mandag den 26. september 2016

"Den gyldne nøgle" af Lene Dybdahl


Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2012
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 375

--- --- ---

"Månen kastede sit sølvskær på cypresser og appelsintræer i den lille patio nedenfor, og [sultanen] satte sig op på den ene albue, så han bedre kunne se. Månen stod i en skæv vinkel på himlen. Det så helt forkert ud. Han skælvede. Det var et dårligt varsel. Halvmånen havde altid ligget som en vugge på himlen og beroliget hans øje når søvnen ikke ville komme. Nu stod den som en dirrende krumkniv i en huggeblok."

--- --- ---

I Den gyldne nøgle, der er første bind i trilogien Nøglens vogtere, møder vi tvillingerne David og Laura, der netop er fyldt 13 år. De to nybagte teenagere lever et helt almindeligt liv som alle andre børn i Danmark med skole, fritidsinteresser, forældre og forventninger om fødselsdagsgaver. Og så dog ... vi når ikke at vende mange sider i bogen, før vi støder på ting, der virker mildest talt mystisk. Hvorfor tror David, det betyder uheld at blive filmet af et sikkerhedskamera, og hvorfor har familien skiftet efternavn og bopæl hvert tredje år lige så længe tilbage Laura kan huske?

Disse spørgsmål har sammenhæng med begivenheder, der ligger flere hundrede år tilbage i tiden, og da bogens handling med ét tager fart, da David og Lauras forældre forsvinder, bliver vi som læsere taget med på en rejse der ikke bare fører helt til Spanien, men også igennem en vigtig del af dette lands historie, nemlig tilbagetrængningen af maurerne, og - måske - til en helt anden verden, skjult i Alhambras måneskin?

--- --- ---

     "Taxachaufføren så skeptisk på Laura og David i bakspejlet.
     ,,Nu er I vel ikke ude på narrestreger?'' brummede han, og satte taxaen i bakgear. David rystede på hovedet og fandt en 100-krone-seddel frem fra rygsækken.
     ,,Vi har penge nok til turen. Men vi skal skynde os, for vores fly afgår kl. 17.15.''
     Taxachaufføren lod til at have accepteret deres forklaring. David kiggede konstant ud ad bagruden for at se om de blev forfulgt, men det gjorde de vist ikke."

--- --- ---

En af forfatteren Lene Dybdahls store styrker er at skabe et særdeles holdbart plot, der byder på masser af forviklinger og overraskelser, og dette er allerede tydeligt her i Den gyldne nøgle, der er hendes første udgivelse. Der er masser af spænding og saft og kraft i både handlingen og karaktererne, og selv om bogen nok passer bedst til børn, der omtrent er på alder med de to hovedpersoner, havde den trods alt også en vis underholdningsværdi for en voksen læser som undertegnede. Hver gang, jeg modvilligt var nødt til at lægge bogen fra mig, glædede jeg mig rigtig meget til næste ledige læsestund, hvor jeg forhåbentlig ville finde ud af, hvordan David og Laura mon klarede sig ud af snart den ene, snart den anden knibe.

I deres jagt på den magiske nøgle, som de håber at bruge som løsesum for forældrene, får tvillingerne hjælp af farens gamle kammerat, Tío Pepe, en herlig, politisk ukorrekt karakter, man som læser ikke kan undgå at komme til at holde af. Det er også lykkedes godt for Lene Dybdahl at give David og Laura hver deres personlighed og måde at tænke på, som er troværdig i forhold til deres køn og alder. Ligeledes forstår hun sig rigtig godt på alle de virkemidler, der får os til at afsky skurkene, af hvem der findes flere vellykkede eksemplarer i bogen.

Den måde, hvorpå historien inddrager spansk historie, sprog og geografi er gennemført og tilfører bogen en betydelig troværdighed og kvalitet. Læsere inden for målgruppen vil ganske givet lære en hel del her, vel at mærke uden at opleve at teksten på noget tidspunkt bliver tung eller tør. Andre fine træk ved bogen og Lene Dybdahls stil er, hvordan hun formår at gøre det velkendte og hverdagsagtige til noget spændende, der viser sig at rumme skjulte hemmeligheder, og hvordan hun formår at bruge humor og overraskende vinkler til at italesætte visse mere eller mindre tabuiserede emner.

Som det gerne skulle fremgå af det ovenstående, oplever jeg bind et i Nøglens vogtere som en meget læseværdig børnebog med adskillige fine kvaliteter. Der er også i den grafiske opsætning og indbindingen gjort noget ud af bogen, hvilket indholdet bestemt gør sig fortjent til. Det var ikke en bog, der rørte ved mit inderste, men det tror jeg heller ikke var meningen med bogen. Til gengæld gav den mig en både underholdende og indholdsrig historie, der var særdeles godt skruet sammen. Den vil givet gøre indtryk på læsere inden for målgruppen og blive en af de historier, man aldrig helt glemmer. Jeg er mere end klar til at gå i gang med bind nummer to!



--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en lille hilsen i kommentarfeltet, så jeg kan se, du har været forbi. Spørg meget gerne, hvis der er noget, du gerne vil vide om bogen, som jeg ikke kom ind på.

onsdag den 21. september 2016

Hvad ræveposen gemte - Fantasyfestival 2016

Forventningens glæde
Efter at have glædet mig i ugevis som kun en læsehest kan, kom søndagen endelig, hvor jeg kunne sætte mig i toget sammen med min skønne veninde (og trofaste læsebuddy) og rejse til Esbjerg for at deltage i årets Fantasyfestival. På stationen i Esbjerg blev vi samlet op af vores anden fælles veninde (og anden trofaste læsebuddy) og hendes lillebror i deres bil, og sammen kørte vi fire ud til konferencehotellet, hvor mange timers fantasy-guf var i vente i form af bøger, forfattere, bøger, foredrag, bøger, aktiviteter, konkurrencer og, ganske rigtigt, flere bøger!

Det var jo udgivelsesdagen for Lene Dybdals bog Skyriel, som er første bind i hendes nye serie Ovanienprofetierne, og hun skulle holde et lille foredrag allerede klokken elleve, hvorefter der ville være signering af bogen og udgivelsesfest på Tellerups stand. Jeg havde lovet min svigerinde (og tredje trofaste læsebuddy), der virkelig godt kan lide Lene Dybdahls bøger, at købe en bog og få den signeret til hende, og hun ville gerne have Skyriel, så da obligatoriske småting som toiletbesøg osv. var overstået, skyndte jeg mig at finde og købe et eksemplar af den til hende.

Riddersalen
Der blev også tid til et hurtigt kig rundt i Riddersalen, hvor de forskellige stande var sat op, og jeg købte endnu en bog af Lene Dybdahl til mig selv, Kongens Krucifix, som er tredje del af hendes første serie, Nøglens vogtere. Den kostede kun tredive kroner, så den hoppede jo nærmest ned i tasken helt af sig selv, og jeg sagde til mig selv at den ikke talte med i regnskabet. Jeg havde nemlig nogen tid forinden bestemt at jeg kun ville købe én ny bog til Fantasyfestival, fordi jeg lider af overfyldte bogreoler, plus at min mand jævnligt forsøger at minde mig om, at der jo også er noget, der hedder biblioteket, hvor man kan låne bøger gratis, ak ja. Men allerede dagen forinden havde jeg nok en fornemmelse af, at det der med kun én bog nok ikke kom til at holde helt stik.

Jeg kiggede mig også om efter bind to i serien, for i forvejen ejede jeg kun bind et (som min mand ironisk nok har købt til mig), men en flink boghandler fra Arnold Busck oplyste mig om, at den i øjeblikket var udsolgt, men at forlaget var i gang med at få den genoptrykt. Jeg kiggede også meget langt efter Kenneth Bøgh Andersens sidste nye udgivelse, Den faldne djævel, der skulle være afslutningen på serien Den store djævlekrig, en serie som har været noget af det bedste jeg har læst de seneste år. Bogen var udkommet for blot et par dage siden, men jeg købte den ikke, fordi 1) Jeg ville ikke købe bog nummer seks i en serie, når jeg ikke ejede nogen af de andre bøger i serien, 2) Kenneth Bøgh Andersen var ikke længere til stede på festivalen, så jeg kunne få den signeret, og 3) den kostede 250 kroner. Jeg har ellers set meget frem til udgivelsen af Den faldne djævel, og håber på at kunne låne den på biblioteket snarest muligt.

Foredrag med Lene Dybdahl
Hurtigt blev klokken elleve, og vi indfandt os til Lene Dybdahls foredrag, hvor hun fortalte lidt om sig selv, lidt om Skyriel og gav nogle tips til, hvordan man kunne opbygge sin egen fantasyverden, hvis man gerne ville være fantasyforfatter. Hun læste også et stykke op fra Skyriel, og den lød til både at være sjov og spændende, ligesom hendes historier plejer at være. Noget nyt er, at den foregår i en "hel" fantasyverden, hvor hendes andre bøger foregår dels i nutiden, dels i fortiden med nogle overnaturlige elementer blandet ind i de historiske fakta, og det er også noget nyt at hun har en kvindelig hovedperson. Faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at læse den, efter at jeg i skrivende stund netop er blevet færdig med Den gyldne nøgle, som jeg faktisk synes endnu bedre om end Den sorte paraply, så jeg håber, min svigerinde vil låne mig Skyriel en gang ved lejlighed.

Lenes foredrag var godt, men jeg ville ønske at det havde varet en time i stedet for en halv, eller at hun havde skåret lidt i indholdet og mest fokuseret på sine skrivetips. For ud fra titlen på foredraget, "Sådan bygger du en fantasyverden på en halv time," troede jeg, det var det, foredraget mest ville omhandle. Det var sikkert også meningen, men desværre kom det til at virke lidt forhastet, fordi der ikke var afsat særlig lang tid. Det virkede også som om det gjorde Lene selv lidt stresset, og hun kom til at gentage sig selv en del mens hun fortalte om udgivelsen af Skyriel. Det var jo ærgerligt, men jeg var selvfølgelig glad for at høre de ting, vi nåede at høre.

Lene Dybdahl læser højt fra Skyriel
Signering med Lene Dybdahl
Efter foredraget gik det næste stykke tid med stå i kø til Lenes signering. Ud over de to bøger, jeg netop havde købt til mig selv og min svigerinde, havde jeg mine to andre Lene Dybdahl-bøger med hjemmefra, i håb om også at få dem signeret. Det var alle sammen nogle ret tykke bøger, så jeg kunne næsten mærke hvordan armene blev længere og længere, mens jeg stod og ventede, og spekulerede nervøst på, hvad jeg dog skulle sige til mit forfatterforbillede, når jeg endelig stod foran hende.

Så blev det min tur, og da vi havde hilst på hinanden, spurgte jeg om hun ville signere alle fire bøger. Det ville hun gerne, og alt imens hun gjorde det, fortalte jeg hende at jeg netop var i gang med at læse Den gyldne nøgle, og at det var skægt fordi jeg selv for to år siden havde været i Spanien og set Alhambra, hvor bogen foregår. Det er der sikkert mange, der har fortalt hende, men hun lød alligevel virkelig begejstret. Hun var rigtig sød og imødekommende, og jeg ville også gerne have fortalt hende, hvor glad jeg er for hendes Forfatterfredag-videoer på YouTube, men der stod mange i kø bag mig, og jeg ville ikke tage mere af hendes tid. Hvis jeg er heldig, får jeg måske mulighed for at snakke med hende om det en anden gang. I hvert fald sagde jeg mange tak, og gik videre med mine nye signerede bogskatte.

Bøger signeret af Lene Dybdahl
Møde med Louise Haiberg
Der var allerede gang i udgivelsesfesten på Tellerups stand, men jeg nåede ikke at smage hverken regnbuedrikken eller nogen af de andre lækkerier, for i det samme spottede jeg Louise Haiberg, og fik den ide, at den bog, jeg officielt ville købe til mig selv i dag, måske skulle være bind et i hendes serie Dæmondræberen. Jeg skyndte mig at finde bogen på hylden henne ved Tellerup og brugte et par minutter på at læse i den, bare for at være sikker på, den nu også var noget for mig. Jeg har nemlig altid syntes forsiden var enormt dragende, men har også hørt at historien skulle være temmelig voldelig. Jeg blev imidlertid straks grebet af den dybt sarkastiske tone, der mindede mig om Jonathan Strouds Bartimæus, og kom frem til den konklusion, at bogen sikkert ville passe mig udmærket, især på en dag, hvor jeg er i humør til en lidt barsk historie - det sker faktisk ind imellem :)

Altså købte jeg bogen og håbede, Louise ikke var forsvundet i mellemtiden. Det var hun ikke - hun stod i hjørnet ved Arnold Buscks stand sammen med blandt andre Carina Evytt og Pernille Eybye. Jeg listede hen imod dem, igen lidt nervøs for at stå overfor et af mine forbilleder, men Louise sagde hej og spurgte, hvem jeg gerne ville tale med. Jeg sagde, det var hende, og spurgte om hun ville signere bogen. Det ville hun gerne. Hun tog sig god tid til at skrive en sød hilsen til mig, og jeg fortalte hende, at jeg en gang tidligere havde mødt hende i Odense til Bookeaters Convention. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg føler mig så knyttet til Louise Haiberg, når jeg ikke engang har læst nogen af hendes bøger endnu, men det er nok fordi hun og jeg næsten er lige gamle, vi begge bor på Fyn, og vi begge åbenbart har oplevet at ligge meget på hospital som teenager, (på det samme hospital, på næsten samme tid). Det får mig alt sammen til at tro på min egen forfatterdrøm. Og så beundrer jeg hende også bare for at have sin helt egen stil, som gør at man kan genkende hende hvor som helst :)

Dæmondræberen: Oprører, signeret af Louise Haiberg
Snart derefter, da vi skulle til at forlade Riddersalen for at køre hen til McDonald's og spise frokost, blev vores opmærksomhed fanget af to skjalde, ligesom resten af det officielle crew klædt ud i fantasykostume. De stillede sig op midt i salen og annoncerede med høj røst de næste punkter i programmet. Det skete flere gange i løbet af dagen, og var super festligt og passede bare rigtig godt ind temaet.

Foredrag med Trudi Canavan
Da vi havde styrket os på hver vores burger, kørte vi tilbage til konferencehotellet. Det var dejligt at være i bil, for det betød jo også at vi kunne lade de bøger, vi indtil videre havde købt, ligge i bagagerummet i stedet for at slæbe rundt på dem flere timer endnu. På vej indenfor gik det imidlertid op for os, at vi ærgerligt nok havde kigget forkert i programmet, og vi derfor faktisk allerede var syv minutter for sent på den til Trudi Canavans foredrag kl. 13.00. Vi skyndte os at finde hen til Slottet, hvor vi listede os indenfor så stille vi kunne.

Jeg var den eneste blandt os tre veninder, der endnu ikke havde læst nogle af Trudi Canavans bøger, så jeg havde ikke nogen særlige forventninger til foredraget. Hun var selvfølgelig allerede godt i gang med at fortælle om sin vej til livet som forfatter, da vi satte os nede på en af de bagerste rækker. Jeg havde en lille smule svært ved at følge med i foredraget fordi, 1) Trudi talte en lille smule for hurtigt og mumlende, 2) min hjerne var stadig helt oppe at køre over mødet med Lene Dybdahl og Louise Haiberg, og selvfølgelig 3) at vi havde misset indledningen til foredraget.

Jeg nåede vist aldrig helt at fange den røde tråd, og kan heller ikke huske særlig mange detaljer, men jeg fik overordnet et virkelig godt indtryk af Trudi Canavan. Hun virkede både sød, ydmyg, intelligent og meget humoristisk. Det overraskede mig, at hun også var en dygtig illustrator. Så derfor fik jeg selvfølgelig alligevel lyst til at købe nogle af hendes bøger, selvom jeg halvt om halvt havde sagt til mig selv at jeg ikke skulle købe mere i dag.

Australske Trudi Canavan fortæller om sine bøger
Signering med Trudi Canavan
Altså spænede jeg (igen!) ned til Tellerups stand og købte en sampak med hendes første trilogi, De sorte troldmænd. Op til Slottet igen og bag i den laaaange kø. Jeg brugte ventetiden på at læse de første 15 sider af bind 1, og selv om det var svært at koncentrere sig om at læse stående med tre bøger i favnen, og jeg efterhånden var noget træt, havde historien faktisk en rigtig spændende indledning, og jeg tror bestemt ikke, det var noget fejlkøb.

Jeg var som sædvandlig en af de sidste i køen, men endelig blev det også min tur. Trudi var virkelig rar at snakke med, og hun signerede alle tre bøger. Jeg takkede hende blandt andet for de boganbefalinger, hun havde givet sidst i foredraget, og vi snakkede lidt om bogen Illuminae, som var iblandt dem, og som jeg havde læst for nylig. Hun fortalte, at hun boede i samme by som Amie Kaufman og Jay Kristoff, (forfatterne til Illuminae), så de kom altid til hinandens bog-events, og at hun holdt meget af dem.

Hilsen fra Trudi Canavan
Reflektion over dagen
Der var kun omkring en time til at festivalen lukkede. Nu var jeg sikker på, at jeg ikke skulle købe flere bøger den dag, og var sådan set klar til at vende næsen hjemad, men vi havde endnu ikke været udenfor og kigge på alle de aktiviteter, der fandt sted der, så det gjorde vi, kort, og det var også rigtig fint. Jeg syntes, dagen var fløjet af sted, og meget af tiden var jo også gået med at sidde til foredrag og stå i kø. Næste gang vil jeg også gerne høre nogle foredrag, for det plejer bare at være super duper spændende at høre forfattere fortælle om alle deres erfaringer, men jeg vil også huske at bruge lidt mere tid udendørs, og især også på de mange mindre forlags stande. Alle de fem bøger, jeg købte, (seks, hvis jeg tæller den til min svigerinde med), var fra Tellerup, og jeg vil faktisk meget gerne også give andre fantasyforlag og -forfattere en chance.

Et skæbnebestemt møde
Til sidst blev min veninde og jeg igen sat af på Esbjerg station, hvor vi var så optaget af vores nye bogskatte (og nok også så trætte), at vores tog kørte uden os, selvom vi havde siddet og ventet på det i tyve minutter, haha! Altså måtte vi vente endnu fyrre minutter på det næste tog. Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget, for da vi havde sat os til rette på i toget, kom en fyr og sagde, han havde reserveret min plads. Jeg rykkede fra vinduet til gangpladsen, og han satte sig ned. Da han så vores farvestrålende ræveposer fra Tellerup, sagde han, at han kunne se, vi havde været på fantasyfestival. Det var jo rigtig nok, og vi begyndte at snakke. Han viste sig at være Martin Willer, forfatter til børnebogserien Den utrolige Scott Roddick. Hele vejen hjem til Odense fik vi os en herlig og særdeles hyggelig snak om blandt andet læsning, og tegneserier og TV-serier fra dengang vi var ... yngre (for unge er vi jo stadigvæk!). Og da det var tid for min veninde og jeg at stå af, og for vores rejsefælle at skifte tog i Odense, viste det sig, at Martin i virkeligheden skulle have siddet et helt andet sted i toget. Noget kunne tyde på at vores møde var bestemt af højere magter :)

Endelig hjemme
Sådan sluttede en yderst oplevelsesrig dag på Fantasyfestival 2016. Heldigvis blev min elskede mand slet ikke sur, da han så, jeg kom hjem med fem nye bøger i stedet for én. (Takket være de gode festivaltilbud var jeg da også sluppet billigt: Kun 330 kr. for fem flotte, indbundne bøger). Han hentede endda mig og min veninde på stationen i bilen og lavede aftensmad til os. Og det var heller ikke længe efter, at vi havde spist, at jeg måtte bøje mig for den forkølelse, der allerede havde været et par dage undervejs, og kravle under dynen med en kop varm te.

Oprindeligt ville jeg gerne have været af sted til Fantasyfestivalen lørdag frem for søndag, for yderligere at møde Kenneth Bøgh Andersen, Dennis Jürgensen og Haidi Wigger Klaris, men jeg er alligevel godt tilfreds med, at det blev om søndagen. Bare tænk på, hvor mange flere bøger, jeg havde været nødt til at slæbe med hjemmefra eller købe på festivalen, hvis det havde været tilfældet ... ! Jeg har også leget med tanken om at overnatte på vandrerhjem i Esbjerg og på den måde få hele festivalen med, men jeg ved ikke om jeg nogensinde får mine veninder overtalt til det - og jeg ved heller ikke om jeg kan tåle så stor en dosis boglig fornøjelse på én gang ;). I hvert fald tak til Esbjerg Bibliotekerne for endnu et fantastisk arrangement.

Jeg vil slutte dette indlæg med nogle billeder af, hvad ræveposen gemte, da jeg kom hjem:




Husk som altid at sige hej i kommentarfeltet, så jeg kan se, at du har været forbi. Jeg håber, du har fået noget ud af at læse om mine oplevelser på Fantasyfestivalen, og at vi ses der næste gang.

torsdag den 15. september 2016

DIY-bogmærker til den kreative læsehest

Her kommer et lidt anderledes indlæg, som er for dig, der holder (næsten) lige så meget af at klippe og klistre, som at læse. I dette indlæg vil jeg vise dig trin for trin hvordan du kan lave dine egne flotte og farverige bogmærker ud af dine tomme Pukka-te æsker og eventuelt lidt garn og knapper eller perler. (NB: Dette indlæg er ikke sponsoreret af Pukka.)

Med lidt held kommer bogmærkerne til at se sådan her ud, når de er færdige:


For at lave et bogmærke skal du bruge:

  • En tom Pukka-te æske
  • En saks
  • En lineal (valgfrit)
  • En blyant (valgfrit)
  • En almindelig hulmaskine (valgfrit)
  • Noget garn, fx broderegarn (valgfrit)
  • Nogle søde knapper/perler (valgfrit)

En kop Pukka-te smager særdeles dejligt og er den perfekte følgesvend når du skal læse. Og når æsken er tømt har du mulighed for at udnytte det flotte design til et bogmærke.

1) Begynd med forsigtigt at skille æsken ad i enderne, der hvor den er limet. Limen er ikke så kraftig, så det skulle være nemt nok.

2) Når æsken er foldet ud, kan du bruge et øjeblik på at læse hvad der står på den sjove inderside. Derefter tager du en saks og klipper forsiden ud. (Du kan også bruge den anden mønstrede side og lave to bogmærker af hver æske, men jeg vælger kun at bruge forsiden denne gang). Tadaa! Nu har du faktisk et brugbart bogmærke, og hvis du ikke gider mere, kan du stoppe her. Men hvis du vil gøre lidt mere ud af det, så gå videre til trin 3.
3) Tag saksen og klip hjørnerne runde.
4) Tag hulmaskinen og lav et hul i midten foroven. Hvis du ikke stoler på dit øjemål, kan du måle dig frem til midten med en lineal og sætte et mærke med en blyant, så du har noget at sigte efter med hulmaskinen. Du kan også tage bunden af hulmaskinen og vende den på hovedet, så du kan se blyantmarkeringen gennem hullet før du "skyder."

5) Tag et stykke garn på ca. 65 cm. Broderegarn, som kan købes billigt i Søstrene Grene, er velegnet. Læg garnet dobbelt to gange. Så skulle du gerne have to løkker i den ene ende, og en løkke og to ender i den anden ende. Stik enden med de to løkker gennem hullet fra forsiden og træk den anden ende igennem, så garnet hænger fast som vist på billedet.
6) Du kan nu vælge bare at klippe spidserne på garnet og slå en fin knude, eller du kan tilføje lidt ekstra bling først. Jeg pyntede enderne med nogle knapper og perler, jeg havde liggende. Nu er bogmærket færdigt og klar til brug!
Tak fordi du læste med. Glem ikke at sige hej i kommentarfeltet herunder, så jeg kan se, du har været forbi. Rigtig god fornøjelse med dine bogmærker :)