onsdag den 24. februar 2016

Skatte i reolen #2 - Septimus Heap


Jeg opdagede i går via bogblogger Ibens instagram, at Arnold Busck havde et mildest talt utroligt tilbud på Septimus Heap serien af Angie Sage. Sampakken med de syv flotte hardback bind var sat ned til blot 249 kr. fra en normalpris på 2.099 kr., så der var slet ikke noget spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle købe dem eller ej. Det føltes jo som en ren foræring. Da jeg hentede dem i butikken, sagde ekspedienten da også, at det var det bedst sælgende tilbud i deres store udsalg, der finder sted i denne uge.


Magik, det første bind i fantasy-serien om drengen Septimus, der er den syvende søn af den syvende søn, udkom på dansk i 2006. Jeg fik dengang bogen i gave af en veninde, og har egentlig lige siden da haft et ønske om at samle hele serien, fordi den bare var så fantastisk god. Men de var forholdsvis dyre, og jeg stødte aldrig på dem til tilbudspris, selvom de jo efterhånden havde nogle år på bagen. Men nu havde Arnold Busck åbenbart besluttet at det var tid til at komme af med dem. Gad vide om der er nye udgaver på vej?

Nå, men det jeg så godt kan lide ved disse bøger, (her skulle jeg måske lige nævne, at jeg altså kun har læst bind 1 og 2, så teknisk set ved jeg ikke, om bind 3 til 7 lever op til de foregående), er blandt andet at historien er kompleks, original og overraskende, samtidig med at den trækker på nogle helt grundlæggende og velvalgte eventyrelementer og fantasy-traditioner. Det magiske system er gennemtænkt. Karaktererne er virkelig detaljerede, levende og forskellige. Man kommer til at elske dem alle for hver deres små særheder. Bogens verden og atmosfære er på én gang fuld af eventyr og humor såvel som spænding i spandevis. De farverige omslagsillustrationer fanger den stemning rigtig godt. Og så er sproget både rigt og let tilgængeligt.


Hermed fik jeg sat nogle ord på den glæde, det er for mig endelig at have denne skat stående i reolen. Hvor er jeg spændt på at komme videre i serien efter så lang tid.

*** *** ***

EKSTRA - SPÆNDENDE NYT!
I anledning af, at So Many Books er kommet så godt fra start, har jeg tænkt mig at afholde min første giveaway. Det er lykkedes mig at finde en rigtig fed bogpræmie, som én af mine mange skønne læsere kan vinde. Hold øje med bloggen de næste par uger for at finde ud af, hvad præmien er, og hvordan du kan deltage i lodtrækningen.

onsdag den 17. februar 2016

"Da Vinci's Tiger" af Laura Malone Elliott


Læst på engelsk. Endnu ikke udgivet på dansk.

Forfatter: Laura Malone Elliott
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman / YA
Forlag: Katherine Tegen Books
Sideantal: 287

"Jeg holdt mine hænder op foran mig i mørket for at betragte dem som orakler for menneskelige følelser. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over før, hvor meget vores håndbevægelser sagde om vores sind."

Da Vinci's Tiger er en vellykket kombination af flere ting. På én og samme tid er den en pigebog med fnis og følelser såvel som en varm hyldest til det kunstneriske sind og den klassiske renæssancekunst. Handlingen drives frem af spændende politiske intriger, der heldigvis ikke er alt for indviklede at følge med i.

Jeg har tidligere talt om, hvor meget jeg glædede mig til at læse denne bog i mit indlæg om Owlcrates decemberboks, og selvom bogen på nogle punkter var anderledes, end jeg havde håbet, oversteg den alligevel samlet set mine forventninger. Især var jeg positivt overrasket over, hvordan bogen viser, hvor enkelt det egentlig er at betragte og få noget ud af et kunstværk. På en måde er bogen den perfekte introduktion til kunstverdenen.

Bogens hovedperson og jeg-fortæller er den 17-årige Ginevra De' Benci. Hendes liv ligner ikke de fleste 17-årige pigers i dag. Året er 1475, stedet er Firenze, og Ginevra, der er født ind i byens bedre borgerskab, har allerede været gift med Luigi, en velanset klædeforhandler, der er omtrent dobbelt så gammel som hende selv, i et år. Hendes hverdag består for en stor del af at bestyre husholdningen i hendes og Luigis hjem. Med andre ord er hun allerede voksen i samfundets øjne.

"Jeg vidste, jeg var vidne til kreativiteten, en tanke, der forsøgte at kæmpe sig ud af en puppe til lyset."

Elliott har gravet i historiebøgerne og i den virkelige person Ginevra De' Benci fundet en karakter, der både er klog, handlekraftig og rap i replikken, hvilket gør hende til en sjov hovedperson, der er let at holde af. Den virkelige Ginevra, som vi kender til i dag takket være Leonardo Da Vincis første portrætmaleri, var kendt som en intelligent og dydig ung kvinde og talentfuld digter. Elliott har i bogen gjort hende både livagtig og troværdig. Og så har hun ud fra de få oplysninger og gisninger, der omgiver Da Vincis mystiske portræt, skabt en gribende, detaljeret og overbevisende historie.

Ginevra stiller ikke spørgsmål ved fx alderforskellen i sit ægteskab, eller andre ting, der var almindelig praksis på den tid. De opgør med tradition som bogen handler om, er de opgør, der også i virkeligheden kendetegnede perioden. Forfatteren har altså undgået at falde i presentismens fælde, hvilket er en af de bedste kvaliteter ved bogen.

Ginevra og hendes mand er ikke forelskede i hinanden. Deres ægteskab er en praktisk og forretningsmæssig ordning. Men pludselig viser to andre mænd Ginevra opmærksomhed. Den ene er ambassadøren Bernardo Bembo, der først foregiver blot at være interesseret i hendes digte, men senere viser sig at ville mere end det. Men er hans platoniske kærlighed ægte, eller er hun bare en brik i hans politiske spil? Den anden er den unge kunstner Leonardo Da Vinci, der bare gerne vil have mulighed for at male Ginevra, og desuden ikke foregiver noget som helst, hverken overfor hende eller nogen andre mennesker.

Da aftalen om portrætmaleriet endelig kommer i stand, med Bembo som mæcen, opstår, på baggrund af deres fælles kærlighed til kunsten og kreativiteten, et forhold mellem Leonardo og Ginevra, der ikke bare er et arbejdsfællesskab, heller ikke et venskab eller et kærlighedsforhold, men i stedet noget helt andet og unikt.

"Det er øjnene, der lukker én ind i det allerhelligste, ind i en persons essens."

* * * * * * * * * *

Vil du vide mere om portrætmaleriet af Ginevra De' Benci, kan du evt. se denne 6 minutter lange YouTube video.

mandag den 8. februar 2016

Viktoriansk litteratur

Væsen og væmmelse
Den 1. februar var jeg til et foredrag på Odense Hovedbibliotek om den viktorianske periode i England. Foredragsholderen Claus Schatz-Jakobsen kendte jeg fra min tid som studerende på SDU som en dygtig og indsigtsfuld litteraturhistoriker samt en af de mest inspirerende undervisere, jeg nogensinde har haft. Emnet var jo spændende nok i sig selv, men det var Claus' navn på plakaten, der garanterede mig, at foredraget var værd at bruge tid og penge på. Jeg vil i dette indlæg dele nogle af de guldkorn, jeg fik kradset ned i min notesbog undervejs. Illustrationerne af sæbereklamen og Crystal Palace er eksempler fra foredraget.

Den historiske baggrund
Den viktorianske periode er en betegnelse for tiden, hvor dronning Victoria regerede det britiske imperium, altså 1837-1901. Storbritannien var på den tid en utrolig magtfuld kolonimagt, og perioden var præget af en stærk følelse af national-etnisk og militær overlegenhed. Andre etniciteter ansås for mindre værdige, hvilket bl.a. resulterede i racistiske fordomme, fx at indere var kriminelle (eksempel herpå i krimien Månestenen af Wilkie Collins fra 1868).


Perioden var også kendetegnet af at være en brydningstid af meget stort format. Ikke mindst skete der et voldsomt opbrud fra det agrar-feudale til det industrialiserede samfund, hvor moderne begreber som liberal-demokrati og sekularisering slog igennem. London var den første by i verden, der rundede en million indbyggere, hvilket skete i 1801. I 1851 fandt The Great Exhibition sted i den bemærkelsesværdige bygning Crystal Palace, der udelukkende bestod af jern og glas. Udstillingen står som et ikon for industrialiseringen. 6 millioner mennesker så udstillingen, der husede 14.000 udstillere fra hele verden. Endvidere fandt en omfattende infrastrukturel udvikling sted, bl.a. med anlægning af jernbaner og ingeniøren Joseph Bazalgettes anlæggelse af kloaker.


Viktorianske værdier
Viktoriatiden var præget af borgerlige livsformer og værdier. De store dyder omfattede fx en høj arbejdsmoral og udsættelse af behovsopfyldelse. At være respektabel og alvorlig stod ligeledes højt på listen (noget som Oscar Wilde's The Importance of Being Earnest, blev et parodierende eksempel på). Ikke mindst gjaldt også en meget dydig-snerpet seksualmoral. For eksempel dækkede man borde med duge, der nåede helt ned til gulvet, for at de bare bordben ikke skulle give anledning til forkerte tanker(!)

Disse værdier udgjorde en pæn og ordentlig overflade, der egentlig blev et spejl for de fortrængninger og væmmelser, man havde ved de mindre pæne og ordentlige ting såsom afføring, prostitution, kriminalitet, andre hudfarver etc. Denne tendens kan stilles op i værdiladede modsætningspar:
  • Menneske - dyr (Charles Darwin)
  • Mand - kvinde (biologisk determinisme)
  • Den hvide europæer - den etnisk Anden
  • Kapital - arbejde (Karl Marx)
  • Lovlydig - kriminel
  • Rask - syg
  • Ren - beskidt
  • Heteroseksuel - bi-/homoseksuel
"Viktoriansk" var en betegnelse, man allerede brugte inden periodens udgang. Dog begyndte de viktorianske værdier at blive kritiseret allerede fra omkring 1880, bl.a. af Oscar Wilde, som nævnt, samt Lytton Strachey, der skrev værket Eminent Victorians (titlen var dybt ironisk). Fra ca. 1910 fik ordet "viktoriansk" en nedsættende betydning, og blev brugt til at betegne det, som var snerpet og gammeldags. 

Viktorianske romaner
Men hvor kommer periodens litteratur så ind i billedet? Den viktorianske litteratur fascinerer stadig meget i vor tid og filmatiseres flittigt (fx Sherlock Holmes). Måske fordi vores tid er præget af nogle af de samme tendenser. John Fowles' The French Lieutenant's Woman fra 1969 tegner et billede af et åndeligt slægtskab mellem 1860'erne og 1960'erne. Også Sara Waters' Affinity fra 1999 er et eksempel på tilbageskrivning til viktoriatiden. "Romanen er sin tids mest effektive moralske drivkraft," skrev litteraturkritikeren Lionel Trilling i 1947. Romanformen er altså en enestående kilde til at studere en anden tid. I viktoriatiden udkom ikke mindre end 50.000 romaner fra 3.500 forfattere (som regel først som føljeton, senere samlet som roman), så der er i hvert fald stof nok at tage af.

De mange viktorianske romaner kan inddeles i nogle undergenrer, fx guvernanteromanen (Jane Eyre), kriminalromanen (Sherlock Holmes), kærlighedsromanen, industriromanen (Gaskell's Nord og syd) samt den socialt indignerede roman (Charles Dickens).


På billedet ovenfor ses nogle eksempler på viktorianske romaner fra min egen reol. Jeg håber, dette var interessant for nogle af jer, og har givet jer lyst til at læse eller genlæse nogle romaner fra viktoriatiden - og måske forstå og værdsætte dem endnu bedre end før. Den seneste viktorianske bog, jeg selv har læst, var Wuthering Heights (dansk titel: Stormfulde højder) af Emily Brontë. Hvad var din? Skriv en kommentar og fortæl det herunder.

onsdag den 3. februar 2016

"Vi, de druknede" af Carsten Jensen


Forfatter: Carsten Jensen
Udgivelsesår: 2006
Genre: Slægtsroman/historisk roman
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 693

“Ingen syntes at bemærke, at her gik der en overlevende rundt på dækket.” Citat side 479.

Vi, de druknede af Carsten Jensen er en slags slægtsroman, men den handler ikke så meget om en enkelt slægt, som den handler om en hel by, nemlig Marstal på Ærø. Bogen skildrer historiens gang i Marstal og verden fra Treårskrigen i 1848 til 2. Verdenskrig i 1945. Men det historiske element opfattede jeg egentlig kun som en bagvedliggende kulisse. De forskellige karakterers oplevelser og personlige kampe er det, der udgør bogens egentlige handling.

Bogen lå et stykke udenfor min såkaldte comfort zone, og føltes lidt som et maraton for mig at komme igennem. Jeg fik den i julegave, og én af grundene til, at jeg gik i gang med at læse den så hurtigt var nok, at jeg var bange for, at den ville komme til at stå på reolen og true med sine snart syv hundrede sider, og jeg aldrig ville få taget den ned igen. Med en vis mistanke om, at der er sider ved bogen, jeg muligvis ikke har forstået, kaster jeg mig alligevel ud i at skrive en anmeldelse.

Bogens gennemgående tema er søfart - et tema, forfatteren formåede at gøre fascinerende for mig, uden at jeg havde nogen særlig forhåndsviden. Hvad yderligere angår indholdet, bød bogen dog især i indledningen og første del på ting, jeg hurtigt kunne få for meget af, fx mennesker, der bliver skudt til smadder af kanonkugler, og en sadistisk skolelærer, der straks ledte tankerne hen på lektor Blomme. Men senere, da bogens egentlige hovedperson, Albert, tager ud på en årelang jordomsejling for at finde sin far, syntes jeg alligevel, bogen begyndte at blive ret spændende. Albert kommer i hvert fald ud på eventyr så utrolige, som kun den mest garvede søulk kan fortælle dem. Det var også interessant at se, hvordan bogen havde et meget internationalt perspektiv i og med at sømændene kom hele verden rundt, men at Marstal alligevel altid stod som beretningens centrum.

Bogens fortæller er lidt speciel, og egentlig ikke særlig gennemført, men dog effektiv. Hovedsageligt er fortælleren bundet til den person, læseren følger på det pågældende tidspunkt. Fra tid til anden river den sig så løs og udgøres i stedet af et stort, kollektivt “vi,” som aldrig bliver hundrede procent præciseret, men må antages at være indbyggerne i Marstal, både dem, der spiller en rolle i historien og dem, læseren aldrig hører om.

Selvom jeg personligt har blandede følelser om denne bog, skal der dog ikke herske tvivl om, at den virkelig er godt skrevet. Sproget er levende, originalt og flydende. Det fængede, så jeg bevarede koncentrationen, også gennem de passager, hvor fortælletempoet var helt nede i den lave ende, hvilket det var, størstedelen af tiden. En sjælden gang imellem syntes jeg, sproget var en lille smule for højtideligt, men det kom jeg over, fordi det for det meste bare var enormt rammende og ... ja, godt. Bogen er også bygget rigtig godt op, og læseren bliver ført sikkert igennem historien og dens store persongalleri som en kaptajn, der fører sit skib behændigt gennem et vanskeligt farvand.

Vi, de druknede er en bog, der stiller nogle eksistentielle spørgsmål, og hvor vi kommer meget dybt ind i mange forskellige både velfungerende og mindre velfungerende personer, både børn, voksne, gamle. Der er virkelig gjort noget ud af at skabe realistiske karakterer med plads til både det gode og det onde i mennesket. Nogle gange dog nok mest det onde, hvilket lyder mere deprimerende, end det egentlig er.

Vi, de druknede har fået mig til at tænke mange tanker, hvilket må være et plus i sig selv. Bl.a. har jeg tænkt meget over, om jeg var tilfreds med slutningen, og ikke mindst hvad bogen egentlig ville sige. Jeg er kommet frem til, at jeg delvist er tilfreds med slutningen, men om bogen har et samlet udsagn ved jeg ærligt talt ikke (endnu).

“Når alt kommer til alt, er der ingen, der kender hinanden.” Citat side 385.