mandag den 27. marts 2017

Opsamling #5

Sidste gang, jeg lavede en opsamling, var midt i oktober, så det er på høje tid, at jeg får gjort det igen. Ellers glemmer jeg vist helt, hvad jeg syntes om de forskellige bøger.

Den To-Be-Read liste, jeg lavede dengang, ser nu således ud:



Som det fremgår, har jeg lavet ni ud af tolv hak. Derudover har jeg læst ni andre bøger (hvoraf nogle dog er i samme serie som dem på listen). Den samlede opsummering kommer her:

Den faldne djævel (Den store djævlekrig, bind 6) af Kenneth Bøgh Andersen
Dette var en fantastisk afslutning på en lige så fantastisk serie. Kenneth Bøgh Andersen kan altså skrive så det er en fryd, og samtidig fortælle en historie, der både er sjov og gør indtryk dybt ind i sjælen. Jeg overvejede at skrive en anmeldelse, men det er der jo så mange andre, der har gjort. Og i hvert fald havde jeg ikke noget væsentligt at tilføje til Den Lille Bogblogs udmærkede anmeldelse.

Kongens krucifix (Nøglens vogtere, bind 3) af Lene Dybdahl
Denne bog er slutningen på endnu en fantasytrilogi for børn og unge, som jeg synes rigtig godt om. Jeg har skrevet separate anmeldelser af alle tre bøger, og du kan finde linkene under "anmeldelser" i menuen, men her er lige et hurtigt link, så du kan læse mere om bind 3.

Tir-Näzrals arving (Stjernekrønikerne, bind 1) af Mads Schack-Lindhardt
Jeg valgte at læse og anmelde denne fantasyroman på opfordring fra forfatteren, og det var heldigvis også en ret god læseoplevelse. Så vidt jeg ved, arbejder forfatteren i øjeblikket på at få udgivet bind 2, og jeg ser frem til at se, hvordan historien kommer til at udvikle sig. Du kan evt. klikke her og læse hele anmeldelsen.

Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, bind 3) af Haidi Wigger Klaris
Selvom de to foregående bind i serien ikke var 100% mig, valgte jeg alligevel at bede forlaget om et anmeldereksemplar af denne bog. Jeg ville i hvert fald gerne vide, hvordan historien sluttede, og som jeg også skrev i anmeldelsen, er der faktisk også meget godt at hente, hvis bare man ikke har forventninger om et spændende og udfordrende sprog eller et kompliceret plot.

Frændeløs af Hector Malot
At spørge andre mennesker om deres yndlingsbøger kan være en god strategi til at opdage nye bøger og genrer. Da jeg spurgte en af mine veninder, hvad hendes yndlingsbog var, svarede hun "Frændeløs." Jeg havde ikke engang hørt om denne børnebog, selvom den er en klassiker, men heldigvis gav hun mig lov til at låne den. Det er en lille, sød historie, som er velegnet til højtlæsning for børn, og jeg kan sagtens forestille mig, hvorfor den gjorde indtryk på min veninde, da hun var lille, på samme måde som Brødrene Løvehjerte har gjort ved mig.

De forsvundne levn (Fallen, bind 4), af Lauren Kate
Fallen-serien er en paranormal kærlighedshistorie målrettet teenagepiger, og har været rigtig guilty pleasure-læsning for mig. Luce og Daniels kærlighedsforhold er ekstremt romantisk og meget følelsesbaseret og dramatisk, og selvfølgelig er de begge to unge og smukke (det vil sige, teknisk set er Daniel, som jo er en engel, tusindvis af år gammel. Men han ligner en, der er på alder med Luce, så derfor kalder vi ham ikke pædofil). Det er lige før, det bliver for meget af det gode, selv for mig. Men noget, som jeg syntes, gjorde denne serie til noget særligt, er den melankolske stemning, de fine beskrivelser og det rolige fortælletempo. Bind fire var mindst lige så godt som de foregående. Jeg ved, der er flere bøger i serien, men lige for tiden trænger jeg til at læse noget andet end YA, så dette er et godt sted at stoppe, eller i det mindste holde pause, fordi serien efter bind 4 får nye hovedpersoner.

Dæmondræberen, trilogi af Louise Haiberg
Denne serie er lidt ligesom hovedpersonen Dominic selv: Hård udenpå, men blød indeni. Disse tre murstensromaner rummer en del flere bandeord, vold, blod og voksent indhold, end hvad jeg plejer at læse. Jeg måtte også lige overveje en ekstra gang, om de nu også var noget for mig. Men det var de overraskende nok. Der er mange barske hændelser, og bogen handler meget om det onde og det gode i os alle. Jeg blev stillet ansigt til ansigt med ondskaben og lidelsen -- ting, det ellers kan være nemt at lukke øjnene for. Disse ting gør, at jeg siger historien er hård udenpå. Det, der gør den blød indeni er, at under den hårde skal, er historien en helt klassisk beretning om det gode mod det onde, hvor de traditionelt gode værdier står i centrum. Hvis ikke det havde været sådan, ville bøgerne nok ikke lige have været mig. Derudover vil jeg sige, at Louise Haiberg er virkelig dygtig til karakterudvikling, og jeg kan forestille mig, hun også har måttet lave en hel del historisk research for at skrive denne serie.

Løgnens træ af Frances Hardinge
Denne YA-roman, der foregår i 1800-tallet, og handler om en pige, der forsøger at opklare mordet på sin egen far, er en af de bedste bøger, jeg har læst længe. Den har rigtig meget af byde på, både hvad angår sprog, tematik, plot, karakterer osv. Den har vundet prisen Costa Book of the Year i 2015, en pris der gives til bøger skrevet af forfattere baseret i UK og Irland, og jeg synes prisen er yderst velfortjent. Læs hele min anmeldelse af bogen ved at klikke her.

Vi andre bor her bare af Patrick Ness
Her er endnu en standalone, som var en fornøjelse af læse, og jeg burde have skrevet en ordentlig anmeldelse af den, men fandt bare ikke tid til det. Patrick Ness har virkelig fingeren på pulsen når det drejer sig om, hvad der faktisk foregår inde i hovedet på teenagere, og så skriver han også brandgodt. Desuden har han en god fantasi og en skarp iagttagelsesevne. Bogen er rå og ærlig (men ikke på en socialrealistisk måde) og udtrykker et syn på teenagere som hele mennesker med reelle problemer, og mange relevante emner kommer under behandling, fx venskab, seksualitet, livsværdier og psykisk sygdom. Samtidig er det en af den slags bøger, der får én til at se, at der altid er et glimt af håb et eller andet sted ude i horisonten, og at fællesskab kan opstå under de mest uventede forhold.

Harry Potter, bind 1-3, af J.K. Rowling
At genlæse hele Harry Potter-serien på originalsproget er et af mine overordnede læsemål for 2017, og det har været med den største gensynsglæde, at jeg nu er kommet igennem de tre første bøger. Jeg har savnet Harry, Ron, Hermione og deres skole og deres familie og venner mere end jeg anede. Mange skønne detaljer var blevet glemt i årenes løb, men bliver nu genopdaget. Glæder mig som et lille barn til at fortsætte med bind 4-7.

Dragerne, Oprørerne og Soldaterne (Sagaen om Talon, bind 1-3), af Julie Kagawa
Dette er en YA fantasyserie som er blevet meget rost, men som har skuffet mig en lille smule. Bøgernes præmis er original, og det er en meget actionpacked og spændende historie, men sprogligt har den ikke meget at byde på, især ikke den danske oversættelse. Der kommer to bind mere i serien, og sandsynligvis vil jeg læse dem, om ikke andet så bare for at finde ud af, hvordan det hele ender. Klik her for at læse hele min anmeldelse.

Nøglen til Cecilie og Sommersonater (Cecilie, bind 1 og 2) af Bodil Sangill
Disse to bøger handler om den 20-årige Cecilie, der er adoptivbarn og har oplevet en del svigt i sin barndom. Hun arbejder som kassedame ved købmanden og har ikke den store selvtillid. Men så arver hun et hus af sine gamle voksenvenner og begynder at sy billedtæpper, og lidt efter lidt kommer hun tættere på at finde sig selv og sine talenter. Og måske også Gud. Og måske også kærligheden. I bagsideteksten beskrives forfatterens skrivestil som "eftertænksom," og efter at have læst bind 1, syntes jeg, det var en stor underdrivelse. Der skete nærmest ingenting i historien, og det meste af tiden befandt man sig inde i Cecilies hoved. Men det var faktisk en rar afveksling. I bind to var det som om, der begyndte at ske lidt mere, men det blev stadigvæk fortalt på en meget udramatisk måde. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, hvor forfatteren har benyttet sig af så få dramatiske virkemidler, og det tager jeg virkelig hatten af for, for det gjorde på ingen måde historien kedelig. Det er også denne komplet udramatiske skrivestil, der forhindrer mig i at kalde Cecilies historie for en "sød" historie. Jeg vil hellere sige, det er en god historie. Det eneste, der irriterede mig lidt ved disse to bøger var, at sproget lød noget gammeldags i mine ører, også i dialogerne, som jo skulle forestille at foregå mellem nutidens unge. Men bortset fra det, er jeg virkelig glad for at have læst dem. Især kunne jeg godt lide at bøgerne også i høj grad er en hyldest til den kreative proces og det kreative sind. Jeg ved ikke, om der kommer flere bøger i serien, men hvis der gør, vil jeg helt klart læse dem.


Det blev næsten til en hel anmeldelse af Cecilie-bøgerne, men det er også dem, eller i hvert fald nummer to af dem, jeg har mest i frisk erindring.

Jeg håber, du er blevet inspireret af at høre lidt om mine seneste læseoplevelser. Næste indlæg her på bloggen kommer sandsynligvis til at handle om min næste TBR-liste. Jeg skal bare lige have den skrevet ... :)

Jeg glæder mig stadig til Dewey's 24-hour Readathon den 29. april. Hvis du ikke kender til dette internationale læsearrangement endnu, så har forfatter Katja L. Berger skrevet en fin introduktion til det på sin blog. Hun har selv deltaget flere gange. Du kan også gå direkte til Readathon'ets hjemmeside.

Har du selv læst nogle af de ovennævnte bøger, eller vil du høre mere om dem, så læg endelig en kommentar. Også, hvis du bare har lyst til at sige hej.

torsdag den 23. marts 2017

"Soldaterne" (Talon 3) af Julie Kagawa


Originaltitel: Soldier
Forfatter: Julie Kagawa
Udgivelsesår: 2017
Genre: Fantasy/YA/Kærlighed
Forlag: HarperCollins Nordic
Antal sider: 335

Denne bog er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Tredje del af Talon-sagaen, Soldaterne, udkom i Danmark den 1. marts 2017. Serien, der er skrevet af amerikanske Julie Kagawa, omfatter i alt fem bind.

I Soldaterne kommer vi igen i selskab med de kendte hovedpersoner fra bind et og to, Ember, Riley, Dante og Garret. De befinder sig stadig midt i den århundreder gamle, skjulte krig mellem dragernes magtsyge organisation Talon og dens modstandere, den retskafne Sankt Georgs Orden, der består af menneskelige soldater. Midt i kampens hede er Ember stadig i tvivl om hvorvidt hun føler sig mest som drage eller mest som menneske - og har svært ved at gennemskue, hvad det betyder for hendes forhold til Garret og Riley, der begge er forelsket i hende. Samtidig følger vi Dantes vej op gennem rækkerne i Talon. Men I denne bog melder en ny spiller sig også på banen i det hæsblæsende kapløb på tid og taktik, nemlig den asiatiske drage Jade. Og grufulde hemmeligheder fra både Garrets og Dante og Embers fortid dukker op til overfladen.

Forestil dig en historie om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og i hemmelighed har levet side om side med os i århundreder. Lige her midt i vores moderne samfund. Fedt ikke? Denne grundlæggende ide synes jeg er noget af det bedste ved Talon-sagaen, og dermed også denne bog. Drager, der forvandles til mennesker har vi set flere vellykkede eksempler på i litteratur og film, fx Eustace i Narnia og Haku i Chihiro og heksene. Men i Talon-sagaen møder vi altså fænomenet i en helt anden skala, og det er godt fundet på.

Soldaterne rammer, ligesom de foregående bind i serien, målgruppen godt. Det gælder både de temaer, historien berører, såsom forelskelse, identitet og selvstændighed, samt personernes sprog og væremåde. Og selvom det klassiske trekantsdrama fylder forholdsvis meget i historien, synes jeg der var passende langt imellem scener med kys og kram, så det blev ikke for meget af det gode. Der er også tale om forholdsvis uskyldige kys og kram, som alle kan være med på.

Desværre har jeg nok mere negativt end positivt at sige om bogens sprog og komposition. Jeg oplevede gennemgående sproget som temmelig stift og klodset, og stort set uden variationer, sproglige billeder, eller andre ting, der normalt gør en bog lækker og interessant at læse. Mange steder skinner den originale, engelske grammatik så meget igennem, at læseren nærmest selv skal gøre halvdelen af oversættelsesarbejdet. Dog er det blevet bedre i forhold til bind et og to, hvor jeg ind imellem havde lyst til at kaste bogen fra mig i frustration over antallet af grammatiske fejl. Men her i bind tre er der stadig en hel del stavefejl og grammatiske uskønheder. Og det synes jeg, er et problem, for hvordan skal unge udvikle et godt sprog, hvis ikke de møder det i de bøger, de læser? Det er ikke nemt at være forlag i Danmark, det ved jeg godt. Der skal sælges rigtig mange bøger, for at tingene kan løbe rundt. Alligevel synes jeg, det er at skyde sig selv i foden at sende bøger på gaden, der er ikke er bedre redigeret og korrekturlæst, end Talon-sagaen. For ganske vist kan det holde udsalgsprisen nede, hvor teenagere og studerende kan være med, men det gør bogen til en blandet fornøjelse at læse, og en del af målgruppen er måske ikke engang opmærksom på problemet, og ved ikke, hvad de bliver snydt for.

Julie Kagawa er 3-5 måneder om at skrive en bog. Jeg ville ønske, hun var villig til at bruge 6-10 måneder, og dermed få tid til at gøre noget ud af den sproglige del. Det er selvfølgelig klart at noget af originalsprogets skønhed let går tabt, når der skal oversættes, men jeg tror ikke kun, det er det, der er problemet her.

Hvad angår bogens komposition, så er den delt op i kapitler, hvor de fire hovedpersoner på skift får lov at agere jeg-fortællere. En af udfordringerne med at have flere jeg-fortællere er, at gøre hver fortællers stemme så individuel, at de let kan skelnes fra hinanden, især når de geografisk opholder sig på samme sted. Det er ikke helt lykkedes for Kagawa her i Soldaterne. Det skete ofte at jeg kort efter et kapitelskift måtte bladre tilbage og tjekke, hvis hoved jeg var inde i lige nu. Det samme gjorde sig gældende i bind et og to. Med Talon-sagaen er det dog også første gang, Kagawa forsøger sig med flere fortælleperspektiver, så vi kan jo håbe, hun bliver bedre til det med tiden. Jeg har heldigvis set værre tilfælde.

Historien har på en måde tre forskellige gear, den bevæger sig fremad i. Der er et gear der hedder action, et der hedder spænding, og et der hedder i-tvivl-om-følelser. Ud over nogle spredte flashbacks, der giver baggrundsinformation, bevæger historien sig næsten kun rundt i disse tre gear. Der er sparet på beskrivelserne. Det giver en følelse af, at tingene gentager sig og karakterernes tanker kører i ring, og det bliver noget ensformigt og langtrukkent, før vi når til det sidste store opgør allerbagerst i bogen. Især kunne personernes indre, følelsesmæssige konflikter godt gøres en del kortere, uden noget væsentligt gik tabt. For at bryde ensformigheden kunne forfatteren også godt have brugt flere ord på at udfolde noget af al den skønne lore, der ligger bag dragerne som mytologisk væsen. Det er noget, der meget kort dukker op hist og pist i historien, for så blot at blive trumfet igen af action- og spændingsmomenterne, og det er jo lidt ærgerligt.

Men tilbage til nogle af de ting, Soldaterne faktisk gør rigtig godt. Action- og kampscenerne er vellykkede. Desuden har Kagawa i organisationen Talon skabt en skurk, der både er hjerteløs, ond, magtfuld og ikke mindst mystisk. Det mest skræmmende ved dem er, at vi endnu aldrig rigtigt har fået at se, hvor langt deres magt rækker - men det er langt. Og i dette bind fremstår Talon lige så mastodontiske og nådesløse som altid, samtidig med at Rileys undergrund blot synes mere og mere sårbar. Det er en gribende kamp mellem David og Goliat.

Desuden har jeg lige fra begyndelsen været begejstret for bøgernes evne til at belyse en konflikt fra flere vinkler. Vi ser tingene både fra dragernes og Sankt Georgs Ordenens synspunkt, og begge parter har deres egne bevæggrunde og tror selv, de gør det rigtige. Historien viser også, hvordan splittelser mellem grupper ofte er baseret på usande og unuancerede billeder, parterne har dannet sig af hinanden.

Talons ekstreme magtsyge, uigennemsigtighed og trang til at udføre tankekontrol såvel som etisk uforsvarlige eksperimenter på deres egen race, ledte mine tanker hen på situationen i Nordkorea, en situation, jeg vil betegne som en af verdens absolut største kriser i nyere tid. Det er rigtig fint at bogen tager sådanne dilemmaer op, og det bliver spændende at se, om serien har noget videre at sige om dem i de kommende to bøger.

Kan du lide action og spænding skal du også nok få dit behov dækket i Soldaterne. For selvom der var afsnit, jeg fandt langtrukne, var der stadig den overordnede spænding, som holdt mig fangen indtil sidste side. Hvis jeg skulle karakterisere bogen med ét ord, ville jeg nok vælge "spænding." For Kagawa forstår virkelig at opbygge og vedligeholde spænding. Desværre til en grad, så spændingsknappen bliver trykket helt i bund, mens visse andre knapper nærmest forbliver urørte.

Da jeg hørte Julie Kagawa tale om sine bøger sidste år, oplevede jeg hende som utrolig inspirerende, og jeg syntes, hun havde rigtig mange fornuftige ting at sige i diskussionen om YA fantasy-genren. Derfor havde jeg måske forventet lidt mere af Talon-sagaen, end hvad jeg fandt. Samlet set er min vurdering, at: 1) bøgerne sprogligt ikke har meget at byde på, 2) Plottet og historien er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige, og 3) de vigtige temaer drukner hurtigt i mere underholdende elementer som kærlighed og spænding.

Hvis du vil læse denne bog, så skal du gøre det mest for underholdningens skyld. Det er i hvert fald ikke en bog, der rigtigt rørte mig eller satte nogen tanker i gang hos mig. Og så vil jeg nok anbefale at læse serien på engelsk, hvis det er en mulighed for dig.

torsdag den 9. marts 2017

Generel opdatering

Punkt 1: Jeg er her stadig!

Punkt 2: Jeg er i gang med at genlæse Harry Potter, og det er bare SÅ dejligt! Da jeg nåede til det sted, hvor Harry første gang ankommer til Hogwarts, fik jeg en klump i halsen. Det var som om, jeg selv kom tilbage til Hogwarts efter at have været væk i mange år, og minderne om alle de stunder, både glade og smertelige, jeg har tilbragt på det slot i selskab med Harry, Ron og Hermione, vældede frem. Det gik også op for mig på ny, hvor dygtig en forfatter J.K. Rowling er. Bøgerne er velkomponerede, sproget er flydende og intelligent, handlingen rummer både spænding, humor og alvor. Det er ikke så sært at historien om Harry er blevet et verdensomspændende fænomen og et symbol på åbenhed, fællesskab og en masse andre positive værdier for min generation. Jeg er på ny blevet bevidst om, hvor stort indtryk de bøger gjorde på mig første gang, jeg læste dem, og hvordan de har været med til at forme mig som person i løbet af de snart tyve år, der er gået siden da. I dagens anledning har jeg gravet en enormt gammel YouTube-video op med (ja, du gættede det) mit store forbillede John Green, der blandt meget andet godt, taler om sin entusiasme for Harry Potter. Se den, hvis du keder dig. Den varer tre et halvt minut. Og se evt. også hans bror, Hank Green (der også er mit store forbillede), synge en sang fra 2013, hvor han forsøger at overtale J.K. Rowling til at skrive flere bøger.


Punkt 3: Jeg har nu genlæst de første tre Harry Potter-bøger, men ser mig nødsaget til at tage en lille pause inden jeg fortsætter med bog fire. Harper Collins Nordic har nemlig været flinke at sende mig et anmeldereksemplar af Soldaterne, bind tre i Julie Kagawas ungdomsfantasyserie Sagaen om Talon. Denne bog har jeg også glædet mig til at læse, og jeg er allerede godt i gang, så den bliver sandsynligvis en af de næste bøger, jeg anmelder.

Punkt 4: Om cirka halvanden måned, nemlig den 29. april 2017, løber Dewey's 24-Hour Readathon endnu engang af stablen, og jeg agter at deltage i dette halvårlige læsemaraton for første gang. Jeg regner ikke med at kunne holde mig vågen og læse alle fireogtyve timer, for jeg har altså brug for min nattesøvn, men jeg glæder mig til at have en hel lørdag, hvor jeg ikke skal lave andet end at læse, og selvfølgelig følge med i de løbende udfordringer og heppe på andre deltagere. Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har planer om også at deltage. For mere information, besøg 24hourreadathon.com.

tirsdag den 21. februar 2017

"Løgnens træ" af Frances Hardinge


Originaltitel: The Lie Tree
Forfatter: Frances Hardinge
Udgivelsesår: 2016
Genre: Historisk/fantasy
Forlag: Turbine
Antal sider: 445

Løgnens træ er mit første møde med Frances Hardinges forfatterskab, hvilket jeg havde høje forventninger til. Jeg havde regnet med at den første Hardinge-bog, jeg på et tidspunkt skulle læse, var Cuckoo Song, da det var den, jeg fik anbefalet af forfatteren Teri Terry i forbindelse med et interview til Bogforum 2015, men muligheden for at læse Løgnens træ bød sig pludselig, da min veninde havde brug for hjælp til at vurdere nogle nye bøger til sit skolebibliotek.

Løgnens træ var også den første bog, jeg læste i år, og det var skønt at starte læseåret ud med en bog med så meget kød på. Frances Hardinge er virkelig noget ud over det sædvanlige. Sproget er tip-top. Det er smukt og betydningsmættet, og fyldt med overraskende metaforer. Historiens grundlæggende ide om et sjældent træ, der vokser og næres af løgne for derefter at sætte frugter, der afslører dybe hemmeligheder, er dybt original og fuld af potentiale. Og potentialet udnyttes rigtig godt i bogens tilfredsstillende, indviklede plot.

Hardinge mestrer den kunst det er, at skabe dybe, troværdige karakterer, der hverken er 100% onde eller 100% gode. Naturvidenskaben er et af bogens helt store temaer, især i relation til løgn/sandhed/tro. Hovedpersonen, 14-årige Faith, har i løbet af bogens handling til opgave at bevise bogens hovedudsagn for læseren, nemlig at piger/kvinder er lige så kloge som drenge/mænd. Det gør hun meget overbevisende i sit forsøg på at opklare mordet på sin egen far.

I løbet af historien stifter læseren også bekendtskab med mange af hverdagens skikke, særegne for viktoriatiden - også nogle af de mere bizarre, hvilket er fantastisk underholdende. Bogen handler også om det at være rig/fattig, at være på vej fra barn til voksen, og om, hvad der motiverer mennesker. Der er nul romantik, i hvert fald hvad angår hovedpersonen, hvilket jeg synes er en dejlig afveksling, og noget der gør at bogen også egner sig fint til drenge.

Bogen giver desuden en ret overbevisende skildring af, hvordan man tænkte i viktoriatiden, herunder især den konflikt, der var mellem kirken og naturvidenskaben på grund af Darwins opdagelser. Og selv om bogen i sidste ende favoriserer en evolutionær/ateistisk tænkning, var den ikke hurtig til at dømme eller afvise tanken om skabelse, men formåede at vise forståelse for begge sider af diskussionen, og det kunne jeg godt lide.

Alt i alt en virkelig velskrevet, indholdsrig historie, der udfordrer på flere planer, og i det stille faktisk også underholder. Jeg ville ønske, jeg havde læst den som teenager.

søndag den 8. januar 2017

Læsemål for 2017

Hvordan skal min læsning udvikle sig i det år, der står foran os? I hvilken retning ønsker jeg, bøgerne skal bevæge mig hen? Dette har jeg især tænkt over i tiden mellem jul og nytår, hvor jeg også gjorde status for min læsning i det forgangne år.

Mit mest konkrete læsemål for 2017 er at genlæse nogle gamle favoritter, nemlig Harry Potter-serien af J.K. Rowling og Jane Eyre af Charlotte Brontë. Begge vil jeg læse på engelsk.


Desuden har jeg nogle lidt mere løse mål, der ikke drejer sig om nogen bestemte bøger, men om at fokusere på bestemte kategorier af bøger. I 2017 agter jeg således at skrue ned for YA-fantasy og op for gamle klassikere og "almindelige" romaner. Det kunne også være spændende at læse et par science-fiction-klassikere og nogle Pulitzer-vindere. Og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at få læst nogle af de bøger, der står i reolen, som jeg bare aldrig er nået til. Jeg agter også at blive ved med at læse noget historisk fiktion. Heldigvis kan nogle af alle disse mål jo kombineres.

De kvikke vil muligvis bemærke, at der er kommet en ny fane i bloggens menu med titlen Læsemål. Jeg har nemlig tilføjet en ny, fast side til bloggen, hvor jeg har planer om at samle de mere generelle af mine læsemål, som ikke kan rummes i en almindelig TBR-liste, såsom ovennævnte mål for 2017 og et nyt og meget, meget stort og uoverskueligt projekt, jeg også har besluttet at kaste mig ud i, i år, nemlig Reading the World. Dette projekt går i al sin enkelthed ud på at læse mindst én bog fra hvert eneste land i verden, og vil selvsagt komme til at tage mig betydeligt længere tid end et enkelt år. Hop over på Læsemål for at læse mere om det.

Sidste mål for min læsning i 2017 må være at få en god start på Reading the World. En god start vil for mig være at læse mellem 5 og 10 bøger fra lige så mange lande, gerne fordelt på mindst 3 kontinenter.

Ønsk mig held og lykke :)

onsdag den 4. januar 2017

Julens firkantede gaver


Denne jul var jeg så heldig at få fire af den slags gaver, vi læseheste bedst kan lide: Den flade, firkantede slags, der viser sig at indeholde en rigtig spændende bog. To af dem havde jeg ønsket mig, og de andre to var overraskelser, jeg aldrig havde hørt om før. Men alle fire er rigtig interessante på hver sin måde, og derfor får de nu hver især en lille præsentation.


Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Originaltitel: The Riddle of the Sands. Denne roman var en af overraskelserne, og jeg fik den af min far og hans kone. Den er udgivet i 1903 og handler om afværgelsen af en tysk invasion af Storbritannien. Bagsideteksten rummer især to oplysninger, der gør mig nysgerrig efter at komme i gang. Den ene er, at bogen var Winston Churchills yndlingsroman (og pligtlæsning i det engelske admiralitet). Den anden er, at der i tidernes løb er gjort adskillige forsøg på at afdække om bogens handling er virkelig eller fiktiv, men at det aldrig har været muligt at finde frem til et endegyldigt svar. Så der er jo lagt op til det helt store mysterium, og det er sikkert ikke en bog, hjernen bliver færdig med før længe efter, man har vendt den sidste side. Denne udgave er fra forlaget Thaning & Appel.


On Writing af Stephen King
Dette var en af de bøger, jeg havde ønsket mig, og jeg fik den af min elskede ægtemand. Jeg ønskede mig den fordi jeg i 2017 håber at komme endnu tættere på min drøm om at blive forfatter, og jeg har fået denne bog anbefalet af flere forskellige forfattere, og også af min meget litteraturelskende engelskunderviser fra lærerseminariet. En amerikansk anmelder har kaldt bogen "den bedste bog om skrivning. Nogensinde." Jeg håber, vedkommende har ret. Det, som jeg synes var interessant ved netop denne bog er, at den er lige så meget en selvbiografi som en bog om skrivning. Jeg må indrømme at jeg stort set ingenting har læst af Stephen King. For det første læser jeg forsvindende få krimier, og for det andet mener min søster, at King har en skrue løs. Men det kan jo være, jeg får lyst, når jeg først har læst On Writing. Under alle omstændigheder tror jeg nok, jeg vil kunne bruge hans skrivetips.


The Jane Austen Writers' Club af Rebecca Smith
Dette er endnu en bog om skrivning, men fra en helt anden vinkel end Stephen Kings. Jeg fik den som en overraskelse af min svigerinde og hendes mand, som havde fundet den i en boghandel i Bristol her i efteråret. De ved begge, hvor meget jeg holder af Jane Austen. Bagsideteksten lover, at bogen er fuld af nyttige skriveøvelser, smukke illustrationer og oplysende citater fra Jane Austens romaner og breve. Det lyder jo som rent guf. Forfatteren skriver også selv romaner, og er faktisk i slægt med Jane Austen. Et kig på de første sider afslører, at bogen er inddelt i ti kapitler, der hver handler om et særligt emne indenfor det at skrive en roman, såsom plot, miljø, karakterer, synsvinkel osv, alt sammen pakket ind i Jane Austen-tema. Og så virker det til at bogen også benytter sig af den dejlige humor, jeg holder så meget af ved Austen.


Denne dag, et liv af Jens Andersen
Denne bog skrev jeg på min ønskeliste efter at have læst Astrid Lindgrens Krigsdagbøger 1939-1945 tidligere på året, og det var min svoger og svigermor, der opfyldte dette ønske. Bogen er en biografi om Astrid Lindgren, et af mine store forbilleder, både som menneske og forfatter. Astrid Lindgren døde i 2002, og der står på bogens bagside, at dette er den første nordiske biografi om hende i 40 år. Den handler både om hendes liv og hendes forfatterskab, og jeg glæder mig meget til at vide mere om hendes inspirerende, komplekse personlighed og forhåbentlig drage nytte af hendes visdom og indsigt. Bogen indledes med et citat af Astrid fra 1983: "Hvad der ikke er livets mening, det ved jeg. At skrabe penge og ting og sager sammen, at leve et kendisliv og føre sig frem på ugebladenes kendissider, at være så bange for ensomhed og stilhed, at man aldrig når i fred og ro at tænke: Hvad gør jeg med min korte stund her på jorden?"

Jeg håber, du fik noget ud af at høre om mine boglige julegaver. I hvert fald synes jeg selv, det er nogle fantastiske gaver, jeg har fået. Det næste blogindlæg, jeg har planer om at skrive, vil handle om mine generelle læsemål for 2017.

mandag den 26. december 2016

Mit 2016 i bøger

Noget, som jeg synes er ret sjovt ved at have en profil på hjemmesiden goodreads.com er, sidst på året, at få tilsendt en oversigt med forskellige statistikker af hvad og hvor meget, jeg har læst det forgange år. Hvis du vil, kan du se min statistik direkte ved at klikke her. Nedenfor vil jeg gengive de vigtigste elementer og knytte et par kommentarer til.

Et af årets boglige højdepunkter: At møde YA-forfatteren Julie Kagawa.

Samlet set er jeg gevaldigt tilfreds med læseåret 2016. Jeg har læst mange flere bøger i år end jeg har gjort i mange år bagud. Det kan jeg takke denne blog for, for den har været et fantastisk instrument til at fastholde min opmærksomhed på bøgerne. Jeg har også fået mulighed for at møde en masse spændende forfattere, hvilket bare har været helt fantastisk og inspirerende.

Antal læste bøger: 42
Antal læste sider: 14.334
Mit mål for antal læste bøger i år var 20. Sammenlignet med sidste år, hvor jeg kun læste 16 bøger, er det tydeligt at det er gået langt over forventning med at give læsningen mere plads i hverdagen. Jeg tror dog ikke umiddelbart at jeg vil sætte mit læsemål for 2017 højere end jeg gjorde i år. 20 bøger på et år er stadig godt nok for mig - hvad jeg når derudover er blot til fryd og glæde.

Korteste bog: Dangerous Games af Teri Terry (82 sider)
Længste bog: Vi, de druknede af Carsten Jensen (693 sider)
Gennemsnitlig længde: 350 sider

Mest populære bog: To Kill a Mockingbird af Harper Lee

Min gennemsnitlige bedømmelse: 4,2 (ud af 5 stjerner)
Jeg har af natur ikke nemt ved at kritisere, og har nok især i første halvdel af året været lidt rundhåndet med stjernerne. Men jeg synes, jeg er ved at blive bedre til at give en konstruktiv men retfærdig kritik af de bøger, jeg læser.

De bedste bøger, jeg har læst i 2016:
Dette er selvsagt ikke en del af min statistik på goodreads - jeg vil bare gerne fortælle jer, hvilke bøger/serier, der har gjort allerstørst indtryk på mig i det forgangne år. Dem med links har jeg anmeldt her på bloggen, og du kan selvfølgelig klikke og læse anmeldelsen.

Opsamling på generelle læsemål
Sidste år omkring denne tid skrev jeg et indlæg om mine overordnede læsemål for 2016. Jeg skrev blandt andet at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at læse mere "voksne" og "litterære" bøger. Dem har der da også været nogle stykker af (3 for at være mere præcis), men ikke helt nok (jeg bliver ved med at falde over spændende YA-fantasybøger jeg bare liiiige skal have læst).

Jeg skrev også, at jeg håbede på at få læst en eller to "vigtige" bøger om et aktuelt emne. Det mål vil jeg sige jeg fik opfyldt, da jeg læste Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Anden Verdenskrig er jo et evigt aktuelt emne, og bogen var netop ganske "vigtig." Du kan evt. se min anmeldelse, hvis du vil vide mere om, hvad jeg mener med det.

Og så skrev jeg, at jeg gerne ville udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere noget mere. Det er nok også et af de mål, jeg aldrig helt vil synes, jeg bliver færdig med. Alle tre genrer er heldigvis repræsenteret på min goodreads-oversigt, med historisk fiktion som den bedst repræsenterede (5 stk) og klassikere som den dårligst repræsenterede (2 stk). Men der hersker ikke nogen tvivl om, at fantasy stadig er den genre, jeg har allermest hang til, idet 24 af de 42 læste bøger var fantasybøger.

Bloggen er fyldt 1 år
Faktisk har denne blog også i midten af måneden kunnet fejre 1-års fødselsdag. Det er jeg bare så glad for og stolt af. Dog vælger jeg ikke at gøre noget stort nummer ud af det fordi 1) Jeg har ikke særlig meget tid til at blogge lige for tiden, og 2) Det er ikke særlig længe siden, jeg sidst holdt en giveaway, hvilket er den mest oplagte måde at fejre blog-fødselsdag på, synes jeg. Så derfor nøjes jeg bare med at sige: Hip-hip-hurra!!! Og tak til alle jer, der har læst med i løbet af dette første år. Jeg håber, I bliver hængende et år til <3