onsdag den 25. oktober 2017

"Anne Franks dagbog"


Forfatter: Annelies Marie Frank
Originaltitel: De Dagboeken van Anne Frank
Udgivelsesår: 1993
Genre: Erindringer
Forlag: Aschehoug
Antal sider: 304

"Vi kan ikke gøre andet end så roligt som muligt at afvente enden på denne misère. Både jøder og kristne venter, hele Jordkloden venter, og mange venter på døden."

Når nogen spørger mig hvad jeg er i gang med at læse, og jeg så fortæller dem titlen, eventuelt efterfulgt af en lille forklaring om, hvad det er for en slags bog, er det næste spørgsmål som regel, "er den god?" Og det er jo i mange tilfælde også det mest naturlige at spørge om. Den, der spørger vil sikkert gerne have mulighed for at vurdere, om bogen er noget for ham/hende, og om den er værd at bruge tid på.

Der kan være mange forskellige grunde til at man vælger at vurdere en bog som god. Nogle gange er det fordi plottet bare er skruet mesterligt sammen. Andre gange kan det være fordi sproget er poetisk og flydende. Det kan være, vi møder nogle karakterer, der er så dybe og godt beskrevne, at vi næsten tror, de er virkelige. Det kan også være at historien er så gribende og rørende at vi bare bliver revet fuldstændig med. Ofte vil det nok være en kombination af disse og eventuelt andre ting.

Der findes også nogle bøger, hvor det ikke på samme måde giver mening at spørge om den er god. I hvert fald skal vi så forstå begrebet "god" på en lidt anden måde. Og det er fordi, at værket i kraft af sin egen natur er hævet over de kriterier, vi normalt bedømmer ud fra. Sådan en bog er Anne Franks dagbog.

"Ja, Kitty, Anne er et meget mærkeligt barn, men jeg lever også i en mærkelig tid og under endnu mærkeligere forhold."

I Amsterdam i juni 1942, til sin tretten-års fødselsdag, får den jødiske pige Anne Frank en dagbog. En hel bog fyldt med blanke sider. Hun bliver enormt glad for den. På trods af, at hun er en populær pige, føler hun sig ensom, og håber, dagbogen vil blive en slags erstatning for en fortrolig veninde. Hun begynder at fortælle dagbogen, som hun giver navnet Kitty, om sig selv og sine tanker, sin familie, sin skole og sine venner, både med alvor og humor. Det bliver hurtigt tydeligt, at Anne har en usædvanlig god observationsevne, er meget (selv-)reflekterende for en pige på sin alder. Man fornemmer også hvilke værdier, der præger familien Franks hjem. Anne har mange forholdsvis moderne synspunkter på ting som uddannelse, ligestilling og personlig frihed.

Mindre end en måned senere går familien, der består af Anne, hendes mor og far, samt storesøsteren Margot, under jorden for ikke at blive ofre for nazisternes jødeforfølgelser. De flytter ind i "Baghuset," som bliver deres hjem de næste to år. Her lever de i skjul sammen med en anden jødisk familie, van Daan, samt en enlig mand, Dussel. Der hersker de strengeste sikkerhedsregler. I dagtimerne tør de ikke lave den mindste støj. De kan aldrig gå udenfor, og maden er ringe og ikke særlig varieret. Dermed bliver der vendt op og ned på Annes tilværelse, men hun fortsætter ufortrødent med at skrive dagbog.

Hovedvægten ligger på Annes indre liv. Hun skriver om sine egne tanker, glæder og frustrationer og sin personlige udvikling. Forholdet til familien betyder meget for hende. Hun gengiver også ofte forskellige episoder fra livet i Baghuset, både de muntre og de konfliktprægede. Hun gør sig mange mere eller minde typiske teenage-tanker hvad angår drenge og seksualitet. Men også den politiske situation får nogle ord med på vejen i ny og næ.

"Den der er glad, vil også gøre andre glade."

Annes dagbog rummer sandsynligvis ikke hele sandheden om livet i Baghuset. Men som en rød tråd gennem alle brevene løber hendes ukuelige positivitet. På trods af alt det onde der sker omkring hende, insisterer hun igen og igen på at fokusere på alt det smukke, der findes i verden, og på det gode, der findes i mennesker. Dette budskab har givet håb og trøst til mange læsere, deriblandt Nelson Mandela, dengang han sad i fængsel på Robben Island.

Anne Franks dagbog er enestående. At gå under jorden var for hendes familie et slags selvvalgt fangenskab. De valgte en midlertidig indespærring i håb om en dag igen at kunne leve i frihed. Desværre kom de fleste af dem aldrig til at opleve det. Men gennem Annes dagbog kan vi opleve lidt af, hvordan det var at være dem, en jødisk familie under anden verdenskrig, og om hvordan det er at være en teenagepige, hvis liv, fremtid, håb og drømme fra den ene dag til den anden bliver forvandlet til glasmosaikker, der hvert øjeblik kan splintres og gå tabt for evigt.

lørdag den 21. oktober 2017

Dewey's Readathon Oktober 2017

Dette indlæg vil løbende blive opdateret indtil slutningen på Dewey's Readathon i morgen kl. 14.00.

Lørdag kl. 11.03 - forberedelser og forventninger
Så oprandt dagen, den 21. oktober, hvor alle læseheste med god samvittighed kan tilbringe et døgn fordybet i de bøger, de allerbedst kan lide. Lige nu er der 1.458 deltagere, der har meldt sig til på Readathon'ets hjemmeside, og hvor er det en inspirerende tanke, at jeg er med i så stor en læsefest!


Jeg har haft meget travlt her i efterårsferien, og har ikke nået at planlægge min deltagelse i ret mange detaljer. Men jeg havde besluttet mig for at begynde på mindst en ny bog til Readathon'et, som skulle være min Readathon-bog. Jeg havde både John Greens Turtles All the Way Down og Rosamunde Pilchers Konkylie-samlerne i tankerne, men Turtles er stadig ikke blevet afsendt (skal lige have fat i bookdepository.com, for de burde have sendt den for længst, og jeg kan snart ikke vente længere!!), og da jeg vågnede i morges havde jeg faktisk også lidt mere lyst til at gå i gang med en børnebog. Efter en tur rundt i hjemmets bogreoler har jeg nu plukket fire kandidater ud:
  • Silas og den sorte hoppe af Cecil Bødker (Silas serien bind 1)
  • Konkylie-samlerne af Rosamunde Pilcher
  • Vindens navn af Patrick Rothfuss
  • Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Original Screenplay af J.K. Rowling
Desuden er der to bøger, jeg allerede er i gang med, som jeg også har tænkt på, jeg kunne snuppe et kapitel eller to i, til afveksling. Det er Stephen King's On Writing, som jeg ofte har nævnt, og Rhett and Link's Book of Mythicality, som jeg ikke har nævnt før. Rhett and Link er to fyre, der har et underholdende show på YouTube, der hedder Good Mythical Morning. Jeg har fulgt dem i et par år. I starten syntes jeg de var ret mærkelige, men nu er jeg kommet til at holde meget af deres humor og de ting, de laver. Jeg er allerede over halvvejs i bogen, som jeg lytter som lydbog, og sandsynligvis vil jeg skrive en anmeldelse af den, når jeg engang er blevet færdig. Den er rigtig god.

Jeg har planer om at bage vafler i løbet af dagen, og hvis jeg er heldig, kan jeg nok overtale the hubs til at købe lidt snacks ind til mig, når han ordner dagens indkøb. Så jeg tror ikke, jeg går ned på kalorier :)

Jeg håber, I andre, der deltager, også er oplagte og godt forberedte, og ikke mindst at I har udvalgt nogle rigtig gode bøger. God læselyst.

Lørdag kl. 14.01
Ligesom i april har jeg begyndt Readathon'et med at donere et beløb til eventets officielle indsamling til organisationen Room to Read. Jeg vil opfordre dig til at gøre det samme :) Du kan finde indsamlingen på Readathon'ets hjemmeside under menupunktet Give! eller komme direkte til samme sted ved at klikke her.

Derudover er vaffeldejen næsten færdig og kan snart stå og trække et par timer indtil det bliver tid til vaffelpause.

Det betyder at øjeblikket nu er kommet, hvor jeg skal vælge, hvilken bog, jeg vil gå i gang med. I næste opdatering skriver jeg sikkert mere om, hvad jeg vælger, og hvorfor.

Lørdag kl. 15.34
Jeg har læst de første fire kapitler af Silas. Jeg har ikke læst den siden jeg var barn, og havde du spurgt mig for et par timer siden, om jeg kunne huske nogen detaljer fra den, ville jeg have sagt klart nej. Alligevel føles historien så velkendt. På hver eneste side sker der ting, som jeg ved, jeg har læst før, uden dog rigtigt at kunne huske det. Det er lidt som når man drømmer den samme drøm to gange, eller har dejavu.

En af kattene lader til at ville holde mig med selskab på sofaen. Max hygge. Men maven er begyndt at rumle, så nu tror jeg, det er tid til at bage vafler!


Lørdag kl. 17.43
Mens jeg bagte vafler, dækkede min søde ægtemand et flot kaffebord. Vaflerne blev rigtig lækre, og der blev endda en lille stak til fryseren.


Jeg har nu læst to kapitler mere i Silas og lyttet til et kapitel i The Book of Mythicality. Kan også mærke, at jeg ikke har fået helt nok søvn de sidste par dage, så overvejer om en lille lur inden aftensmaden er en god investering?

Lørdag kl. 20.57
Jeg lyttede et kapitel mere i Mythicality, hvorefter jeg sov en god times tid mens min søde, bedre halvdel lavede aftensmad. Jeg tror, det var en god ide med den lur, for nu går det rigtig godt med læsningen igen. Er netop nået til kapitel ti i Silas, og hvor er den bare god!

Jeg har ikke deltaget i nogen minichallenges indtil videre, og gør det sandsynligvis heller ikke til dette Readathon. Jeg vil hellere fokusere på bare at læse. Jeg har heller ikke kigget særlig meget på andre deltageres opdateringer, men jeg regner med at besøge og kommentere deres indlæg når eventet er forbi.

Lørdag kl. 22.48
Siden sidste opdatering har jeg nu færdiggjort både Rhett and Link's Book of Mythicality og Silas og den sorte hoppe. Jeg hygger mig så meget med historien om Silas, at jeg besluttede mig for at fortsætte med næste bog i den serie, Silas og Ben-Godik. Den er jeg nu ca. en fjerdedel inde i, og den er mindst lige så spændende som den første.


Men jeg trænger også til en lille pause nu, og vil derfor forberede mig på at gå til køjs. Måske vil jeg snuppe et kapitel eller to mere inden jeg lægger mig til at sove, men jeg skriver nok ikke flere opdateringer før i morgen formiddag.

Fortsat god læselyst til jer, der fortsætter ud på de små timer!

Søndag kl. 10.10
Jeg kunne ikke se nogen grund til at forsømme bibellæsningen på grund af Readathon, så inden jeg stod op i dag, læste jeg de tretten sidste kapitler i Første Mosebog. Det er historien om israelitternes stamfader Jakobs søn Josef, der af misundelse bliver solgt som slave af sine brødre i Kana'an og kommer til Egypten. Der går det ham imidlertid godt (han bliver så godt som konge over hele landet), så mange år senere, under en stor hungersnød, bliver han forsonet med brødrene og får sin far (som har savnet ham meget) at se igen inden han dør, og alle er glade.


Efter nu at have fået morgenmad og et dejligt, varmt brusebad, fortsætter jeg med Silas og Ben-Godik. Jeg er meget spændt på, hvordan Silas og hans ven mon redder den lille dreng Jef fra hestekragen, der har taget ham til fange og bruger ham som slave.

Søndag kl. 12.27
Uha, jeg synes tiden begynder at gå hurtigere og hurtigere, og klokken nærmer sig 14.00 med hastige skridt. De sidste par timer har jeg siddet i sofaen og nydt et par gode kopper te og cookies, mens jeg læste videre i Silas. Nu, efter en hurtigt frokost bestående af to stykker rugbrød med røget filet, en tomat og nogle agurkeskiver, er jeg parat til at sluge de sidste 30-35 sider. Bliver jeg færdig inden kl. 14.00, tager jeg sandsynligvis et par sider i On Writing.

Jeg ønsker alle en god slutspurt!

Søndag kl. 14.09
Det er ikke helt nemt at forstå lige nu, men Dewey's Readathon October 2017 er nu forbi. Mit hoved summer af alle de forskellige historier, karakterer, tanker og indtryk, de læste bøger har efterladt sig derinde.

Jeg blev færdig med andet bind i Silas-serien, Silas og Ben-Godik, og nåede også et godt stykke videre i On Writing, inden alarmen på telefonen lød, og det blev tid til at stoppe, strække mig, og tælle sammen hvor mange sider jeg havde læst i hver bog.

Resultatet er som følger:

  • Silas og den sorte hoppe: 177 sider
  • Silas og Ben-Godik: 212 sider
  • Rhett and Link's Book of Mythicality: 41 sider*
  • Bibelen: 13 sider
  • On Writing: 23 sider
I alt: 466 sider.

*Jeg ved ikke præcist hvor mange sider, jeg har læst i Mythicality, fordi det var en lydbog, men baseret på bogens samlede sideantal (272) og det antal kapitler, jeg har lyttet (3 ud af 20), anslår jeg at det må være ca. 41 sider.

Det er et resultat, jeg er rigtig godt tilfreds med. Jeg er også glad for, at jeg trods alt fik åbnet fem forskellige bøger, selvom jeg kun skiftede læsestof på tidspunkter, hvor det føltes naturligt.

Den tredje bog i Silas-serien står stadig i reolen (serien er meget længere end det, men jeg køber sandsynligvis ikke resten, hvis ikke Gyldendal fortsætter med at udgive dem i de nye udgaver). Den må jeg så læse i løbet af de næste par uger.

Når denne sidste opdatering er skrevet, er det tid til at vende tilbage til virkeligheden og hvad den har at byde på af vasketøj, rengøring og madlavning, men heldigvis også opmærksomt samvær med ham den dejlige, og vores to katte. Vejret ser ikke så ringe ud, så måske kan de sidste timer af efterårsferien også byde på lidt udendørs aktivitet. Det vil i hvert fald gøre godt med lidt motion og en stor mundfuld frisk luft.


Jeg håber også at I andre deltagere har fået fyldt hovedet med historier og ideer, der vil glæde og inspirere jer i ugen, der kommer. Jeg glæder mig til at læse om jeres døgn. Tak for en fantastisk læsefest.

tirsdag den 10. oktober 2017

Generel opdatering


Dewey's Readathon
Allerede om to uger er der igen Dewey's Readathon, og jeg regner med at deltage. Har du ikke hørt om Dewey's Readathon før, så er det en online event, hvor læseheste over hele verden sætter 24 timer af deres liv af til at læse så meget som de overhovedet kan. Readathonet bliver afholdt hvert halve år, og man kan deltage i forskellige mini-udfordringer og vinde præmier, hvis man tilmelder sig på hjemmesiden.

Denne gang har Dewey's Readathon 10-års jubilæum, så mon ikke det kommer til at blive en fest ud over det sædvanlige?

Der er et vigtigt spørgsmål vedrørende Readathon, som jeg endnu ikke har haft tid til at overveje så meget, og det er selvfølgelig hvilke bøger, jeg skal læse til eventet. Det er ikke sikkert, jeg finder ud af det, før dagen kommer. Men hvis Turtles All the Way Down kommer med posten inden, er den et godt bud.

Skildpadder hele vejen ned
er den danske titel på John Greens nye bog, der udkommer i dag, og som jeg glæder mig virkelig meget til at læse. Jeg forudbestilte den på engelsk for mere end to måneder siden via Book Depository, og har ventet utålmodigt lige siden. Jeg har endnu ikke fået besked om, at den er afsendt, men håber den kommer meget snart.

Heldigvis har John Green lagt en video op, hvor han læser første kapitel højt. Jeg tror lige, jeg skal ind og høre det igen ...

Lige nu læser jeg ...
Jeg er netop blevet færdig med Anne Franks dagbog for nogle dage siden. Det betyder at jeg er kommet ned på tre "aktive" bøger (= bøger, jeg er i gang med). Den første er On Writing af Stephen King. Jeg læste første del af bogen, der er en slags autobiografi, for to-tre måneder siden, og holdt så pause, da jeg var kommet et lille stykke ind i anden del, der handler om det at skrive. Men jeg tror, det er tid til, at få læst den færdig, eller i det mindste tage en bid mere.

Den anden er Silmarillion af Tolkien, som jeg også har været i gang med længe. Den har en utrolig mættet handling, som også bedst glider ned i mindre bidder. Men skøn, skøn læsning.

Den tredje er Mødet ved Milepælen af den norske forfatter Sigurd Hoel. Og det er nok den mest normale bog, jeg er i gang med for øjeblikket. Ikke at det siger særlig meget. Faktisk er den også lidt speciel, for der er ikke så meget handling, men rigtig mange tanker. Dog er det rigtig spændende tanker, fx om, hvor det onde kommer fra, hvad der gør mennesker til nazister, og den slags. Ikke just hyggelæsning, tænker du måske, men den er rigtig godt og smukt skrevet, så det er alligevel en nydelse at læse.