kunne også godt trænge til noget at styrke mig på; altså satte vi direkte kurs mod cafeteriet.

Efter jeg havde været til signering med Dennis Jürgensen, og spist min mad, så vi, hvad der var i den fine pose, og det var nogle virkelig lækre ting. Ud over den obligatoriske stak reklamer var der:

  • Selve posen i kraftigt lærred med teksten "It is what it is"
  • To flotte notesbøger til min samling: Captain of My Own Destiny og Travel Notes
  • En invitation for to personer til førudsalg i januar
  • Tre flotte kort med kuverter
  • En rød staedtler-tus
  • Forskellige slags lækker chokolade
Signering med Dennis Jürgensen


Maden var lækker, men som sagt var der også en del ventetid, plus at det heller ikke var nemt at finde et bord, så faktisk var det allerede tid til signering med Dennis Jürgensen i det øjeblik vi fandt et sted at sidde. Jeg havde taget en bog med hjemmefra, en af barndommens store favoritter, Djævelens hule, i håb om at få den signeret. Heldigvis tog tøserne det ikke ilde op at jeg løb fra taflet for at bane mig vej hen til Tellerups stand, hvor jeg ganske rigtigt fandt Dennis Jürgensen ved et af signeringsbordene. Der stod to damer foran mig og snakkede med ham om hans nye krimi, men der gik nu ikke lang tid, før det blev min tur. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs for at møde en forfatter, der har været blandt mine absolutte favoritter siden jeg var ca. 11 år, men han var altså virkelig rar og imødekommende, og ville gerne signere bogen. Det var lidt sjovt, for denne gang var der jo stort set ingen kø, og Dennis havde god tid; men det var mig der var stresset, fordi jeg jo vidste at mine veninder og min varme mad stod og ventede på mig ude i cafeteriet. På grund af nervøsitet kunne jeg heller ikke finde på særlig meget at tale med ham om, men det var dejligt endelig at få en chance for at møde ham.

Signering med Louise Haiberg


Mine veninder og jeg fulgtes hen til Tellerups stand og gik lidt rundt og kiggede der. Der var én bog, jeg vidste, jeg skulle have, og det var bind to i Louise Haibergs serie Dæmondræberen. Jeg var netop lige blevet færdig med bind 1 et par dage forinden og havde skrevet et par sætninger om den på instagram. Jeg har af og til tagget Louise på instagram, og jeg tror faktisk hun har svaret hver eneste gang, hvilket jeg bare synes er super fantastisk! Da det var tredje gang, jeg mødte hende i virkeligheden, var jeg lidt spændt på om hun måske kunne kende mig, og det kunne hun faktisk godt. Vi brugte lidt tid på at diskutere om det var rimeligt eller ej, at hun ikke lige kunne sætte navn på ansigtet - jeg prøvede at forsikre hende om at det trods alt ville være for meget at forlange, men hun var ikke helt enig, og proklamerede, at man altid skal stille høje krav til sig selv. Jeg kunne se argumenter både for og imod, men havde nu alligevel mere lyst til at tale om hendes bøger end føre diskussionen videre :)

Mens jeg læste første bind i Dæmondræberen havde jeg bl.a. tænkt over, hvornår Louise egentlig var begyndt at skrive serien. Jeg havde en forestilling om, at hun måske var begyndt på den længe før udgivelsen og måske også havde manuskripter til alle tre bøger klar, på det tidspunkt, hvor hun indgik kontrakt. Første bog var så velkomponeret og lagde op til så ambitiøst et projekt, at jeg tænkte, det var det mest sandsynlige. Så jeg blev ret forbløffet over hendes svar, da jeg spurgte og fandt ud af at det slet ikke var tilfældet: Hun var begyndt på serien i 2012, og havde skrevet de næste bøger i serien sideløbende med udgivelsen. Jeg er meget imponeret og synes bare hun skriver så hammergodt. Desuden er hun så sød og sjov at snakke med, at jeg med glæde kunne have stået der hele eftermiddagen, hvis ikke det var fordi der var andre i køen end mig. Man kan virkelig mærke, hun værdsætter sine læsere. Hun havde endda bagt småkager som hun sendte rundt til alle os, der stod i kø og ventede. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg møder hende. Og, øh, så håber jeg også, hun siger til, hvis hun på nogen måde føler sig stalket ...

Børnebogforum og Lene Kaaberbøl
Vi var efterhånden ved at blive trætte og blev enige om, at slutte vores besøg på messen med en tur rundt i børneområdet. Den ene af mine veninder har selv børn og den anden er pædagog, så det var nærmest en selvfølge for os alle tre også at tjekke børnebøgerne grundigt ud. Da vi kom derind så jeg at Lene Kaaberbøl stod på scenen og besvarede spørgsmål fra publikum. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så jeg fandt mig straks en stol mens veninderne kiggede på bøger. I løbet af de næste minutter hørte jeg Lene svare på mange spørgsmål til sine historier og livet som forfatter. Blandt andet var det spændende at høre, hvor hun havde ideen om skammerblikket fra i bogen Skammerens datter. Også her fik jeg jo ikke taget notater, og måske husker jeg forkert, men jeg mener, hun svarede, at hun fra sin egen mor huskede et blik, som fik hende til at føle sig totalt gennemskuet. Desuden fortalte hun, at hun var tidligere gymnasielærer, og at hun en dag skulle samle afleveringer ind fra et hold. En af eleverne sagde, "jeg har allerede afleveret," hvortil Lene svarede, "nå ja, det er da også rigtigt, selvfølgelig har du det." Lene kunne imidlertid se på eleven, at vedkommende ikke var helt tilfreds med svaret, så hun spurgte, hvad der var i vejen. Eleven svarede, "du sendte mig bare det der blik." Lene grinede lidt idet hun sagde, at hun ikke påstod at hun med blikket kunne få forbrydere til at gå i knæ og tilstå, sådan som Dina og hendes mor kan i Skammerens datter, men at hun altså godt kunne få en gymnasieklasse til at tie stille.


Da Lene var færdig, begyndte vi at bevæge os mod udgangen. På vejen kom vi imidlertid forbi forlaget Flachs' stand, hvor mit blik faldt på bogen Carlo Chuchios gyldne drøm. Jeg havde ikke hørt om bogen før; det var forfatterens navn, Lloyd Alexander, der sprang mig i øjnene. Jeg har læst hans fantasyserie Kampen om landet Prydain med stor glæde. (Jeg har tidligere skrevet lidt om denne serie i dette indlæg). Derfor besluttede jeg mig for at købe Carlo Chuchios gyldne drøm. Den var desuden også meget billig og havde et flot omslag. Desværre havde forlaget ikke flere bøger af samme forfatter.

Vi sluttede dagen af med kaffe, varm kakao og kage på Espresso House nær Nørreport station, hvor vi tog et billede af vores samlede rov:


Dagen efter tog jeg også et billede af de tre bøger, jeg havde købt til mig selv:


Bogforum 2016 var fedt, og det eneste, der ærgrer mig er at jeg ikke fik taget nogen notater fra interviewsene, og ikke nåede at besøge flere stande end jeg gjorde. Som jeg allerede har nævnt, fløj tiden simpelt hen bare, for det meste med at stå i kø. Jeg ville ønske, jeg havde haft energi, tid og penge til en dag mere på messen, men jeg glæder mig nu også rigtig meget over de gode oplevelser jeg fik. Det er dejligt at læse bøger, som man har oplevelser og minder knyttet til. Jeg tog også nogle gratis læseprøver med hjem, som jeg glæder mig til at få kigget nærmere på, bl.a. Skovpigen Skærv af Kim Leine og Hjertet er 1 organ af Sarah Engell.

lørdag den 5. november 2016

"Tir-Nâzrals arving" af Mads Schack-Lindhardt


Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Mads Schack-Lindhardt
Udgivelsesår: 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 327

--- --- ---

     "Hvordan kommer vi nogensinde ind i bjergene?" spurgte Sebastian, mens han skeptisk lod blikket glide hen over klippevæggene i håb om at finde en sti eller en åbning.
     "Der findes kun en måde at komme ind i Tågebjergene på herfra," svarede Martha fra sin position oppe forrest i gruppen, "og det er via Anghar-passet."

--- --- ---

Tir-Nâzrals arving (Stjernekrønikerne 1) er første bind i hvad der forventes at blive en trilogi fra den debuterende forfatter Mads Schack-Lindhardt. Bogen egner sig til både unge og voksne fantasyfans, men vil nok være for stor en mundfuld, både hvad angår sprog og indhold, for børn under 12 år.

Sebastian skal snart begynde på gymnasiet. Han har sommerferie og er netop flyttet til et nyt sted sammen med sine forældre. Huset, familien er flyttet ind i, har de arvet fra hans onkel, der er omkommet i en drukneulykke. Deres nærmeste nabo er en tosset gammel dame ved navn Martha. Den første nat på sit nye værelse kan Sebastian ikke sove, og da han kigger ud, ser han et sært lysglimt i nærheden af hendes hus. Han beslutter sig for at undersøge fænomenet nærmere, og før han får set sig om, passerer han igennem en portal til en helt anden verden. Det viser sig at Martha måske ikke bare er en tosset gammel dame, og hans onkel måske slet ikke er død. Et eventyr som Sebastian ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, venter forude ...

Det første, jeg vil sige om Tir-Nâzrals arving er, at den byder på high fantasy efter alle kunstens regler. Bogen trækker på kendte klassikere inden for genren og føles næsten som en sammensmeltning mellem Michael Endes Den uendelige historie fra 1979 og Tolkiens Ringenes Herre fra 1954, der så med rund hånd er krydret med elementer fra rollespil. Noget af det, der giver mig associationer til Den uendelige historie er blandt andet hovedpersonenes navn, der næsten er det samme, men også den mangfoldighed af mildest talt sære væsener og genstande, der optræder. Det er underligt men alligevel dragende. Det, der får mig til at tænke på Ringenes Herre er både væsener og miljøer såvel som begivenheder, og nogle af disse er så stærkt inspireret at jeg er tæt på at sige stjålet fra Tolkiens mesterværk, men det er nu ikke så ringe endda. Mads Schack-Lindhardt stjæler respektfuldt og gør de genkendelige elementer til en del af en historie, der er hans egen.

Tir-Nâzrals arving tilhører også den type bøger, der selv handler om bøger og om læsning og det at skabe fiktive verdener. Krøllen er bare, at det viser sig at de fiktive verdener ikke er så fiktive alligevel, og den rolle, forfatterne spiller i skabelsen af dem, delvist er en illusion. Jeg kan godt lide denne grundlæggende ide. Dette træk ved bogen overbeviser mig også om Mads Schack-Lindhardts tydelige ønske om med sit værk at give tilbage til de mange fantasybøger, han har haft glæde af at læse gennem tiden, samtidig med at han kommer med sit eget bidrag til genren.

Der er masser af fantasi og fortællelyst. Der er absolut ingen mangel på hverken magi eller action. Personerne har helt typiske, fantasy-klingende navne som bogens titel selv er et udmærket eksempel på. Det vrimler med onde og gode troldmænd, forskellige slags våben og kræfter, eventyrlige folk og planter og selvfølgelig: Drager. Plottet er også rigtig fint og uforudsigeligt. Hen mod slutningen skete det flere gange at jeg tænkte, "Nu sker der sådan og sådan," men det gjorde der ikke, og jeg måtte lave min hypotese om. Det er dejligt at forfatteren formåede at holde spændingen helt til de sidste sider.

Som det fremgår af ovenstående har denne bog mange stærke sider, men den har også et par svage punkter, som jeg er nødt til at give et ord med på vejen. For det første er der temmelig mange stavefejl i bogen, især i første halvdel. Stavefejl i bøger er noget som jeg plejer at slå ret hårdt ned på fordi de forstyrrer læsningen og gør, at jeg bliver revet ud af historiens univers. Og at en forlægger vil være bekendt at sende en bog i trykken med så mange fejl, som det er tilfældet her, forstår jeg altså ikke. Køberen har betalt dyre penge for et produkt, der forekommer halvfærdigt, og forfatteren får til opgave at skulle promovere en bog, som ikke er i orden. Det må være træls.

For det andet savner jeg lidt mere sproglig opfindsomhed. Forfatterens skrivestil er forholdsvis refererende og han benytter sig ikke så meget af sproglige billeder. Det gjorde at jeg følte mig ret distanceret fra personerne og ind imellem havde svært ved at komme ind i hovederne på dem og forstå deres reaktionsmønstre. Sproget kunne også godt være lidt mere finpudset og flydende. Til gengæld er ordforrådet faktisk ret godt. Jeg stødte ind imellem på nogle ord, som er lidt på vej ud, og det gjorde mig glad at se, at de blev brugt i en historie som denne. Og det var ikke så mange, at bogen på nogen måde blev svær at forstå.

Samlet set er Tir-Nâzrals arving en bog som er værd at læse. Dens styrker ligger hovedsageligt i den fantasifulde brug af mange af kendte fantasy-elementer og i det gode og holdbare plot. Der er ingen tvivl om at Mads Schack-Lindhardt vil noget med sin historie. Derfor ærgrer det mig, at bogen ikke har fået en bedre redaktion, eller i hvert fald en bedre korrektur. Den har nemlig potentiale til mere.

fredag den 4. november 2016

"Kongens krucifix" af Lene Dybdahl


Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2013
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 419

--- --- ---

Fængselscellen havde et højtsiddende vindue ud mod gården. Der trængte et svagt rosa skær ind gennem tremmerne. Solen var ved at stå op. Langs den ene væg stod en briks med et tæppe. Her satte Laura sig ned. Hun lagde armene om kroppen som for at beskytte sig mod de problemer som snart ville komme.
     David satte sig på hug på gulvet foran og så indtrængende på hende.
    "Du bliver nødt til at finde på en god historie," sagde han.

--- --- ---

Kongens krucifix er sidste bind i Lene Dybdahls trilogi om Nøglens vogtere, som skildrer de 13-årige tvillinger Laura og Davids rejse tilbage i tiden til middelalderens Spanien. I deres forsøg på at befri deres bortførte forældre er de pludselig fanget i det forkerte årstal og aner ikke, hvordan de skal finde hjem. Igen må børnene være opfindsomme til fingerspidserne og løse en række farefulde gåder, der - forhåbentlig - kan føre dem tilbage til nutiden og deres forældre.

David og Laura er to velkendte hovedpersoner, jeg har været igennem så mange strabadser sammen med, at det er svært at skulle sige farvel til dem hver især efter endt læsning. Her i trilogiens sidste bind har de måttet klare sig imod intet mindre end den spanske inkvisition, en flok berygtede landevejsrøvere, en rablende gal konge og en ugelang sørejse som blinde passagerer på et galejskib samt en masse andre forskellige forhindringer. De sidste 150 sider kunne jeg slet ikke lægge bogen fra mig, og endnu engang må jeg sige, at jeg er vild med denne historie.

Jeg begyndte ellers at blive bekymret for, om bogen ville leve op til dens to forgængere, da jeg havde læst de første par kapitler. Temmelig uventet tog fortællingens stemning en drejning til det mere alvorlige, ikke mindst på grund af den tid og det sted, Laura og David befandt sig på, hvor den spanske inkvisition satte dagsordenen med sine berygtede torturmetoder og trusler, og hvor mange mennesker, også børn, dagligt led sult. Denne alvorlige og triste stemning prægede i høj grad bogens begyndelse. Men det var langtfra nok til at få mig til at opgive bogen, og som handlingen skred frem, kom historien også mere og mere til at ligne sig selv igen - eller måske vænnede jeg mig bare mere og mere til den lidt alvorligere fortællestil. Da jeg havde vendt den sidste side, opfattede jeg i hvert fald ikke længere alvoren som noget skuffende eller irriterende, men som noget, der havde været med til at drive historien fremad og give David og Laura mulighed for at udvikle sig som karakterer.

Som det allerede er antydet, rummer Kongens krucifix masser af spænding og action, akkurat ligesom Den gyldne nøgle og Visigotens hjelm. Sproget er stadig en fornøjelse at læse, ligesom bogens komposition, beskrivelserne, miljøet og karaktererne er i top. I denne bog kommer man også ret tæt på David og Lauras følelser, der ligesom deres reaktioner skildres meget realistisk. I bind ét lagde jeg særligt mærke til, hvordan forfatteren formåede at behandle nogle emner som i børnelitteratur godt kan være noget tabubelagte, på en rigtig fin måde. Denne evne viser Lene Dybdahl igen her i Kongens krucifix, hvor David og Laura fx må tackle den mildest talt uligevægtige Kong Filip II, og også kommer til at stå ansigt til ansigt med krigens grusomheder i konflikten mellem Spanien og England. Tingene er hele tiden belyst fra flere synsvinkler og problemerne præsenteres i al deres kompleksitet, samtidig med at det gøres i et sprog og på en måde, som giver mening for bogens målgruppe. Det er en beundringsværdig bedrift af Lene Dybdahl.

Uden at afsløre for meget, kan jeg nævne at Filip II ikke er den eneste historiske person, der krydser Laura og Davids vej, og det er som altid en fornøjelse at se, hvordan Lene Dybdahl forstår at flette sin research indenfor de historiske forhold ind i sin ellers fiktive fortælling.

Hvis ikke jeg blot skal gentage mig selv fra mine anmeldelser af bind ét og bind to, kan jeg ikke sige andet og mere om Kongens krucifix, end at den er en på alle måder fyldestgørende afslutning på en fantastisk trilogi, som har givet mig timevis af underholdning. Nøglens vogtere er en velskrevet og velkomponeret historie, som jeg vil anbefale til alle, der kunne tænke sig at læse en spændende historie med masser af farverige karakterer og et strejf af humor.


Læg gerne kommentar nedenfor, hvis du har uddybende spørgsmål, eller nøjes bare med at sige hej, så jeg kan se, du har været forbi.

onsdag den 2. november 2016

Det der med gratis ting


Dette indlæg mit bidrag til en debat Luna har lagt op til i sit seneste indlæg, og som både Rikke og Rikke på indsigtsfuld vis har fulgt op på. Det henvender sig mest til andre bogbloggere, så føl dig fri til at springe over, hvis det ikke interesserer dig (et princip der selvfølgelig gælder alle mine indlæg).

Da jeg startede denne blog for snart et år siden, var jeg faktisk ikke engang klar over, at forlagene så bogblogs som en markedsføringskanal af nogen betydning. Jeg havde ikke før læst nogen bogblogs selv, men hørte om det fra to andre bloggere, jeg mødte tilfældigt til et bogligt event. Men da jeg både kunne lide at blogge og at læse virkede det så oplagt, at jeg den dag i dag stadig kan undre mig over, at jeg ikke selv fik ideen noget før. Pointen er, at jeg startede bloggen af lyst - lyst til at dele mine læseoplevelser med andre (hvis der da var nogen, der gad læse om dem; det kunne jeg jo ikke vide), og måske også som en slags portfolio til mig selv, for at blive mere bevidst og målrettet med min læsning - det er den i hvert fald blevet, og jeg har stor glæde af den som sådan.

Nogle rigtig søde, mere erfarne bloggere hjalp mig i gang med bloggen ved at svare på mine spørgsmål og give en masse gode råd med på vejen. Og snart opdagede jeg det der med gratis ting: Det var åbenbart helt almindeligt for mange (næsten alle, virkede det som om) af de andre bogbloggere at modtage anmeldereksemplarer fra diverse forlag. Nogle blev også inviteret til fancy arrangementer med forfattere og forlæggere.

Det overraskede mig faktisk en hel del hvor meget de her ting fyldte i bogbloggerverdenen. Hvorfor skulle jeg have gratis bøger bare fordi jeg havde en blog? Jeg er jo bare en privatperson, der blogger om min fritidsinteresse; noget alle og enhver kan gøre. Var der ingen, der på en eller anden måde skulle tjekke at jeg vidste, hvad jeg talte om, før de sendte mig deres dyrebare bøger? Jeg troede, det at modtage en bog til anmeldelse var en sjælden anerkendelse man skulle gøre sig fortjent til gennem lang tids seriøs og talentfuld bloggeri, og kun hvis man udover sin blog havde en uddannelse som fx bibliotekar eller lignende til at give ens anmeldelse troværdighed. Men sådan var det slet ikke. I dag sidder jeg med en fornemmelse af, at jeg kan få stort set hvad jeg vil have, hvis bare jeg beder om det.

Jeg blev selvfølgelig fristet til at tage min bid af kagen. Men der var også mange overvejelser. Ville jeg kunne forblive 100% uvildig i mine anmeldelser, hvis jeg ikke selv havde betalt for bogen eller lånt den på biblioteket? Desuden læser jeg ikke lige så mange bøger som mange andre bogbloggere (sidste år læste jeg faktisk kun 17, men takket være bloggen kommer jeg i år nok op på 35), så ville jeg forpligte mig til mere end jeg egentlig havde lyst til, hvis jeg begyndte at modtage anmeldereksemplarer? Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke behøver modtage mere end én bog ad gangen, men bare det at jeg bruger tid på at kigge de nye udgivelser igennem for at vælge hvilken det så skal være, gør at mit fokus skifter - og jeg har et ønske om faktisk ikke at læse/anmelde alt for mange nye udgivelser, men give mindst lige så meget opmærksomhed til gode bøger, der har nogle (måske mange) år på bagen, men som fortjener at blive læst igen.

Jeg synes slet ikke, jeg læser nok til at forlagene bare skal sende mig en masse bøger uopfordret. Jeg ved, jeg kun ville få læst et fåtal af dem, og jeg vil gerne bevare mit frie valg frem for at blive fodret. Jeg er kommet frem til at jeg vil skrive til forlaget og bede om et eksemplar hvis der er tale om en bog, jeg alligevel ville have købt eller lånt på biblioteket. Så ved jeg i hvert fald med mig selv at interessen er ægte. For dem, der læser mere end mig, og som har haft længere tids samarbejde med forlagene, kan det selvfølgelig sagtens give god mening at modtage mange uopfordrede anmeldereksemplarer.

Men selv om jeg er meget bevidst om hvilket privilegie det er at kunne få et anmeldereksemplar når man beder om det, eller blive inviteret til et bloggerevent, kender jeg alligevel godt til den følelse, Luna beskriver i sit indlæg, af at goderne nogle gange virker ulige fordelt. Som nystartet blogger kunne jeg ikke lade være med at tænke over hvordan de mere erfarne bloggere havde opnået den status hos forlagene, som de havde. Hvad skulle der mon til? Og jeg kunne godt blive lidt misundelig på de bloggere, der var mere etablerede og havde flere læsere end mig. Især når det skete at jeg læste et indlæg, fx en anmeldelse, og tænkte: "Det kunne jeg have gjort bedre." Så følte jeg, at jeg fortjente at have lige så mange læsere og få lige så meget opmærksomhed fra forlagene. Men det bundede simpelt hen i misundelse, og i frygten for at der ikke var nogen læsere tilbage til mig. Og det må jeg bare give slip på. For hvis jeg tror, jeg kan gøre det bedre, så må jeg bevise det. Og hvis jeg vil have læsere, så må jeg først og fremmest koncentrere mig om at fylde bloggen med indhold af høj kvalitet og skrive om bøger der virkelig interesserer mig inderst inde.

Dette leder mig videre til noget andet, for selvfølgelig betyder det også noget for antallet af læsere, hvor meget og hvordan jeg forsøger at promovere min blog. Og selvom jeg mest blogger for min egen skyld, så er det virkelig rart når der er nogen ud over min mor, der læser indlæggene. Og selv om mange af mine læsere nok er bogbloggere ligesom mig, så er jeg ret sikker på at der er nogen, der ikke er, og satser i hvertfald på først og fremmest at henvende mig til "normale" læsere, så alle kan være med.

Jeg har ikke verdens bedste selvtillid, og bliver nemt lidt for afhængig af det sus af glæde og anerkendelse det giver, når der kommer en kommentar på et indlæg eller et like på facebook. Ligesom jeg var bange for at der ikke var nogen, der ville læse min blog, var jeg også bange for at blive sat af i kapløbet med de andre bogbloggere. Jeg var bange for at investere tid, kræfter og penge i et projekt, der ikke blev til noget, eller i hvert fald ikke blev godt nok sammenlignet med andres. Derfor har jeg indtil videre været ret ihærdig med at promovere bloggen på alle de måder, jeg nu kunne komme i tanke om, og i nogle tilfælde også gået lidt videre end jeg egentlig havde det godt med. For nylig var der en dame, der på en venlig og konstruktiv måde kritiserede mig for at fiske efter besøgende i en facebookgruppe. Jeg har måttet sige til mig selv at det ikke var en katastrofe at få kritik, slet ikke med et smil som det var tilfældet. Det er jo heller ikke sikkert at alle var enige med hende. Men det fik mig alligevel til at tænke over, om jeg kan blive mere redelig i min promovering.

Da jeg startede denne blog gav Kathrine mig det gode råd at være tålmodig. Hvis bare jeg blev ved med at skrive indlæg, så skulle læserne nok komme. Og i dag, hvor jeg ser besøgstallene stige støt og roligt, kan jeg jo se, at hun havde ret. Selvom jeg ikke helt ved, hvor meget man kan stole på Googles besøgsstatistik :). Jeg ligger p.t. på ca. 150 sidevisninger af en anmeldelse indenfor de første to døgn, og ærlig talt har jeg ingen anelse om, om det er meget eller lidt. Det kommer vel an på, hvad jeg selv er tilfreds med.

Jeg er i hvert fald ved at blive klar over at det er mig selv, der bestemmer hvornår det er godt nok, og at der ikke er noget kapløb med de andre bloggere. Det er i hvert fald os bogbloggeres fælles ansvar at der ikke bliver et. Jeg vil ikke have jer som rivaler. Jeg vil så gerne kunne blive ved med frimodigt at spørge de erfarne bloggere om hjælp, og selv føle mig fri til at hjælpe andre når jeg kan. Derfor tror jeg også bare det er super vigtigt at vi bliver endnu bedre - for vi er allerede ret gode - til at være åbne overfor hinanden hvad angår sådan noget som besøgstal, anmeldereksemplarer osv. så vi ikke brænder ikke med frustrationer og mistro. Luna skrev fx at hun skulle være heldig for at få 77 likes for et billede på instagram. Jeg har åbenbart ikke opdaget humlen ved instagram endnu, for jeg har vist aldrig fået mere end 35. Det er da tankevækkende at 77 likes på instragram er ren ønsketænkning for mig, men dødens pølse for Luna.

Jeg tror også vi skal huske at hver blog har sine svage og stærke sider, og det ikke er alle ting, der kan måles i likes, og heller ikke alle ting, der kan sammenlignes. Nogle har mere tid til at blogge end andre. Nogle er mere ambitiøse. Nogle har specifik viden fra bog- eller biblioteksbrancen. Nogle er bedre til at skrive end andre. Nogle er bedre til at tage billeder. Nogle har bedre styr alle de tekniske aspekter. Bogbloggere har forskelligt udgangspunkt, og nogle er dygtigere end andre, det er der ikke noget forkert i. Det der betyder noget er at vi hver især gør det så godt vi kan, forsøger at blive bedre og fokuserer på kvalitet frem for kvanitet; på at give vores læsere det bedst mulige indhold, uanset om de er få eller mange. Hvis ikke jeg gør det, kan jeg ikke have respekt for mig selv som bogblogger, og mine læsere såvel som de forlag, jeg er så heldig at arbejde sammen med, kan heller ikke tage det jeg skriver seriøst.

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om, hvad jeg synes en god bogblog, et godt indlæg og en god anmeldelse er, og det ville egentlig være oplagt at gøre det her, men det bliver nok for langt, og jeg har heller ikke mere tid, så det må vente til en anden god gang. Dette var hvad Luna, Rikke og Rikkes indlæg satte i gang i mit hoved, og jeg håber det bliver til gavn for en anden bogblogger eller to.

På falderebet kunne jeg dog godt tænke mig at spørge jer om følgende: Er det en god eller dårlig ting at forlagene er så rundhåndede med anmeldereksemplarerne? Hvad gør det ved dem, ved os, ved læserne, ved bogbranchen generelt?

mandag den 31. oktober 2016

"Walden: Livet i skovene" af Henry David Thoreau


Forfatter: Henry David Thoreau
Originaltitel: Walden; or Life in the Woods
Udgivelsesår: 1854 (Denne udgave, 2007)
Genre: Klassiker/filosofi
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 299

--- --- ---

"Ingen måde at tænke eller handle på, hvor hævdvunden den end er, kan godtages uden at prøves. Det som alle gentager eller uden indsigelse lader passere som sandt i dag, kan vise sig at være usandt i morgen [...] Det som gamle folk siger man ikke kan gøre, prøver man - og finder ud af at man kan."

--- --- ---

Dette er nok lige så meget en diskussion som en anmeldelse af bogen Walden: Livet i skovene, men jeg håber du, kære læser, får noget ud af den alligevel, og faktisk er der jo ikke så stor forskel på de to ting.

Jeg besluttede at læse denne klassiker som en del af min research til en roman, jeg er ved at oversætte. Heri citeres Walden nemlig adskillige gange, så det ville være rart at vide noget om, hvad den egentlig er for en bog, og have den aktuelle danske oversættelse som input. Og normalt holder jeg også meget af klassikere, så jeg forventede, ud over at lave min research også ville få en god læseoplevelse, og dermed slå to fluer med ét smæk.

Jeg var da også ret begejstret i løbet af de første par kapitler. Jeg må sige, Thoreau har, i sin særegne skrivestil, en evne for at vende tingene på hovedet og tænke ud af boksen - hvilket jo også er en stor fordel for en filosof. Hans kommentarer om menneskets forunderlige gøren og laden er meget skarpe. Men han har også talent for ekstremt minutiøse - nogle ville nok kalde dem langtrukne - beskrivelser af naturfænomener centreret omkring sin elskede Walden Pond.

På bogens forside citerer udgiveren en anmeldelse fra Kristeligt Dagblad, der lyder således: "Denne klassiker er måske i virkeligheden verdens bedste selvhjælpsbog." Selvom Walden langtfra er en bog, du bliver dummere af at læse, vil jeg dog sige, at den pågældende anmelder skyder over målet med sin vurdering.

Efter de første kapitler syntes jeg bogen blev meget ensformig, og jeg kedede mig virkelig! Nogle gange virkede Thoreau ganske vist fuld af visdom, men andre gange slog han mig bare som en asocial stodder. Jeg indrømmer, at jeg måske nok var lidt misundelig på hans evne til at slippe hverdagens bekymringer, men jeg mener nu også vi mennesker er sat i verden for at virke og arbejde sammen med andre til gode for fællesskabet. Derfor kunne det godt gøre mig gal, at Thoreau vælger at sætte sig alene ude i en skov i to år og sige, "Jeg behøver ikke særlig meget mad, så jeg behøver heller ikke at arbejde særlig meget." Det kan godt være, han har sit på det tørre, men han melder sig også ud at et fællesskab, som han dermed ikke længere kan bidrage til. Men måske er meningen netop at Thoreau gjorde det og skrev en bog om det, for at vi andre ikke behøver gøre det, men i stedet kan finde tilfredshed i at leve vores daglige liv og være der for dem, der har brug for os, være det sig vores ægtefælle, børn, venner, kollegaer eller den fremmede, der krydser vores vej.

Jeg havde mest lyst til at opgive midtvejs. Der var ikke mange åbninger i teksten, og skrivestilen varieredes stort set aldrig. Men jeg havde jo nogle citater, jeg skulle finde, så jeg kløede på. Efter flere uger nåede jeg endelig til bogens sidste kapitel med titlen Afslutning. Der var ti sider tilbage, og faktisk blev jeg alligevel lidt nysgerrig efter at læse forfatterens konklusion på alle de alenlange betragtninger, han havde gjort sig om mennesket og dets forhold til naturen. Mærkeligt nok havde jeg ikke fundet et eneste af de citater, jeg ledte efter, og jeg spekulerede på, om det mon var mig, der var blind som en høne, eller om det var oversætteren der havde været lidt for fri i sit fortolkningsarbejde.

Med fornyet lyst og opmærksomhed gik jeg således i gang med de sidste ti sider, og da jeg var færdig og havde tygget lidt på sagen, besluttede jeg mig for at selvom der var mange ting, jeg ikke var enig med Thoreau i, så var han alligevel god nok på bunden. Bogen var ikke et spild af tid. Nogen skal kunne skrive ti sider om en krig mellem to arter af myrer, der finder sted uden for hans vindue, eller om de forskellige farvenuancer i vandet i en bestemt sø på bestemte tidspunkter af dagen og året. Men det overraskede mig alligevel lidt at denne bog har opnået et ry som sådan en kendt og elsket klassiker, for den er ikke specielt let tilgængelig og har ikke nogen særlig bred appel. Men jeg vil opfordre enhver, der har lyst til det, at prøve kræfter med den.

Det gik da heller ikke anderledes, end at jeg på de sidste ti sider faktisk fandt alle de citater, jeg var på jagt efter ...

--- --- ---

"Sædvanligvis husker vi ikke at det, når det kommer til stykket, altid er første person, der taler. Jeg ville ikke tale så meget om mig selv, hvis der var andre, jeg kendte lige så godt."

--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en hilsen i kommentarfeltet, også selvom det bare er et "Hej" så jeg kan se, du har været forbi. Spørg også gerne, hvis der er noget ved bogen, du gerne vil vide, som jeg ikke kom ind på i anmeldelsen.

tirsdag den 25. oktober 2016

TBR-liste #4

For nylig samlede jeg op på, hvad jeg rent faktisk havde læst siden sidste gang, jeg lavede en ny TBR-liste. Det var blevet til otte bøger inden for så forskellige genrer som krimi, fantasy, faglitteratur, dagbog/biografi, historisk fiktion, sci-fi og klassiker. Det er jeg godt tilfreds med, for jeg stræber generelt efter at læse et bredt spektrum af forskellige slags bøger.

Listen over de næste bøger/serier, som jeg håber at få tid til at læse inden for en overskuelig fremtid, kommer her. Den blev ikke nær så varieret som den forrige, men i kølvandet af bl.a. årets fantasyfestival, er der bare SÅ mange fantasybøger, der kalder på mig lige for øjeblikket, så det kunne ikke blive anderledes - og faktisk kunne jeg ikke engang få listen ned på ti, som jeg plejer, men måtte trække grænsen ved tolv bøger/serier.


Kongens Krucifix af Lene Dybdahl (Nøglens vogtere, bind 3)
Jeg har virkelig hygget mig med David og Lauras eventyr i både bind 1 og bind 2 af denne fantasytrilogi, som jeg også har anmeldt her på bloggen, og ser frem til at finde ud af, hvordan det skal gå dem og deres familie i sidste del af historien. Får tvillingerne reddet deres forældre (og resten af verden) ud af den onde troldmand Muzas kløer, og kommer de nogensinde hjem til deres egen tid og deres eget hus igen? Og får vi mon sagt ordentligt farvel til alle de dejlige venner, de har fået sig undervejs i historien?

Oprører af Louise Haiberg (Dæmondræberen, bind 1)
Denne bog, som også er første bind i en trilogi, er jeg faktisk allerede ret godt i gang med - og jeg er ret så vild med universet og jeg-fortælleren Dominic, der indhyller alting i et tommetykt lag af sarkasme. Jeg købte den på Fantasyfestivalen og gik i gang med den med det samme, men valgte imidlertid at tage en pause, da jeg cirka samtidig også kom til at gå i gange med Nøglens vogtere. Ud af de to trilogier var jeg klar over at sidstnævnte trods alt var den, jeg ville blive hurtigst færdig med. Dæmondræberen består nemlig af tre murstensromaner, hvor sprog og tematik tilsyneladende stiller lidt højere krav til læseren end Nøglens vogtere.

Skyriel af Lene Dybdahl (Ovanienprofetierne, bind 1)
Den allerseneste bog fra den danske fantasyforfatter Lene Dybdahls hånd. Den er en tyk bog, og første bind i hvad der forventes at blive en trilogi med titlen Ovanienprofetierne. Denne bog lyder til at rumme rigtig mange af de elementer, temaer og roller, jeg godt kan lide ved en god fantasyhistorie, så jeg har faktisk ret store forventninger til hvad der sker, når disse møder Lene Dybdahls toptunede plotmaskine. 

Tir-Nâzrals arving af Mads Schack-Lindhardt
Dette er en fantasybog, som jeg har truffet aftale med forfatteren om at anmelde. Den er udkommet for tre måneder siden på forlaget mellemgaard, der har til huse i min by Odense. At bedømme ud fra forlagets beskrivelse og hvad jeg ellers har hørt, lyder den rigtig hyggelig, og et eller andet sted kommer jeg til at tænke på Den uendelige historie. Men om der er nogle lighedspunkter mellem de to historier vil tiden vise. Jeg glæder mig i hvert fald til at stifte nærmere bekendtskab med den, om ikke andet så på grund af det meget flotte og dragende omslag. Måske skulle jeg også lige nævne at den er første del af en planlagt trilogi.

Dragerne og Oprørerne af Julie Kagawa (Talon-serien bind 1 og 2)
Disse bøger er dukket op på min horisont flere gange, og mange læsere virker til at være helt enormt begejstrede for dem. Og efter at jeg hørte Julie Kagawa selv tale om bøgerne i sidste måned, fik jeg selvfølgelig rigtig meget lyst til at læse dem. Ideen om drager, der kan tage form som mennesker, forekommer mig særdeles tiltalende, og jeg er spændt på at se hvordan Kagawas inspirationskilder indenfor fx computerspil og anime præger hendes værker.

De forsvundne levn af Lauren Kate (Fallen bind 4)
Jeg vil ikke sige så meget andet om denne bog, end at den har stået og ventet på min hylde lidt for længe efterhånden. Måske siger jeg noget mere, når jeg har fået den læst.

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen (Den store djævlekrig bind 6)
Ih, hvor har ventetiden altså været lang til udgivelsesdatoen for denne fantasybog, der er sjette og (vist nok) sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens store værk om den gode dreng Filip, der ved en fejl bliver djævelens lærling. Hver eneste bog i serien har jeg slugt med velbehag. De er så fantastisk godt skrevne, og de har så meget dybde. Dette er nok den bog, jeg glæder mig allermest til på denne liste, og jeg vil nyde hver en side.

De sorte troldmænd af Trudi Canavan (trilogi)
Endnu nogle af de bøger, jeg købte på Fantasyfestivalen, hvor forfatteren signerede dem til mig ...

Sjælens pris af Haidi Wigger Klaris (Dæmonherskerens arving bind 3)
Igen sidste bind i en serie, jeg gerne vil vide, hvordan ender. Denne bog er netop udkommet i forbindelse med Herlufsholm Fantasybogmesse, og jeg har en forventning om, at den er spændende, underholdende og forholdsvis hurtigt læst, ligesom de to første bind i serien. Jeg har læst hos en anden bogblogger, at den er endnu bedre end de to første bind, og det håber jeg selvfølgelig er sandt.

Frændeløs af Hector Malot
Så kommer vi endelig til den del af listen der ikke drejer sig om fantasy. Dette er en fransk børnebog fra 1972, som efter sigende skulle være kendt og elsket verden over. En dag, hvor jeg var på besøg hos min veninde og talen faldt på bøger og læsning, spurgte jeg hende, hvilken bog der var hendes absolut yndlingsbog nogensinde. "Frændeløs" var hendes svar. Jeg kendte den ikke, og spurgte, om jeg måtte låne den. Det måtte jeg gerne. Jeg ved stort set intet om historien, men er selvfølgelig spændt på at læse den. Hvis du har læst den engang, så nævn det meget gerne i en kommentar, men ingen spoilers, tak :)

Nøglen til Cecilie af Bodil Sangill (Cecilie-serien bind 1)
Bodil Sangill er en dansk forfatter, som jeg længe gerne har villet stifte bekendtskab med, og nu synes jeg, tiden skulle komme. Sangill er udgivet på det kristne forlag Lohse, som jeg også oversætter for. Indtil videre er der to bøger i serien af kærligheds-/kvinderomaner om den unge kvinde Cecilie, og det bliver spændende at se om serien og forfatteren er noget for mig.

Min geniale veninde af Elena Ferrante (Napoli-serien bind 1)
Hvad skal jeg næsten sige? Det er vist tredje gang, jeg sætter denne på min liste. Den er kommet til at stå som et ikon for mig på den litterære genre, som jeg så gerne vil beskæftige mig mere med, men samtidig er lidt afskrækket af. Fantasy ved jeg jo, hvad er! Men måske tredje gang er lykkens gang. For resten har jeg godt nok hørt at pseudonymet Elena Ferrante er blevet afdækket, men i respekt for forfatteren vil jeg rigtig gerne læse Napoli-serien inden jeg hører noget om, hvem hun i virkeligheden er. Så der er jo en god motivationsfaktor til at få dem læst snart, før nogen afslører det for mig ved et tilfælde :)

Jeg håber, mine tanker om den kommende læsning kunne inspirere dig, og at du har lyst til at skrive en lille kommentar. Glem heller ikke at deltage i min giveaway af Malene Søvstens Ravnenes hvisken, eller at fortælle om lodtrækningen til alle fantasyfans, du kender.

fredag den 21. oktober 2016

"Visigotens hjelm" af Lene Dybdahl


Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2012
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 434

--- --- ---

"Consuela fremdrog en lille kugle på størrelse med en tennisbold fra en af de mange lommer i sin kjole. Kuglen var grå som støv, men da hun tappede på den med en spids negl, forsvandt den støvgrå farve øjeblikkeligt og kuglen blev skinnende sort.
   Laura satte sig ved siden af hende og så interesseret til. Fra kuglens centrum udgik en lysprik der voksede sig større og større, indtil hun så prins Ahmeds ansigt strålende klart."

--- --- ---

Visigotens hjelm er bind to i trilogien om Nøglens vogtere. I denne bog følger læseren igen David og Laura i deres forsøg på at befri deres forældre, der er blevet taget til fange af Boabdil, sultanen i Al Andaluz, et fortryllet rige, man kun kan komme ind i ved hjælp af en magisk nøgle. I Al Andaluz får David og Laura følgeskab af den unge prins Ahmed, der desuden har sin egen mission: at finde sin elskede prinsesse Catalina, der er datter af den kristne kong Ferdinand. Sammen må de overvinde et væld af forskelligartede farer for at få fat i visigotens hjelm, endnu en magisk genstand, som de håber Boabdil vil acceptere som løsesum for Lauras mor og far.

Visigotens hjelm er en virkelig god bog, og en rigtig vellykket efterfølger til Den gyldne nøgle. For det første er der meget mere af samme, underholdende skuffe: Et flot, mættet sprog, et skønt, indviklet plot fyldt med overraskelser, masser af spænding og action, og masser af sjove, skæve, farverige, skræmmende, onde, gode, og ikke mindst troværdige, karakterer. Og for det andet er der tilpas nye elementer til. at læseren oplever at historien udvikler sig, uden at han/hun dog mister forbindelsen til første bind. Et af de nye elementer er fx prins Ahmed, som næsten føles som en tredje hovedperson ved siden af David og Laura. Det er spændende for både læseren og de to tvillinger at lære ham at kende, og forskellene i både kultur og status mellem dem tilfører historien en fin dynamik.

Et andet eksempel på et nyt element er miljøet. Denne del af trilogien foregår udelukkende i det fortryllede Al Andaluz, der minder om Spanien i den sene middelalder, hvor bind et mest foregik i nutidens Spanien. Jeg satte stor pris på dette nye miljø, der giver historien et frisk pust, og også gør at bogen føles mere fantasy-agtig. Og ligesom med forskellene mellem tvillingerne og Ahmed, kommer der også fin dyamik ud af forskellen mellem det middelalderlige miljø og den teknologi David og Laura har med sig fra deres egen verden, fx i form af deres fars iPhone. Derudover møder vi også to nye bipersoner, heksen Consuela og den pompøse engelske adelsmand Sir Alexander Wellington. Begge kom jeg til at holde meget af, men hvis jeg skulle forklare hvorfor, ville jeg komme til at afsløre for meget af historien, hihi.

--- --- ---

   ",,Hvad er det for en underlig fjerpen?" spurgte Ahmed, ,,og hvor er blækhuset?"
   ,,Det er en kuglepen," sagde Laura irriteret. ,,Det er en genstand fra vores verden. Blækket er indeni."
   Hun lod Ahmed prøve den og han var vildt begejstret for at klikke spidsen ud og ind.
   ,,Hvor er den bare ... hvad er det nu du plejer at sige, David ... cool! Gid, jeg havde sådan én!"
   Han legede videre med den, mens Laura utålmodigt så til.
   ,,Du må få den hvis du viser os hvor det skatkammer ligger. Måske ved du også hvordan man kommer derind?" "   

--- --- ---

Ligesom i Den gyldne nøgle gælder det, at forfatterens store baggrundsviden om Spaniens historie sætter prikken over i'et på mange steder i bogens handling. Det gør, at der ikke bare er tale om en underholdende bog, men at der også er brugbar viden at hente for læseren. Naturligvis skal alle detaljer ikke tages for pålydende, og jeg savner da også den lille guide til, hvor meget af historien, der er sand, som der fandtes bag i bind et, men ærgerligt nok er blevet udeladt i bind to, i hvert fald i den udgave, jeg læste. Heldigvis er ordforklaringen der stadig, denne gang serveret som en integreret del af historien, udformet af bipersonen Consuela. Under alle omstændigheder giver Lene Dybdahls grundige research bogen en høj grad af indlevelse og troværdighed.

Og ikke alene er Lene Dybdahl dygtig til at inddrage de historiske fakta og sin viden om sprog, hun er også rigtig god til selv at finde på. David og Lauras mission er at finde den magiske, gyldne hjelm, der refereres til i bogens titel. Og hjelmen er forbundet til et gammelt sagn, der igen kædes sammen med en gåde, som David, Laura og Ahmed skal løse. Gåden er rigtig godt udtænkt, og legenden bliver fortalt med den alvor og tyngde, genren kræver. Dermed etableres hjelmen som et solidt omdrejningspunkt for bogens handling.

Første og andet bind hænger virkelig godt sammen. Ikke kun fordi Den gyldne nøgle sluttede i en meget vellykket cliffhanger, og Visigotens hjelm begynder næsten samme sted, hvor Den gyldne nøgle slap. Men også fordi forfatteren ved hjælp af referencer i slutningen af bind et, fx til prins Ahmed, lagde grundigt op til bind to. Det samme er tilfældet her i slutningen af bind to. Dette gør at jeg som læser føler at forfatteren har planlagt historien rigtig godt, og at hun fører mig sikkert fra bog til bog i trilogien, der dermed kommer til at føles som én sammenhængende historie, også selv om hver enkelt bog har sit eget, mere eller mindre afsluttede handlingsforløb. I hvert fald giver det mig som læser stor lyst til at fortsætte med bind tre. Jeg håber Kongens krucifix lever op til dens to forgængere, og så håber jeg også, at Laura snart kommer til at opleve lidt mere held i kærlighedslivet end det har været tilfældet indtil videre :).

--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en lille hilsen i kommentarfeltet, så jeg kan se, du har været forbi. Spørg meget gerne, hvis der er noget, du gerne vil vide om bogen, som jeg ikke kom ind på. Læs eventuelt også min anmeldelse af bind et i serien, Den gyldne nøgle.

fredag den 14. oktober 2016

Opsamling #4

For dig der ikke har læst nogen af mine tidligere indlæg i denne kategori, vil jeg lige forklare princippet: Jeg laver TBR-lister med ti bøger ad gangen. Det er ti bøger, som jeg på det pågældende tidspunkt forestiller mig, at jeg vil læse som det næste, men for det meste falder jeg også over andre bøger i mellemtiden, som jeg får lyst til at læse. Når jeg har læst mindst fem af bøgerne på listen, samler jeg op på, hvad jeg har læst alt i alt, og giver derefter mig selv lov til at starte på en frisk og lave en ny liste. Indtil nu har jeg lavet både opsamlingen og TBR-listen i samme indlæg, men fordi det blev nogle meget lange indlæg, vælger jeg nu at skille dem ad, så de kommer hver for sig.

Siden sidst, som var helt tilbage i midten af juli, har jeg læst otte bøger/serier, hvoraf hele syv stod på min liste, så set på den måde har jeg faktisk været overraskende målrettet. Hvad denne statistik så ikke medregner er, at jeg lige nu er i gang med tre andre bøger, der ikke stod på listen, men jeg er ikke kommet længere i dem end at jeg godt kan tillade mig at sætte dem på min nye liste :)

De bøger, jeg har læst er:


Krigsdagbøger 1939-1945 af Astrid Lindgren
Astrid Lindgrens dagbøger fra krigstiden var en unik læseoplevelse. Astrid Lindgren er et af mine store forbilleder, så det var selvfølgelig spændende at lære hende bedre at kende gennem hendes dagbøger. Dagbøgernes store fokus er krigens gang rundt om i verden, men der bliver også plads til lidt noter om Astrids egen hverdag. Bogen er en helt unik kilde til 2. verdenskrig og dagligdagen for almindelige mennesker i Sverige på den tid. Krigen er en tid som er fuld af sorg og grusomheder, men vi skylder os selv og vores forfædre, der gennemlevede den, at stille os ansigt til ansigt med den nu og da, så vi ikke glemmer at livet kan se helt anderledes ud end det gør for os lige nu, og denne bog er en god måde at gøre det på. Læs evt. hele min anmeldelse her.

Nordmosen af Arnaldur Indridason
Denne krimi lånte jeg af min søster. Jeg fortalte hende en dag, at jeg normalt ikke læste moderne krimier fordi jeg var bange for at de var for barske og blodige. Så tog hun denne her med til mig, og efter nogle uger tog jeg mig sammen og gik i gang - den var heldigvis ikke særlig tyk. Og jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. Det var et frisk pust at læse en bog, der foregik på Island, en nation, der altid har fascineret mig. Handlingen rummede ganske vist nogle barske hændelser (svært at undgå i en krimi), men de var ikke særlig udpenslede i beskrivelsen, så det var helt fint. Historien var fængende, og hovedpersonen, kriminalkommisær Erlendur, var meget troværdig. Han mindede mig lidt om kriminalkommisær Barnaby, hvilket både var godt og skidt, fordi Barnaby er hyggelig, men også noget man har set før. Jeg kunne godt tænke mig at læse flere bøger i serien på et tidspunkt.


Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr
Også en stor læseoplevelse. Bogen har fortjent sin Pulitzer, især for det poetiske sprog og den stemningsfulde verden, den bygger op. Det var en smuk historie. Lige da jeg havde læst bogen, var jeg dog temmelig skuffet over slutningen, og det er jeg stadig lidt, selvom jeg prøver at acceptere forfatterens valg. Det er virkelig træls at slutningen skal få lov at ødelægge så fantastisk en bog for mig, så jeg forsøger af al magt at hæfte mig ved alle de gode ting i historien. Forfatterens beskrivelse af en den blinde pige Marie Laures oplevelse af verden var helt fantastisk. Og jeg holdt meget af de to hovedpersoner, og også af Marie-Laures far og onkel. Læs evt. hele min anmeldelse af bogen her.


Illuminae af Amie Kaufmann og Jay Kristoff
Denne bog er en YA sci-fi og første bind i serien The Illuminae Files. Den var så fed! Den er komponeret ud fra found footage-princippet, hvor læseren selv skal få historien til at give mening ud fra en masse tilsyneladende adskilte dele, i dette tilfælde forskellige emails, chatsamtaler, logfiler, transskriptioner af interviews/afhøringer og optagelser fra sikkerhedskameraer. I begyndelsen syntes jeg at denne form gjorde det svært for mig som læser at komme tæt på personerne, men det blev bedre hen ad vejen. Bogens grafiske element var et helt kapitel for sig, og bidrog i sig selv til fortællingen af historien. Desuden var bogen sjov og dejligt politisk ukorrekt, og også en lille smule barsk. Den rummede et betydeligt, men dog ikke altoverskyggende element af romantik. Både den kvindelige og mandlige hovedperson havde deres svage og stærke sider, og jeg kunne ikke lade være med at holde af dem til trods for, at de af udseende og karaktertype var lidt klichéprægede. Jeg var i hvert fald vild med historien og den måde, den blev fortalt på, og vil helt klart gerne læse fortsættelsen, der udkommer i USA om få dage.

Dangerous Games af Teri Terry
Denne bog findes kun som e-bog og er ikke oversat til dansk. Den er egentlig en novella, det man på dansk ville kalde en kortroman, og en fortsættelse til YA-romanen Mind Games. Jeg ville gerne læse den fordi jeg var rigtig glad for Mind Games og generelt er vild med Teri Terrys måde at skrive bøger på. Teri Terry har udtalt at det egentlig slet ikke var meningen, der skulle være nogen fortsættelse til Mind Games, men at denne historie alligevel dukkede op i hendes hoved og insisterede på at komme ud. Derfor skrev hun den, og den har så fået lov at udkomme som e-bog. Jeg kunne godt mærke at manuskriptet måske ikke var helt lige så gennemarbejdet som hendes "rigtige" romaner, men det var en rigtig god lille historie, der åbnede nogle overraskende perspektiver på Mind Games, og jeg er glad for, jeg valgte at læse den.


Den gyldne nøgle og Visigotens hjem af Lene Dybdahl (Nøglens vogtere bind 1 og 2)
Nøglens vogtere er en serie, som jeg vist ikke behøver sige særlig meget om. Det er en herlig omgang low fantasy for større børn og barnlige sjæle. Jeg har allerede skrevet en ret begejstret anmeldelse af bind 1 her, og min anmeldelse af bind to ligger faktisk også klar. Jeg mangler bare at få taget nogle billeder før jeg kan lægge den ud, men det bliver først i næste uge, for jeg skal lige have skaffet en bestemt rekvisit til det lille photoshoot. Men jeg glæder mig til at tage billederne, for jeg tror, de bliver gode. Bind 3, Kongens krucifix, kommer helt sikkert med på næste TBR.

Mediedidaktik i teori og praksis af Stig Toke Gissel
Dette er en fagbog, der handler om undervisningen i medier i danskfaget i folkeskolen. Jeg læste dele af bogen da jeg gik på seminariet, og det var fedt nu at få den læst i sin helhed og i en ny, revideret udgave. Det er en bog, som jeg vil anbefale til alle, der beskæftiger sig med multimodale tekster såsom tegneserier, film, hjemmesider og computerspil, uanset om det er i undervisningsøjemed eller ej. Bogen er grundig og graver helt ned i de underliggende teorier, så læseren opnår en virkelig god forståelse for disse teksters virkemidler. Samtidig er den enormt velstruktureret, overskuelig og skrevet i et både præcist og let forståeligt sprog.


Walden: Livet i skovene af Henry David Thoreau
Jeg læste denne klassiker som en del af min research til en roman, jeg er i gang med at oversætte. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive en separat anmeldelse af den, men da jeg nåede til dette punkt i indlægget, viste det sig alligevel at jeg havde så meget at sige om den, at jeg var nødt til at give den et indlæg for sig selv. Derfor kommer der inden for overskuelig fremtid en anmeldelse, så hold øje, hvis du interesserer dig for filosofiske klassikere.

Tak fordi du læste med. Hvis du har læst nogen af ovenstående bøger, vil jeg meget gerne høre, hvad du syntes om dem. Og hvis ikke, så skriv bare en kommentar alligevel, så jeg kan se, du har været forbi.

mandag den 10. oktober 2016

Giveaway #2 - 111 følgere

Vind et eksemplar af Ravnenes hvisken! Se nedenfor, hvordan du deltager i lodtrækningen.

Hurra - 111 følgere på facebook!
På det seneste har jeg haft stor lyst til at afholde endnu en giveaway her på bloggen, for det er så dejligt at kunne glæde andre med en god bog. Og jeg behøver heldigvis heller ikke lede længe efter en anledning. Oprindeligt ville jeg have fejret, at bloggen her rundede 100 følgere på facebook. Men tiden løb fra mig før jeg nåede at lægge nogen planer for, hvad præmien skulle være, så i stedet fejrer vi nu, på bedste Bilbo Baggins-manér, at bloggen har passeret 111 følgere. Yaaay!

Jeg er virkelig glad, taknemlig og overrasket over, at så mange er interesseret i at følge med i mine litterære eskapader. Det er altid en dejlig overraskelse for mig at få et nyt like på facebook eller instagram, eller en kommentar på et af indlæggene på bloggen. Det er dejligt at mærke, at jeg i hvert fald somme tider, lykkes i at skrive noget, som andre får noget ud af at læse. Især når jeg for en stor del nok egentlig blogger for min egen skyld; for at få struktur i min læsning og mulighed for at udtrykke og "efterbehandle" de oplevelser, bøgerne giver mig. Bloggen er nu 10 måneder gammel, og jeg bliver gladere for den for hver dag, der går. Så derfor, tusind tak til alle jer, der nu og da lægger vejen ind omkring.

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten
Forlaget Carlsen har været så gavmilde at sponsorere et eksemplar af Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten som præmie til denne giveaway. Ravnenes hvisken er et af årets mest opsigtsvækkende danske fantasyudgivelser. Bogen, der trækker på den nordiske mytologi såvel som krimigenren, er forfatterens debut, og er blevet rost af anmelderne for bl.a. et imponerende plot og et rigtig godt sprog. Fx skriver Litteratursiden: "Det virker [...], som om forfatteren har totalt styr på sin handling, og selvom universet udvikler sig til at blive meget voldsomt og blodigt, bliver det hele serveret med en konstant lurende og befriende barsk humor." Hvis du vil vide mere om bogen og hovedpersonen Anna, kan du læse beskrivelsen på forlagets hjemmeside.

Bogpakken indeholder


  • Ravnenes hvisken, sponsoreret af Carlsen. Bogen er en lækker hardback med smukt, struktureret omslag.
  • En af mine håndlavede notesbøger, som du fx kan bruge til at tage noter i, når du læser, eller lave lister over alle de bøger, du ønsker dig.
  • En plade mørk chokolade og nogle te-breve, for en god bog skal jo helst nydes med en kop varm te og lidt godt til ganen.
  • To søde, håndlavede bogmærker, så du aldrig bliver i tvivl om, hvor du er kommet til.
Sådan deltager du
Sådan deltager du i lodtrækningen om denne lækre bogpakke:
  1. Du skal følge denne blog enten via email, på facebook, instagram eller bloglovin. Gør du allerede en af delene, springer du selvfølgelig bare videre til punkt 2.
  2. Skriv en email til mig på bogligeoplevelser@gmail,com, hvor du oplyser dit fulde navn og postadresse, samt fortæller mig, hvor du følger bloggen, og det tilhørende brugernavn/emailadresse.
Du kan deltage til og med den 13. november 2016. Derefter trækker jeg en tilfældig vinder. Vinderens fornavn vil blive offentliggjort her på bloggen.

OBS: Grunden til at jeg beder om navn og adresse på forhånd er, at jeg dermed undgår evt. bøvl med at opsøge vinderen efterfølgende. Alle de oplysninger, du sender mig vil selvfølgelig blive slettet igen, så snart vinderen bliver trukket, og ikke givet videre til andre eller brugt til andre formål. Min familie og nære venner må ikke deltage.

Jeg håber, du har lyst til at deltage, og glem ikke at tippe venner og bekendte, som måske kunne tænke sig at læse Ravnenes hvisken.

søndag den 9. oktober 2016

En overdådig tirsdag

Her kommer et lille indlæg, hvor jeg bare lige vil vise jer, hvor heldig jeg har været. Til arrangementet med Julie Kagawa sidste tirsdag, som jeg skrev om i det foregående indlæg, viste det sig nemlig at jeg havde vundet en konkurrence hos en anden bogblogger, nemlig Amanda fra Frk. Litteratur. Amanda var blandt de mange fremmødte bloggere og kunne derfor selv overrække mig bogpakken, da jeg ankom. Sikke en dejlig overraskelse! Pakken indeholdt et signeret eksemplar af Lene Dybdahls seneste udgivelse, Skyriel. Det var den perfekte præmie, for jeg havde halvt om halvt fortrudt at jeg ikke havde købt et eksemplar til mig selv, da jeg var til Fantasyfestival. Så nu behøver jeg alligevel ikke vente på at låne bogen af min svigerinde. Mange tak til Tellerup og Amanda for at udlodde bogen. Pakken indeholdt også to læseprøver, nogle reklamebogmærker, samt nogle fine, hjemmelavede bogmærker, som Amanda selv havde foldet.



Faktisk planlægger jeg i den nærmeste fremtid også selv at lave en giveaway her på bloggen for at fejre, at den nu har over 111 følgere på facebook. Carlsen har sagt ja til at sponsorere en lækker bogpræmie, så jeg glæder mig til at strikke en rigtig god giveaway sammen til jer.