onsdag den 16. november 2016

"Sjælens pris" af Haidi Wigger Klaris


Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 278

--- --- ---

"Jeg havde på fornemmelsen at jeg var nødt til at bevise mit værd i dag, så dæmonerne i mit område ville respektere mig på lige fod med Tristan. Jeg var nødt til at være hurtig, overbevisende og uovervindelig."

--- --- ---

Dette er tredje og sidste bind i den paranormale fantasyserie Dæmonherskerens arving. Jeg har tidligere anmeldt bind 1 og 2, og i mellemtiden glædet mig til at finde ud af, hvordan hovedpersonen Allys historie mon ville ende.

Ally bliver elev på kostskolen Larchwood, hvor der findes en hemmelig kreds af elever, som dyrker mørk magi. Da Ally opdager, hun selv har overnaturlige evner, er kredsen ude efter hende. Snart befinder hun sig i en krig mellem Underverdenen hvor de onde og hensynsløse dæmoner har magten, og den ældgamle organisation Jordens Vogtere, hvis opgave det er at holde ondskaben fra dybet i skak. Samtidig må Ally kæmpe med sine egne følelser og forholdet til sin elskede Tristan.

Bind tre tager fat lige hvor bind to stoppede, og læseren kommer hurtigt fra start. Handlingen er i gang fra side et, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt under læsningen, men blev færdig med bogen på blot tre dage.

Ligesom de to første bind i serien er Sjælens pris ikke en bog, der stiller så høje krav til læseren. Den er forholdsvis handlingsmættet og sproget er meget enkelt. Plottet er heller ikke specielt kompliceret og byder ikke på nogen store overraskelser, men det er sammenhængende, og sammen med bogens udmærkede komposition gør det at spændingen bevares fra start til slut. Sproget er flydende og der er meget dialog. Bogen er altså nem og hurtig at læse.

Ligesom i de to første bind synes jeg dog at bogen mangler lidt tyngde nogle steder. Der er meget baggrundsinformation, læseren må undvære, og der er mange ting ved verdenen og personerne, der aldrig bliver rigtigt udfoldet. Det savner jeg lidt, for noget af det, jeg godt kan lide ved at læse er at se en verden folde sig ud for mit indre blik. Og det er alt for få steder, der er rigtige, beskrivende afsnit. 

De beskrivende afsnit kommer typisk i de situationer, hvor Ally har brug for at trække sig lidt tilbage i eftertænksomhed, og der beviser Haidi Wigger Klaris at hun faktisk godt kan lave nogle rigtig fine beskrivelser. Men i de situationer får de ikke lov til at tilføje særlig meget til selve historien eller personerne, og det synes jeg er ærgerligt. Personerne virker nemlig ret flade og kan være svære at skelne fra hinanden fordi de mangler individuel personlighed. Men jeg tænker at bogen er skrevet med en lidt yngre og mindre tålmodig læserskare for øje, og der derfor ikke er gjort plads til så mange tunge beskrivelser. Fair nok.

Hovedpersonen Ally er selvfølgelig den, man får det tydeligste billede af i løbet af serien, og jeg forestiller mig at mange unge piger godt kan lide at læse om hende. Selv om Ally nogle gange er usikker og forvirret indvendig er hun alligevel en meget modig pige, der både er rap i munden og forstår at slå fra sig. Man kan ikke lade være med at få sympati for hende, når hun igen og igen ofrer sig for at redde sine venner fra Underverdenens tortur og undertrykkelse. Nogle gange gør hun også ting, som hun fortryder og må råde bod på.

Noget, der fylder forholdsvis meget i bogen er Ally og Tristans romance. Kys og kram beskrives sjovt nok yderst detaljeret, til forskel fra så meget andet i bogen. Faktisk giver Ally Tristan sig hen til kys og kærtegn i så mange situationer, at det nogle gange virker urealistisk og påtaget. Noget som dog er meget cool, og som er med til at give Ally og Tristans forhold dybde, er deres evne til at kommunikere telepatisk.

Jeg vil runde af med at sige, at jeg er glad for at have læst bogen. Den levede op til mine forventninger fra etteren og toeren og udgjorde en god slutning på serien. Der er nogle gode ting at hente, og bogen er underholdende nok. Men samlet set synes jeg altså, serien Dæmonherskerens arving er en lidt tynd kop te. Den er velegnet til unge, der ikke er de store læseheste. Men til dig, der er vant til at læse, vil jeg anbefale at gå efter nogle fantasyserier, der udfordrer lidt mere både hvad angår sprog, plot, indhold og tematik - samtidig med at de også er fulde af underholdning. Jeg har desværre ikke læst så meget paranormal fantasy at jeg kan anbefale et godt alternativ indenfor lige den undergenre, men inden for den mere klassiske fantasy kan jeg fx stærkt anbefale Tamora Pierces Beka Cooper-serie.

Vinder af giveaway #2


Så blev det endelig tid til at se, hvem der blev den heldige vinder af bogen Ravnenes hvisken. Som bloggens følgere på instagram kan bevidne, trak jeg for få minutter siden en tilfældig vinder, og det blev: Cecilie!

Cecilie har fået besked på mail, og jeg glæder mig til at sende hende bogen sammen med de andre ting, der hører med til præmien. (Du kan se et billede af hele pakken her).

Bogen er sponsoreret af forlaget Carlsen.

mandag den 14. november 2016

Bogforum 2016

Lørdag den 12. november besøgte jeg Bogforum i Bella Center Copenhagen sammen med to læseglade veninder. Det blev selvfølgelig en dejlig dag i bøgernes tegn - hvordan kunne det blive andet - selvom jeg ikke just kom godt fra start i og med at jeg klokken syv om morgen stod og ventede i fyrre minutter i bidende frost på en bus der aldrig kom, og derfor blev nødsaget til at hive min kære mand ud af sengen, så han kunne køre mig til toget. Jeg tror først, mine storetæer tøede helt op, da toget kørte igennem Roskilde.

Jeg havde ikke haft tid til at forberede et detaljeret program for min dag på messen, men det ville også have været spildt arbejde, for jeg nåede ikke meget andet end mine tre must-see punkter: 1) Interview og signering med Patrick Ness, 2) Signering med Dennis Jürgensen, og 3) Signering med Louise Haiberg. Det er jo ikke til at forstå når man tilbringer 5½ time på stedet, men der var virkelig mange mennesker, så meget af tiden gik med at stå i kø til at komme ind, stå i kø til garderoben, stå i kø til toilettet, stå i kø til cafeteriet, hvilket jo er ærgerlig spildtid. Jeg brugte også en hel del tid på at stå i kø til signeringerne, men det var trods alt lidt lettere at acceptere.

Samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue


Jeg var overbevist om, der ville komme mange til interviewet med Patrick Ness på Tranescenen 2, så jeg snuppede mig en plads på forreste række en god halv time før start. Dermed blev jeg også vidne til en samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue, som egentlig ikke var så ringe endda. Susanne Staun har skrevet to sjove bøger, Fuck, en lækker røv! og Kort og cool, der vejleder hhv. almindelige danskere og danske professionelle skribenter af forskellig art i at undgå almindelige sproglige og grammatiske fejl. Jeg har selv en indre grammar-nazi/stavefejlsinkvisitor og er jo også uddannet dansklærer, så det var en meget vedkommende diskussion for mig, de to madammer havde sig.

Interview og signering med Patrick Ness


Min svigerinde Marie er vild med bogen Monster af Patrick Ness, ikke kun på grund af historien, men også på grund af illustrationerne. Hun er nemlig kunsthistoriker med speciale i illustrationer i YA-litteratur, og kan sige en masse klogt om den slags (faktisk har hun skrevet en anmeldelse af Monster her på bloggen, hvor du kan læse hvad hun synes om bogen, og hvordan illustrationerne helt præcist bidrager til historien). Marie havde aftenen forinden været til premiere på filmatiseringen af bogen i Imperial, hvor hun også havde fået æren af at møde Patrick Ness, men ikke mulighed for at købe bogen. Derfor havde jeg lovet hende at købe et eksemplar til hende og om muligt få det signeret, når jeg nu skulle på Bogforum. Jeg var selvfølgelig også på egne vegne interesseret og spændt på at høre Patrick Ness fortælle om sine bøger.

Interviewet var rigtig godt, og kunne efter min mening godt have været dobbelt så langt. Patrick Ness var en charmerende og humoristisk person, og han var meget indsigtsfuld hvad angik YA-litteraturens betydning. Desværre fik jeg ikke taget nogen notater undervejs, og det ærgrer mig virkelig, for jeg ville gerne have delt både nogle af hans jokes og hans guldkorn her på bloggen, men i skrivende stund kan jeg simpelt hen ikke genkalde mig nogen af dem i detaljer.


Efter interviewet var jeg så overbevist, at jeg ud over Monster, som jeg allerede havde købt til Marie også var nødt til at købe en af hans bøger til mig selv. Jeg valgte Vi andre bor her bare, som han fortalte en del om i interviewet, og bad min ene veninde købe den for mig, mens jeg selv ilede af sted for at finde signeringskøen. Jeg kom selvfølgelig til at stå næsten bagerst, selvom jeg virkelig prøvede at skynde mig. Jeg stod i kø ca. 35 minutter, og selve mødet varede måske 35 sekunder, for der var så mange han skulle nå på så kort tid, men han var rigtig flink og formåede at skabe god kontakt i det korte tidsvindue, så det var en stor oplevelse alligevel.


Han hilste venligt, og da han så mine to bøger med forskellige navnesedler stukket ind ved titelbladet, spurgte han: "Is your name Lea or Marie?" og jeg svarede Lea. Så begyndte han at skrive sin signatur og en lille medfølgende hilsen, alt imens han spurgte: "So, who is Marie?" og jeg forklarede ham vores relation og at han faktisk havde mødt hende aftenen før til filmpremieren. Så spurgte han, om hun havde kunnet lide filmen. Det kunne jeg ikke rigtig svare på, da jeg ikke havde haft mulighed for at tale med hende siden da, men jeg sagde, at det troede jeg nok, for hun så i hvert fald glad ud på det billede, hun havde sendt mig derfra. Derefter blev det ikke til mere hyggesnak, for der var jo andre end mig, der skulle til, men heldigvis huskede jeg at sige tak før jeg gik videre.

Goodie-bag fra Arnold Busck
Mens jeg havde stået i kø var mine veninder gået videre for at kigge på nogle forskellige stande, og mens jeg prøvede at finde dem igen, lagde jeg vejen forbi Arnold Busck, som ud over en fribillet til messen havde sendt mig et brev om, at jeg kunne komme og hente en goodiebag på deres stand. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg nåede dog ikke at kigge i posen lige med det samme, for mine veninder var sultne og insisterede på at vi skulle købe mad. Jeg kunne også godt trænge til noget at styrke mig på; altså satte vi direkte kurs mod cafeteriet.

Efter jeg havde været til signering med Dennis Jürgensen, og spist min mad, så vi, hvad der var i den fine pose, og det var nogle virkelig lækre ting. Ud over den obligatoriske stak reklamer var der:

  • Selve posen i kraftigt lærred med teksten "It is what it is"
  • To flotte notesbøger til min samling: Captain of My Own Destiny og Travel Notes
  • En invitation for to personer til førudsalg i januar
  • Tre flotte kort med kuverter
  • En rød staedtler-tus
  • Forskellige slags lækker chokolade
Signering med Dennis Jürgensen


Maden var lækker, men som sagt var der også en del ventetid, plus at det heller ikke var nemt at finde et bord, så faktisk var det allerede tid til signering med Dennis Jürgensen i det øjeblik vi fandt et sted at sidde. Jeg havde taget en bog med hjemmefra, en af barndommens store favoritter, Djævelens hule, i håb om at få den signeret. Heldigvis tog tøserne det ikke ilde op at jeg løb fra taflet for at bane mig vej hen til Tellerups stand, hvor jeg ganske rigtigt fandt Dennis Jürgensen ved et af signeringsbordene. Der stod to damer foran mig og snakkede med ham om hans nye krimi, men der gik nu ikke lang tid, før det blev min tur. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs for at møde en forfatter, der har været blandt mine absolutte favoritter siden jeg var ca. 11 år, men han var altså virkelig rar og imødekommende, og ville gerne signere bogen. Det var lidt sjovt, for denne gang var der jo stort set ingen kø, og Dennis havde god tid; men det var mig der var stresset, fordi jeg jo vidste at mine veninder og min varme mad stod og ventede på mig ude i cafeteriet. På grund af nervøsitet kunne jeg heller ikke finde på særlig meget at tale med ham om, men det var dejligt endelig at få en chance for at møde ham.

Signering med Louise Haiberg


Mine veninder og jeg fulgtes hen til Tellerups stand og gik lidt rundt og kiggede der. Der var én bog, jeg vidste, jeg skulle have, og det var bind to i Louise Haibergs serie Dæmondræberen. Jeg var netop lige blevet færdig med bind 1 et par dage forinden og havde skrevet et par sætninger om den på instagram. Jeg har af og til tagget Louise på instagram, og jeg tror faktisk hun har svaret hver eneste gang, hvilket jeg bare synes er super fantastisk! Da det var tredje gang, jeg mødte hende i virkeligheden, var jeg lidt spændt på om hun måske kunne kende mig, og det kunne hun faktisk godt. Vi brugte lidt tid på at diskutere om det var rimeligt eller ej, at hun ikke lige kunne sætte navn på ansigtet - jeg prøvede at forsikre hende om at det trods alt ville være for meget at forlange, men hun var ikke helt enig, og proklamerede, at man altid skal stille høje krav til sig selv. Jeg kunne se argumenter både for og imod, men havde nu alligevel mere lyst til at tale om hendes bøger end føre diskussionen videre :)

Mens jeg læste første bind i Dæmondræberen havde jeg bl.a. tænkt over, hvornår Louise egentlig var begyndt at skrive serien. Jeg havde en forestilling om, at hun måske var begyndt på den længe før udgivelsen og måske også havde manuskripter til alle tre bøger klar, på det tidspunkt, hvor hun indgik kontrakt. Første bog var så velkomponeret og lagde op til så ambitiøst et projekt, at jeg tænkte, det var det mest sandsynlige. Så jeg blev ret forbløffet over hendes svar, da jeg spurgte og fandt ud af at det slet ikke var tilfældet: Hun var begyndt på serien i 2012, og havde skrevet de næste bøger i serien sideløbende med udgivelsen. Jeg er meget imponeret og synes bare hun skriver så hammergodt. Desuden er hun så sød og sjov at snakke med, at jeg med glæde kunne have stået der hele eftermiddagen, hvis ikke det var fordi der var andre i køen end mig. Man kan virkelig mærke, hun værdsætter sine læsere. Hun havde endda bagt småkager som hun sendte rundt til alle os, der stod i kø og ventede. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg møder hende. Og, øh, så håber jeg også, hun siger til, hvis hun på nogen måde føler sig stalket ...

Børnebogforum og Lene Kaaberbøl
Vi var efterhånden ved at blive trætte og blev enige om, at slutte vores besøg på messen med en tur rundt i børneområdet. Den ene af mine veninder har selv børn og den anden er pædagog, så det var nærmest en selvfølge for os alle tre også at tjekke børnebøgerne grundigt ud. Da vi kom derind så jeg at Lene Kaaberbøl stod på scenen og besvarede spørgsmål fra publikum. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så jeg fandt mig straks en stol mens veninderne kiggede på bøger. I løbet af de næste minutter hørte jeg Lene svare på mange spørgsmål til sine historier og livet som forfatter. Blandt andet var det spændende at høre, hvor hun havde ideen om skammerblikket fra i bogen Skammerens datter. Også her fik jeg jo ikke taget notater, og måske husker jeg forkert, men jeg mener, hun svarede, at hun fra sin egen mor huskede et blik, som fik hende til at føle sig totalt gennemskuet. Desuden fortalte hun, at hun var tidligere gymnasielærer, og at hun en dag skulle samle afleveringer ind fra et hold. En af eleverne sagde, "jeg har allerede afleveret," hvortil Lene svarede, "nå ja, det er da også rigtigt, selvfølgelig har du det." Lene kunne imidlertid se på eleven, at vedkommende ikke var helt tilfreds med svaret, så hun spurgte, hvad der var i vejen. Eleven svarede, "du sendte mig bare det der blik." Lene grinede lidt idet hun sagde, at hun ikke påstod at hun med blikket kunne få forbrydere til at gå i knæ og tilstå, sådan som Dina og hendes mor kan i Skammerens datter, men at hun altså godt kunne få en gymnasieklasse til at tie stille.


Da Lene var færdig, begyndte vi at bevæge os mod udgangen. På vejen kom vi imidlertid forbi forlaget Flachs' stand, hvor mit blik faldt på bogen Carlo Chuchios gyldne drøm. Jeg havde ikke hørt om bogen før; det var forfatterens navn, Lloyd Alexander, der sprang mig i øjnene. Jeg har læst hans fantasyserie Kampen om landet Prydain med stor glæde. (Jeg har tidligere skrevet lidt om denne serie i dette indlæg). Derfor besluttede jeg mig for at købe Carlo Chuchios gyldne drøm. Den var desuden også meget billig og havde et flot omslag. Desværre havde forlaget ikke flere bøger af samme forfatter.

Vi sluttede dagen af med kaffe, varm kakao og kage på Espresso House nær Nørreport station, hvor vi tog et billede af vores samlede rov:


Dagen efter tog jeg også et billede af de tre bøger, jeg havde købt til mig selv:


Bogforum 2016 var fedt, og det eneste, der ærgrer mig er at jeg ikke fik taget nogen notater fra interviewsene, og ikke nåede at besøge flere stande end jeg gjorde. Som jeg allerede har nævnt, fløj tiden simpelt hen bare, for det meste med at stå i kø. Jeg ville ønske, jeg havde haft energi, tid og penge til en dag mere på messen, men jeg glæder mig nu også rigtig meget over de gode oplevelser jeg fik. Det er dejligt at læse bøger, som man har oplevelser og minder knyttet til. Jeg tog også nogle gratis læseprøver med hjem, som jeg glæder mig til at få kigget nærmere på, bl.a. Skovpigen Skærv af Kim Leine og Hjertet er 1 organ af Sarah Engell.

lørdag den 5. november 2016

"Tir-Nâzrals arving" af Mads Schack-Lindhardt


Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Mellemgaard.

Forfatter: Mads Schack-Lindhardt
Udgivelsesår: 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Mellemgaard
Antal sider: 327

--- --- ---

     "Hvordan kommer vi nogensinde ind i bjergene?" spurgte Sebastian, mens han skeptisk lod blikket glide hen over klippevæggene i håb om at finde en sti eller en åbning.
     "Der findes kun en måde at komme ind i Tågebjergene på herfra," svarede Martha fra sin position oppe forrest i gruppen, "og det er via Anghar-passet."

--- --- ---

Tir-Nâzrals arving (Stjernekrønikerne 1) er første bind i hvad der forventes at blive en trilogi fra den debuterende forfatter Mads Schack-Lindhardt. Bogen egner sig til både unge og voksne fantasyfans, men vil nok være for stor en mundfuld, både hvad angår sprog og indhold, for børn under 12 år.

Sebastian skal snart begynde på gymnasiet. Han har sommerferie og er netop flyttet til et nyt sted sammen med sine forældre. Huset, familien er flyttet ind i, har de arvet fra hans onkel, der er omkommet i en drukneulykke. Deres nærmeste nabo er en tosset gammel dame ved navn Martha. Den første nat på sit nye værelse kan Sebastian ikke sove, og da han kigger ud, ser han et sært lysglimt i nærheden af hendes hus. Han beslutter sig for at undersøge fænomenet nærmere, og før han får set sig om, passerer han igennem en portal til en helt anden verden. Det viser sig at Martha måske ikke bare er en tosset gammel dame, og hans onkel måske slet ikke er død. Et eventyr som Sebastian ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, venter forude ...

Det første, jeg vil sige om Tir-Nâzrals arving er, at den byder på high fantasy efter alle kunstens regler. Bogen trækker på kendte klassikere inden for genren og føles næsten som en sammensmeltning mellem Michael Endes Den uendelige historie fra 1979 og Tolkiens Ringenes Herre fra 1954, der så med rund hånd er krydret med elementer fra rollespil. Noget af det, der giver mig associationer til Den uendelige historie er blandt andet hovedpersonenes navn, der næsten er det samme, men også den mangfoldighed af mildest talt sære væsener og genstande, der optræder. Det er underligt men alligevel dragende. Det, der får mig til at tænke på Ringenes Herre er både væsener og miljøer såvel som begivenheder, og nogle af disse er så stærkt inspireret at jeg er tæt på at sige stjålet fra Tolkiens mesterværk, men det er nu ikke så ringe endda. Mads Schack-Lindhardt stjæler respektfuldt og gør de genkendelige elementer til en del af en historie, der er hans egen.

Tir-Nâzrals arving tilhører også den type bøger, der selv handler om bøger og om læsning og det at skabe fiktive verdener. Krøllen er bare, at det viser sig at de fiktive verdener ikke er så fiktive alligevel, og den rolle, forfatterne spiller i skabelsen af dem, delvist er en illusion. Jeg kan godt lide denne grundlæggende ide. Dette træk ved bogen overbeviser mig også om Mads Schack-Lindhardts tydelige ønske om med sit værk at give tilbage til de mange fantasybøger, han har haft glæde af at læse gennem tiden, samtidig med at han kommer med sit eget bidrag til genren.

Der er masser af fantasi og fortællelyst. Der er absolut ingen mangel på hverken magi eller action. Personerne har helt typiske, fantasy-klingende navne som bogens titel selv er et udmærket eksempel på. Det vrimler med onde og gode troldmænd, forskellige slags våben og kræfter, eventyrlige folk og planter og selvfølgelig: Drager. Plottet er også rigtig fint og uforudsigeligt. Hen mod slutningen skete det flere gange at jeg tænkte, "Nu sker der sådan og sådan," men det gjorde der ikke, og jeg måtte lave min hypotese om. Det er dejligt at forfatteren formåede at holde spændingen helt til de sidste sider.

Som det fremgår af ovenstående har denne bog mange stærke sider, men den har også et par svage punkter, som jeg er nødt til at give et ord med på vejen. For det første er der temmelig mange stavefejl i bogen, især i første halvdel. Stavefejl i bøger er noget som jeg plejer at slå ret hårdt ned på fordi de forstyrrer læsningen og gør, at jeg bliver revet ud af historiens univers. Og at en forlægger vil være bekendt at sende en bog i trykken med så mange fejl, som det er tilfældet her, forstår jeg altså ikke. Køberen har betalt dyre penge for et produkt, der forekommer halvfærdigt, og forfatteren får til opgave at skulle promovere en bog, som ikke er i orden. Det må være træls.

For det andet savner jeg lidt mere sproglig opfindsomhed. Forfatterens skrivestil er forholdsvis refererende og han benytter sig ikke så meget af sproglige billeder. Det gjorde at jeg følte mig ret distanceret fra personerne og ind imellem havde svært ved at komme ind i hovederne på dem og forstå deres reaktionsmønstre. Sproget kunne også godt være lidt mere finpudset og flydende. Til gengæld er ordforrådet faktisk ret godt. Jeg stødte ind imellem på nogle ord, som er lidt på vej ud, og det gjorde mig glad at se, at de blev brugt i en historie som denne. Og det var ikke så mange, at bogen på nogen måde blev svær at forstå.

Samlet set er Tir-Nâzrals arving en bog som er værd at læse. Dens styrker ligger hovedsageligt i den fantasifulde brug af mange af kendte fantasy-elementer og i det gode og holdbare plot. Der er ingen tvivl om at Mads Schack-Lindhardt vil noget med sin historie. Derfor ærgrer det mig, at bogen ikke har fået en bedre redaktion, eller i hvert fald en bedre korrektur. Den har nemlig potentiale til mere.

fredag den 4. november 2016

"Kongens krucifix" af Lene Dybdahl


Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2013
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 419

--- --- ---

Fængselscellen havde et højtsiddende vindue ud mod gården. Der trængte et svagt rosa skær ind gennem tremmerne. Solen var ved at stå op. Langs den ene væg stod en briks med et tæppe. Her satte Laura sig ned. Hun lagde armene om kroppen som for at beskytte sig mod de problemer som snart ville komme.
     David satte sig på hug på gulvet foran og så indtrængende på hende.
    "Du bliver nødt til at finde på en god historie," sagde han.

--- --- ---

Kongens krucifix er sidste bind i Lene Dybdahls trilogi om Nøglens vogtere, som skildrer de 13-årige tvillinger Laura og Davids rejse tilbage i tiden til middelalderens Spanien. I deres forsøg på at befri deres bortførte forældre er de pludselig fanget i det forkerte årstal og aner ikke, hvordan de skal finde hjem. Igen må børnene være opfindsomme til fingerspidserne og løse en række farefulde gåder, der - forhåbentlig - kan føre dem tilbage til nutiden og deres forældre.

David og Laura er to velkendte hovedpersoner, jeg har været igennem så mange strabadser sammen med, at det er svært at skulle sige farvel til dem hver især efter endt læsning. Her i trilogiens sidste bind har de måttet klare sig imod intet mindre end den spanske inkvisition, en flok berygtede landevejsrøvere, en rablende gal konge og en ugelang sørejse som blinde passagerer på et galejskib samt en masse andre forskellige forhindringer. De sidste 150 sider kunne jeg slet ikke lægge bogen fra mig, og endnu engang må jeg sige, at jeg er vild med denne historie.

Jeg begyndte ellers at blive bekymret for, om bogen ville leve op til dens to forgængere, da jeg havde læst de første par kapitler. Temmelig uventet tog fortællingens stemning en drejning til det mere alvorlige, ikke mindst på grund af den tid og det sted, Laura og David befandt sig på, hvor den spanske inkvisition satte dagsordenen med sine berygtede torturmetoder og trusler, og hvor mange mennesker, også børn, dagligt led sult. Denne alvorlige og triste stemning prægede i høj grad bogens begyndelse. Men det var langtfra nok til at få mig til at opgive bogen, og som handlingen skred frem, kom historien også mere og mere til at ligne sig selv igen - eller måske vænnede jeg mig bare mere og mere til den lidt alvorligere fortællestil. Da jeg havde vendt den sidste side, opfattede jeg i hvert fald ikke længere alvoren som noget skuffende eller irriterende, men som noget, der havde været med til at drive historien fremad og give David og Laura mulighed for at udvikle sig som karakterer.

Som det allerede er antydet, rummer Kongens krucifix masser af spænding og action, akkurat ligesom Den gyldne nøgle og Visigotens hjelm. Sproget er stadig en fornøjelse at læse, ligesom bogens komposition, beskrivelserne, miljøet og karaktererne er i top. I denne bog kommer man også ret tæt på David og Lauras følelser, der ligesom deres reaktioner skildres meget realistisk. I bind ét lagde jeg særligt mærke til, hvordan forfatteren formåede at behandle nogle emner som i børnelitteratur godt kan være noget tabubelagte, på en rigtig fin måde. Denne evne viser Lene Dybdahl igen her i Kongens krucifix, hvor David og Laura fx må tackle den mildest talt uligevægtige Kong Filip II, og også kommer til at stå ansigt til ansigt med krigens grusomheder i konflikten mellem Spanien og England. Tingene er hele tiden belyst fra flere synsvinkler og problemerne præsenteres i al deres kompleksitet, samtidig med at det gøres i et sprog og på en måde, som giver mening for bogens målgruppe. Det er en beundringsværdig bedrift af Lene Dybdahl.

Uden at afsløre for meget, kan jeg nævne at Filip II ikke er den eneste historiske person, der krydser Laura og Davids vej, og det er som altid en fornøjelse at se, hvordan Lene Dybdahl forstår at flette sin research indenfor de historiske forhold ind i sin ellers fiktive fortælling.

Hvis ikke jeg blot skal gentage mig selv fra mine anmeldelser af bind ét og bind to, kan jeg ikke sige andet og mere om Kongens krucifix, end at den er en på alle måder fyldestgørende afslutning på en fantastisk trilogi, som har givet mig timevis af underholdning. Nøglens vogtere er en velskrevet og velkomponeret historie, som jeg vil anbefale til alle, der kunne tænke sig at læse en spændende historie med masser af farverige karakterer og et strejf af humor.


Læg gerne kommentar nedenfor, hvis du har uddybende spørgsmål, eller nøjes bare med at sige hej, så jeg kan se, du har været forbi.

onsdag den 2. november 2016

Det der med gratis ting


Dette indlæg mit bidrag til en debat Luna har lagt op til i sit seneste indlæg, og som både Rikke og Rikke på indsigtsfuld vis har fulgt op på. Det henvender sig mest til andre bogbloggere, så føl dig fri til at springe over, hvis det ikke interesserer dig (et princip der selvfølgelig gælder alle mine indlæg).

Da jeg startede denne blog for snart et år siden, var jeg faktisk ikke engang klar over, at forlagene så bogblogs som en markedsføringskanal af nogen betydning. Jeg havde ikke før læst nogen bogblogs selv, men hørte om det fra to andre bloggere, jeg mødte tilfældigt til et bogligt event. Men da jeg både kunne lide at blogge og at læse virkede det så oplagt, at jeg den dag i dag stadig kan undre mig over, at jeg ikke selv fik ideen noget før. Pointen er, at jeg startede bloggen af lyst - lyst til at dele mine læseoplevelser med andre (hvis der da var nogen, der gad læse om dem; det kunne jeg jo ikke vide), og måske også som en slags portfolio til mig selv, for at blive mere bevidst og målrettet med min læsning - det er den i hvert fald blevet, og jeg har stor glæde af den som sådan.

Nogle rigtig søde, mere erfarne bloggere hjalp mig i gang med bloggen ved at svare på mine spørgsmål og give en masse gode råd med på vejen. Og snart opdagede jeg det der med gratis ting: Det var åbenbart helt almindeligt for mange (næsten alle, virkede det som om) af de andre bogbloggere at modtage anmeldereksemplarer fra diverse forlag. Nogle blev også inviteret til fancy arrangementer med forfattere og forlæggere.

Det overraskede mig faktisk en hel del hvor meget de her ting fyldte i bogbloggerverdenen. Hvorfor skulle jeg have gratis bøger bare fordi jeg havde en blog? Jeg er jo bare en privatperson, der blogger om min fritidsinteresse; noget alle og enhver kan gøre. Var der ingen, der på en eller anden måde skulle tjekke at jeg vidste, hvad jeg talte om, før de sendte mig deres dyrebare bøger? Jeg troede, det at modtage en bog til anmeldelse var en sjælden anerkendelse man skulle gøre sig fortjent til gennem lang tids seriøs og talentfuld bloggeri, og kun hvis man udover sin blog havde en uddannelse som fx bibliotekar eller lignende til at give ens anmeldelse troværdighed. Men sådan var det slet ikke. I dag sidder jeg med en fornemmelse af, at jeg kan få stort set hvad jeg vil have, hvis bare jeg beder om det.

Jeg blev selvfølgelig fristet til at tage min bid af kagen. Men der var også mange overvejelser. Ville jeg kunne forblive 100% uvildig i mine anmeldelser, hvis jeg ikke selv havde betalt for bogen eller lånt den på biblioteket? Desuden læser jeg ikke lige så mange bøger som mange andre bogbloggere (sidste år læste jeg faktisk kun 17, men takket være bloggen kommer jeg i år nok op på 35), så ville jeg forpligte mig til mere end jeg egentlig havde lyst til, hvis jeg begyndte at modtage anmeldereksemplarer? Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke behøver modtage mere end én bog ad gangen, men bare det at jeg bruger tid på at kigge de nye udgivelser igennem for at vælge hvilken det så skal være, gør at mit fokus skifter - og jeg har et ønske om faktisk ikke at læse/anmelde alt for mange nye udgivelser, men give mindst lige så meget opmærksomhed til gode bøger, der har nogle (måske mange) år på bagen, men som fortjener at blive læst igen.

Jeg synes slet ikke, jeg læser nok til at forlagene bare skal sende mig en masse bøger uopfordret. Jeg ved, jeg kun ville få læst et fåtal af dem, og jeg vil gerne bevare mit frie valg frem for at blive fodret. Jeg er kommet frem til at jeg vil skrive til forlaget og bede om et eksemplar hvis der er tale om en bog, jeg alligevel ville have købt eller lånt på biblioteket. Så ved jeg i hvert fald med mig selv at interessen er ægte. For dem, der læser mere end mig, og som har haft længere tids samarbejde med forlagene, kan det selvfølgelig sagtens give god mening at modtage mange uopfordrede anmeldereksemplarer.

Men selv om jeg er meget bevidst om hvilket privilegie det er at kunne få et anmeldereksemplar når man beder om det, eller blive inviteret til et bloggerevent, kender jeg alligevel godt til den følelse, Luna beskriver i sit indlæg, af at goderne nogle gange virker ulige fordelt. Som nystartet blogger kunne jeg ikke lade være med at tænke over hvordan de mere erfarne bloggere havde opnået den status hos forlagene, som de havde. Hvad skulle der mon til? Og jeg kunne godt blive lidt misundelig på de bloggere, der var mere etablerede og havde flere læsere end mig. Især når det skete at jeg læste et indlæg, fx en anmeldelse, og tænkte: "Det kunne jeg have gjort bedre." Så følte jeg, at jeg fortjente at have lige så mange læsere og få lige så meget opmærksomhed fra forlagene. Men det bundede simpelt hen i misundelse, og i frygten for at der ikke var nogen læsere tilbage til mig. Og det må jeg bare give slip på. For hvis jeg tror, jeg kan gøre det bedre, så må jeg bevise det. Og hvis jeg vil have læsere, så må jeg først og fremmest koncentrere mig om at fylde bloggen med indhold af høj kvalitet og skrive om bøger der virkelig interesserer mig inderst inde.

Dette leder mig videre til noget andet, for selvfølgelig betyder det også noget for antallet af læsere, hvor meget og hvordan jeg forsøger at promovere min blog. Og selvom jeg mest blogger for min egen skyld, så er det virkelig rart når der er nogen ud over min mor, der læser indlæggene. Og selv om mange af mine læsere nok er bogbloggere ligesom mig, så er jeg ret sikker på at der er nogen, der ikke er, og satser i hvertfald på først og fremmest at henvende mig til "normale" læsere, så alle kan være med.

Jeg har ikke verdens bedste selvtillid, og bliver nemt lidt for afhængig af det sus af glæde og anerkendelse det giver, når der kommer en kommentar på et indlæg eller et like på facebook. Ligesom jeg var bange for at der ikke var nogen, der ville læse min blog, var jeg også bange for at blive sat af i kapløbet med de andre bogbloggere. Jeg var bange for at investere tid, kræfter og penge i et projekt, der ikke blev til noget, eller i hvert fald ikke blev godt nok sammenlignet med andres. Derfor har jeg indtil videre været ret ihærdig med at promovere bloggen på alle de måder, jeg nu kunne komme i tanke om, og i nogle tilfælde også gået lidt videre end jeg egentlig havde det godt med. For nylig var der en dame, der på en venlig og konstruktiv måde kritiserede mig for at fiske efter besøgende i en facebookgruppe. Jeg har måttet sige til mig selv at det ikke var en katastrofe at få kritik, slet ikke med et smil som det var tilfældet. Det er jo heller ikke sikkert at alle var enige med hende. Men det fik mig alligevel til at tænke over, om jeg kan blive mere redelig i min promovering.

Da jeg startede denne blog gav Kathrine mig det gode råd at være tålmodig. Hvis bare jeg blev ved med at skrive indlæg, så skulle læserne nok komme. Og i dag, hvor jeg ser besøgstallene stige støt og roligt, kan jeg jo se, at hun havde ret. Selvom jeg ikke helt ved, hvor meget man kan stole på Googles besøgsstatistik :). Jeg ligger p.t. på ca. 150 sidevisninger af en anmeldelse indenfor de første to døgn, og ærlig talt har jeg ingen anelse om, om det er meget eller lidt. Det kommer vel an på, hvad jeg selv er tilfreds med.

Jeg er i hvert fald ved at blive klar over at det er mig selv, der bestemmer hvornår det er godt nok, og at der ikke er noget kapløb med de andre bloggere. Det er i hvert fald os bogbloggeres fælles ansvar at der ikke bliver et. Jeg vil ikke have jer som rivaler. Jeg vil så gerne kunne blive ved med frimodigt at spørge de erfarne bloggere om hjælp, og selv føle mig fri til at hjælpe andre når jeg kan. Derfor tror jeg også bare det er super vigtigt at vi bliver endnu bedre - for vi er allerede ret gode - til at være åbne overfor hinanden hvad angår sådan noget som besøgstal, anmeldereksemplarer osv. så vi ikke brænder ikke med frustrationer og mistro. Luna skrev fx at hun skulle være heldig for at få 77 likes for et billede på instagram. Jeg har åbenbart ikke opdaget humlen ved instagram endnu, for jeg har vist aldrig fået mere end 35. Det er da tankevækkende at 77 likes på instragram er ren ønsketænkning for mig, men dødens pølse for Luna.

Jeg tror også vi skal huske at hver blog har sine svage og stærke sider, og det ikke er alle ting, der kan måles i likes, og heller ikke alle ting, der kan sammenlignes. Nogle har mere tid til at blogge end andre. Nogle er mere ambitiøse. Nogle har specifik viden fra bog- eller biblioteksbrancen. Nogle er bedre til at skrive end andre. Nogle er bedre til at tage billeder. Nogle har bedre styr alle de tekniske aspekter. Bogbloggere har forskelligt udgangspunkt, og nogle er dygtigere end andre, det er der ikke noget forkert i. Det der betyder noget er at vi hver især gør det så godt vi kan, forsøger at blive bedre og fokuserer på kvalitet frem for kvanitet; på at give vores læsere det bedst mulige indhold, uanset om de er få eller mange. Hvis ikke jeg gør det, kan jeg ikke have respekt for mig selv som bogblogger, og mine læsere såvel som de forlag, jeg er så heldig at arbejde sammen med, kan heller ikke tage det jeg skriver seriøst.

Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om, hvad jeg synes en god bogblog, et godt indlæg og en god anmeldelse er, og det ville egentlig være oplagt at gøre det her, men det bliver nok for langt, og jeg har heller ikke mere tid, så det må vente til en anden god gang. Dette var hvad Luna, Rikke og Rikkes indlæg satte i gang i mit hoved, og jeg håber det bliver til gavn for en anden bogblogger eller to.

På falderebet kunne jeg dog godt tænke mig at spørge jer om følgende: Er det en god eller dårlig ting at forlagene er så rundhåndede med anmeldereksemplarerne? Hvad gør det ved dem, ved os, ved læserne, ved bogbranchen generelt?